Interview: Pipilotti Rist
lørdag den 1. oktober 2005
”Kvinden er det normale – manden er undtagelsen”
En biskop fik i 2005, kort før dette interview, slukket for hendes værk på Venedig Biennalen (se billederne ovenfor), og nu er hun kommet på museum i Århus. Schweiziske Pipilotti Rist er kontroversiel og har sine meningers mod. Og så er hun en af verdens mest spændende videokunstnere.
Hun er en af videokunstens ukronede dronninger, har en fortid i punkbandet ’Les Reines Prochaines’ og deler, næsten, navn med Astrid Lindgrens vilde enebarn, der bor med sin hest og hr. Nilsson i Villa Villekulla et sted i Sverige. Det sender unægtelig forventningerne i en bestemt retning, men den schweiziske kunstner, Pipilotti Rist, har hverken strittende fletninger eller nykker. Til gengæld besidder hun en sjælden stålsat skyhed.
I det hele taget synes hun at være et menneske der er opstået i spændingsfeltet mellem modsætninger. Hun er klædt i to lag T-shirts med tryk og sjove sko, men hele hendes tilstedeværelse er feminin – på den absolut karismatiske måde. Og det er med det samme tydeligt, at her ikke er tale om en kunstner, der gerne vil give et bestemt billede af sig selv. I stedet er hun hudløst ærlig.
Det viser sig, at hendes specielle fornavn er en kobling af hele to kælenavne, Pipi og Lotti. Den unge Pipilotti satte dem sammen, nærmest som for- og efternavn, og tog resultatet som sit officielle navn, så snart hun blev myndig.
”Men jeg er da stolt over, at det minder om Pippi Langstrømpe!” siger hun og slår næsten umærkeligt med nakken, før hun fortsætter med at beklage, at hun på ikke helt kan leve op til den vilde svensker.
Jeg skulle også til at spørge dig, hvordan man kunne leve som en sand Pippi hele tiden...
Pipilotti Rist slår en latter op, så det lyse hår ryster. Men det er en latter med sørgmodige undertoner: ”Jeg prøver at overkomme min frygt, men jeg er stadig meget normal” siger hun undskyldende. ”Vi kan så meget mere end vi tør. Alt for ofte er vi alt for selvcensurerende”.
Det, som Pipilotti Rist kan og gør, er at skabe nogen af de mest seværdige videoværker. I 1996 kunne man se hendes miniature monitorer på udstillingen ’Elektronisk Understrømme’, der blev vist på Statens Museum for Kunst, mens hun året efter vandt en pris på biennalen i Venedig for videoværket ’Ever is Over All’, hvor en storsmilende kvinde vandrer gennem byen – og smadrer bilers forruder med en gigantisk blomst (se billede nedenfor til venstre).
Pipilotti Rist er også kunstneren, der tager en med på en svimlende tur gennem munden på en kvinde. En rejse der, anatomisk korrekt, ender med at man kommer ud gennem hendes endetarm. Men det er også Rist der lader kameraet panorerer svimlende gennem tulipaner, så man føler sig som et fortryllet insekt på prøveflyvning.
For fremtiden vil Pipilotti Rists videoinstallation ’Daggrystimer i naboens hus’ (se billede ovenfor til højre) være permanent udstillet i et af Aros’ ni rum i kælderen, der er specielt designede til videoværker. ’Daggrystimer i naboens hus’ former sig som noget nær en dagligstue, men med et par afgørende forskelle: en væg er beklædt med sort kaninskind, tapetet er håndtrykt, og så kan man fra både sofa og lænestol følge videoer på henholdsvis et tv og et stort felt på væggen.
Lyset i rummet gennemløber på bare otte minutter et helt døgns vekslende intensitet, og det er et af Pipilotti Rists mest teknisk komplicerede værker til dato. Hvilket ikke siger så lidt, for det er meget sjældent Rists værker vises på en nøgen monitor.
” ’Daggrystimer i naboens hus’ befinder sig et sted mellem det velkendt og det ukendt, mellem det rationel og irrationelt. Jeg har arbejdet på værket et år, samtidig med at jeg udførte ’Homo Sapiens Sapiens’ til Venedig Biennalen. Værket her til Aros er en gammel drøm, men det er også meget kompliceret, så på et tidspunkt spurgte jeg museet, om de hellere ville have noget mere simpelt. Men til min store glæde ville de hellere vente på, at ’Daggrystimer i naboens hus’ blev færdigt’.
Er ’Daggrystimer i naboens hus’ teknisk kompliceret, så løb Rist ind i helt andre problemer i Venedig. Hendes store videoprojektion ’Homo Sapiens Sapiens’ er skabt til at blive vist i loftet af kirken Chiesa di San Stae på Canal Grande (se installationsshots øverst på siden), og det var blandt de mest roste og sete værker på Biennalen. Men for to uger siden havde en biskop held til at få lukket og slukket for ’Homo Sapiens Sapiens’, flere uger før Biennalen ellers takker af for i år, fordi der i videoen optræder to nøgne kvinder. Den ene af disse kvinder er faktisk den danske skuespilleren Gry Bay, der fik meget omtale for sin medvirken i Zentropas erotiske film ’All about Anna’. Og som endnu et twist fortæller Pipilotti Rist, at begge de medvirkende kvinder troende.
