Folk er forunderlige - interview med Salla Tykkä
fredag den 13. februar 2004
I 2004 gæstede den unge, finske videokunstner, Salla Tykkä, Danmark med en soloudstilling i x-rummet på Statens Museum for Kunst. Jeg mødte hende til en snak om kunst, krop - og anoreksi:
En af de første gange, Salla Tykkä viste sine videofilmværker i London, blev hun mødt med en noget besynderlig holdning, nemlig at alt, hvad der foregik i hendes film, måtte hun have oplevet selv.
»Sådan noget har man ikke fantasi til at forestille sig«, vrænger hun i en efterligning af argumentet, mens hun ruller med de runde og vagtsomme øjne.
Vi taler lidt frem og tilbage om, hvad der egentlig ville være mest mærkværdigt: At man fantaserede sig frem til en mand med en lasso i en stue med søudsigt, eller at man selv havde set ham gennem ruden? At man forestillede sig en kvindes møde med tre minearbejdere dybt inde i grotten, eller at man selv havde stået og klemt sig op ad klippevæggen?
For det er den slags ting, der sker i Salla Tykkäs værker, og det giver åbenbart grobund for ikke så få rygter og forlydender.
»Der er også nogen, der har troet, at malerierne på væggen bag manden med lassoen er malet af mig, og at filmen skulle være min eneste mulighed for at få dem vist!«, fniser Salla Tykkä.
Salla Tykkäs første år på kunstakademiet var på flere måder en tid med mange nye medier, erkendelser og problemer. Helt centralt for hende stod det pludselig, at hun er kvinde.
Hvordan havde du undgået at lægge mærke til det?
»Ved en massiv fortrængning«, siger hun og smiler undskyldende, men om undskyldningen gælder det at have fortrængt sit køn eller fortrængningen i sig selv, er ikke helt tydeligt. »Og så kom pludselig alle spørgsmålene: Hvordan skal jeg være som kvinde? Hvilke øjne ser jeg egentlig mig selv med?«.
Rent intellektuelt søgte Salla Tykkä svar i feminismen og blev meget optaget af dens teorier omkring repræsentation, at selve det at skabe billeder kan være en magtfaktor. »Jeg har brug for en grund til at lave billeder, og her var den«.
Hvad hun sikkert havde mindre brug for, var den fysiske reaktion: anoreksi, som hun led af fra 1996 til 2000. Hendes overvejelser og sindstilstand kan aflæses i hendes samtidige værker, der har titler som 'My Body is my Art My Body is my Enemy' (min krop er min kunst min krop er min fjende) fra 1996 og 'Power' fra 2000, som på flere planer afslutter perioden. For det første er det sidste gang, hun selv optræder foran kameraet, for det andet er hun i dette værk, hvor hun bokser mod en langt større mand, i stand til at ende kampen uafgjort. Og for det tredje markerer 'Power' Salla Tykkäs ændrede fokus fra fotografi til videoværk.
Ligesom Salla Tykkä efterhånden lavede mere og mere elaborerede iscenesættelser af sine fotografier, er også hendes filmproduktion blevet stadig større. Men på en mindre anmassende måde. Og det er stadig Salla Tykkä, der suverænt bestemmer - selv om hun efterhånden har opbygget et helt produktionsapparat omkring sig. Hver af de tre film i trilogien, som vises i X-rummet, har taget omkring et år at lave.
»Det allersværeste at forklare er, hvordan ideerne opstår«, siger Salla Tykkä med et så alvorligt udtryk i ansigtet, at jeg bliver nervøs for, om det gør hende fysisk ondt at tænke på og tale om.
»Jeg bliver inspireret af alt, hvad jeg ser, føler og oplever. For eksempel handler 'Thriller', den mellemste af filmene i trilogien, for mig om overgangen mellem børne- og voksenlivet, dér hvor man bevæger sig fra naturen og ind i kulturen. Det er skræmmende, men ikke på samme måde, som en skrækfilm er skræmmende. Det var den slags tanker, jeg gik og gjorde mig, og så kombinerede jeg symbolerne, tankerne, visionerne til mere specifikke scener«.
Næste skridt er at vende de opståede ideer med den faste fotograf og produceren. »Når man først har vist sine ideer til nogen, så skammer man sig ikke over dem mere!«, siger Salla Tykkä med enorm lettelse i stemmen. Når ideerne er blevet vendt, begynder hun at lede efter skuespillere og locations til optagelserne. Oftest arbejder hun med professionelle skuespillere, men folk med baggrund i cirkus og performance er også dukket op.
»Folk er forunderlige, når man ser nærmere efter! Pigen i 'Cave' havde jeg set til en fest flere år før, men jeg havde husket hendes ansigt. Ham med lassoen er cirkusartist. For os er det eksotisk, men i hans omgangskreds er det meget normalt, og de ville nok finde os temmelig specielle. Det kommer helt an på, hvilken vinkel man lægger, når man ser på folk, for set i det rette lys har alle et spændende liv«.
Når skuespiller og location er fundet, tager Salla Tykkä en masse fotografier, både af stedet, omgivelserne og skuespilleren på stedet. Hver optagelse planlægges, og når hun bagefter klipper sekvenserne sammen (og ned, for hendes film ender altid med at være kortere, mere komprimerede, end hun oprindeligt havde forestillet sig), gør hun det til den valgte underlægningsmusik.
»I starten var det mig, der forholdt mig til mig i mine værker. Det handlede om mine egne problemstillinger, forestillinger og erindringer. Men efterhånden ville jeg gerne gøre mine værker mere almene, jeg ville gerne nå flere mennesker. Samtidig ville jeg undgå både det biografiske og det dokumentariske. I det hele taget synes jeg, at dokumentarfilm er noget mærkeligt noget, for lige så snart du stikker kameraet ind i nogens liv, er det naivt at tro, at du kun dokumenterer og slet ikke ændrer det«.
»Det er også derfor, jeg i dag bruger skuespillere. Men det var fint nok at bruge mig selv i starten. På den måde undgik jeg også at sætte en andens personlighed på spil. Det vil sige: I får aldrig de film at se, hvor jeg gør, for der var faktisk en mindre heldig overgangsfase. Man skal virkelig passe på, når man står med et kamera, og derfor er min huskeregel aldrig at bede nogen om at gøre noget, som jeg ikke selv ville gøre«.
Det lyder som en fornuftig leveregel i det hele taget...
Hun nikker nærmest undskyldende, men bliver så igen fast i blikket. »Jeg tror på kunst, som en transmitter af noget vigtigt. Det er ikke, hvad der sker, men hvorfor det sker, der er det interessante. Men jeg kan også godt få lidt dårlig samvittighed over at være kunstner: Der er jo ingen, der har bedt os om at være det«.
Du finder mere info om Salla Tykkä på hendes hjemmeside: www.sallatykka.com
Ganske vist var det som maler, hun blev optaget på Kunstakademiet i Helsinki - i tredje forsøg. Det var i 1995, men hun blev stadig mere frustreret over maleriet som medie. Hendes redning blev et af akademiets mange kurser, denne gang i fotografi.
»At arbejde med fotografiet var som en befrielse for mig. Her var et medie, der var mere tidssvarende end maleriet, et medie, der på én gang forholdt sig direkte til virkeligheden og samtidig distancerede sig fra den - for selv om man ser virkeligheden i fotografiet, så er den virkelighed jo holdt op med at eksistere«.