Ulrik Møller: Landskaber. Nivaagaards Malerisamling, Gammel Strandvej 2, Nivå.

NB: vistes til 29. april, 2007.

       •

Der er noget ved Ulrik Møllers ganske små malerier, der gør at de synes at slå hul i væggen. Motiverne er ellers ikke voldsomme, de stammer fra det danske land og den tyske hovedstad, og det hele er gengivet en lille smule sløret, gerne i en blågrå farvetone. End ikke Ulrik Møllers egen intention med malerierne ligner vinduer til en anden verden, men ikke desto mindre er det det, malerierne minder mig mest om.

Eller måske er en anden verden ikke det helt rigtige udtryk. For fraværet af et centralt motiv får mig til at tænke på glemte erindringsbilleder, noget man ikke rigtig så, men alligevel betragtede intenst mens man tænkte på noget andet. En visuel afart af John Lennons udsagn om, at livet er hvad der sker os, mens vi har travlt med at lægge andre planer.

Landskabet er i Ulrik Møllers malerier mere en tilstand end en fortælling, og derfor finder man ingen mennesker, ingen folklore eller nogen form for narration i billederne. Alligevel genkender man snart lokaliteterne, som stod man og betragtede en nyfremkaldt rulle film. Der er havet, nogle gange simpelthen bare hav, uden hverken kyst, skib eller strandbred, andre gange gennemskåret af en færge. Der er marker, hvor en ko kan skide så den bliver krumbøjet mens en vindmølle skærer tiden i småstykker. Der er de øde gader, både i Berlin og i en landsby på Fyn.

Men der er hele tiden også noget andet. Den diskrete tekst, der ledsager udstillingen på Nivaagaard, gør opmærksom på Ulrik Møllers egne associationer til den græske mytologis beretning om den sidste rejse med færgemanden til dødsriget, og pludselig er man ikke så sikker på, hvor maleriernes færger egentlig er på vej hen. Og når himlen antager den særlige lyse turkis, med endnu kun et stænk af melankolsk aftenrøde, så bliver det ikke bare aften, solnedgangen træder også i karakter som metafor for forestående død, men gør det på en måde, der fortæller om fred og afklarethed.

Således veksler Ulrik Møllers værker konstant mellem det genkendelige motiv på den ene side og alt det, billedet kan henvise til eller få beskueren til at tænke over, på den anden. Den samme dobbelthed findes i malerierne selv, der som sagt er højst illusionistiske, med spejlinger i våde vejoverflader og regn så stemningsfuld, som man ellers kun ser det på film, samtidig med, at de er godt og grundigt uskarpe. Noget lignende kan man opleve foran de ældre værker i Nivaagaards permanente samling, men dér ligge vekslevirkningen mellem maling som materiale og som den illusion, den kan afstedkomme. Som når et smykke i guld og perle opløser sig i abstrakte afsæt af maling mod lærred.

Men hos Ulrik Møller stikker modsætningsforholdet dybere end det. Han vil have os til at opdage, at maleriet er en konstruktion. At det ikke er virkeligheden. Men hans billeder sætter sig på nethinden så det åbne landskab, man træder lige ud i når man forlader Nivaagaard, pludselig skæres ud i lignende firkanter. I alle tilfælde for mine øjne. Og så kan man jo passende spekulere videre over, hvordan det egentlig er vi opfatter den såkaldte virkelighed.

Denne anmeldelse blevbragt i Politiken, med andre og færre illustrationer, i marts, 2007.

Læs også min anmeldelse af Ulriks Møller soloudstilling ‘Kraftwerk’ hos Christina Wilson i marts, 2010, her ...