”Præsten i Chiesa di San Stae syntes også, at værket lå fint i forlængelse af traditionen. Når kvinderne er nøgne, er det fordi det foregår i Paradisets Have. Og fordi deres nøgenhed sætter dem udenfor tid og sociale klasser. Men den konservative katolicisme, fundamentalismen, vil adskille krop og sjæl. Den er sexistiske, og de kvinder jeg viser er stærke. Den tilstedeværelse kan de konservative ikke leve med. Men jeg synes ikke den nøgne kvindekrop skal overlades til dem, der tjener penge på porno. For mig er den nøgne kvindekrop et filosofisk udsagn”.
Dette interview blev bragt i Politiken (med andre illustrationer) i oktober, 2005.
Læs også min anmeldelse af Pipilotti Rists ‘Löndön’ fra London, 2005, her ...
Og min anmeldelse af ‘Direktørens valg’ (arken til 22. august, 2010), hvor Pipilotti Rist bidrager med et søsterværk til ‘Löndön’, nemlig ‘A Statue of Liberty for Tökyö’, her ...
Billedinfo: De to øverste billeder er installationsshots fra ‘Homo Sapiens Sapiens’ i kirken Chiesa di San Stae, Venedig, 2005. Midt på siden ses til venstre et still fra den dobbelte videoprojektion ‘Ever is Over All’ (1997), der vandt hende prisen Primo 2000 på det 47. Venedig Biennale, og til højre ’Daggrystimer i naboens hus’, som siden 2005 har været en fast del af ARoS’ udstilling. Derefter følger et still fra ‘Homo Sapiens Sapiens’, mens du her til højre ser et installationshot af værket ‘Löndön’ fra 2005, som du kan læse min anmeldelse af her ...
Billederne stammer fra Rists galleri, Hauser & Wirth, som du finder på: www.hauserwirth.com
Du kan også finde mere info på Pipilotti Rists egen hjemmeside: www.pipilottirist.net
normale og mandekroppen undtagelsen. Jeg prøver at komme over fordommene, for når vi åbner for mulighederne, når vi ikke begrænser os, er det til begge køns fordel. For så er mændene ikke længere alene!”
I omkring halvdelen af Pipilotti Rists videoer, benytter hun sig af skuespillere, mens hun selv lægger krop til i de resterende værker. Der er dog aldrig tale om selvbiografiske værker eller udsagn, for det Rist søger er en prototype, ikke et bestemt og navngivet individ. Ulempen ved selv at være i billedet er selvfølgelig, at hun har svært ved også at styre kameraet, men det har også sine fordele:
”Kunstneren skal lide, synes jeg, og derfor giver jeg mit kød, min kind at slå på. Det er en symbolsk sårbarhed. Og så kan jeg kræve mere af sig selv, tage det om og om igen, det er et martyrium. Men værket skal altid have en kvalitet, der er uafhængig af, hvem det er, man ser. Det skal have social relevans”.
Hvorfor tror du, at der blandt de bedste videokunstnere er så mange kvinder?
”Jeg tror det er fordi videokunsten ikke havde en fastlagt, kunsthistorisk tradition. Det var et åbent område. Og så kræver video multitrasking, samtidig med, at man arbejder i mindre grupper. Kvinder er gode til at gøre flere ting på en gang, og i en mindre gruppe kan man bestemme, uden at skulle være for autoritær”.
Tiden er mere end gået, og Pipilotti Rist skal tilbage til arbejdet med ’Daggrystimer i naboens hus’. Hvilket hun undskylder. Men mens vi skilles, når hun lige at svare på mit sidste spørgsmål, selvom jeg endnu ikke har nået at stille det:
”En af kunstens roller er at vise os, at vi ikke skal tage reglerne for givet. Selvfølgelig har vi brug for nogle regler, men mange af dem er kun til for at holde os nede og på plads. Forskellige kunstnere har forskellige roller, men jeg synes selv at god kunst udvider min perception, at jeg ser verden på en anden måde bagefter”.
Tror du ikke at der er en del mænd, der bliver bange for de kvindefigurer du viser i dine videoer?
”Hvis de bliver bange er det ok! Der findes både stærkere og vildere kvinder i virkeligheden. Når jeg ser et billede, spørger jeg altid mig selv: Hvem skaber dette billede? Hvem holder kameraet? Der er en stor mangel på denne type kvindebilleder, billeder, hvor kvinderne er stærke. Stærke nok til også at vise svaghed - som en styrke”.
”For mig er den nøgne kvinde symbolet for mennesket. Men ellers er det jo sådan, at når man ser billedet af en mand, så står han som symbol for hele menneskeheden. Det prøver jeg at lave om på. For mig er kvindekroppen det
