Sabinerinderne og sanseligheden
søndag den 9. november 2008
Værket kan i dag ses på Louvre, og det er dette maleri, der er udgangspunktet for den engelske kunstner Eve Sussmans seneste store værk, der består af en 82 minutter lang film samt en række stillfotografier fra denne, som du kan se et eksempel på øverst på siden.
Dette er en noget anderledes måde at skabe samtidskunst på, selv om vi de seneste årtier har set en del (oftest stærkt vellykkede) værker, der kombinerer billedkunst og filmiske udtryk: Fra England har vi fået Douglas Gordon, USA har bidraget med kunstnere som Gary Hill og Bill Viola, ligesom danske Jesper Just gør international karriere på området.
Valget af inspirationskilde er straks mere overraskende, af flere grunde. For det første er David, som sagt, streng i sit udtryk. For det andet er myten om sabinerinderne, der først røves af romerne og senere går i forbøn for bortførerne, en vanskelig fortælling. Lider disse voldtagne kvinder af en tidlig form for Stockholm-syndrom?
I Eve Sussmans øjne handler historien om, at man skal passe på, hvad man ønsker sig. Sabinerinderne oplever romernes store velstand og lader sig rive med af drømmen om det perfekte liv, mener hun.
Men jeg må indrømme, at det vender sig i mig, når en udvalgt sabinerinde holder op med at kæmpe mod sin overfaldsmand og i stedet er på grænsen til at kærtegne ham.
Sussman siger selv, at hun interesserer sig for forholdet mellem mennesker, for vores interne interaktioner og bevæggrunde, men figurerne i filmen ’The Rape of the Sabine Women’ synes hverken at føle eller sanse.
Det gør vi så til gengæld som beskuere, for filmværket er fantastisk at synke ned i. Sussman benytter sig skiftevis af en billedform, der ligner grovkornet dokumentar, film fra familieferier i 60’erne og så den hyperrealistiske filmteknik, mange vil kende fra hendes kollega Bill Viola. Og det er præcis i de sekvenser, hvor alting står så skarpt, som det aldrig gør i virkeligheden, at Sussman peger tilbage på David.
Men i sin helhed er ’The Rape ...’ en sanseoplevelse så berusende, at jeg godt kunne have ønsket mig, at Sussman i stedet havde valgt Eugène Delacroix’ maleri ’Sardanapalus’ død’ som sit forlæg.
Eve Sussman & The Rufus Corporation. Louisiana, 2008- 2009.
Den engelske kunstner Eve Sussman arbejder med film som udtryk og kunsthistorien som inspirationskilde.
I den klassiske kunsthistorie udkæmpes en kamp mellem konturen og formen, mellem de klart afgrænsede figurer og den kødelige krop. Mange malere tilhører enten den ene eller den anden lejr, og kunsthistorikere har gennem tiderne benyttet sig af denne tydelige forskel i udtryk, når et værk skulle kategoriseres.
Blandt de kunstnere, der fokuserer på linjen, finder man den nyklassicistiske maler Jacques-Louis David, der midt i 1790’erne malede ’Sabinerindernes forbøn’.
Delacroix malede billedet i 1821, og her er sanselighed, så det forslår, med kamp og nøgne kvinder, brokadestoffer og glimtende guld. Netop muligheden for at indarbejde en kampscene var en af de mest tungtvejende grunde til, at Sussman slog sig på sabinerinderne, men den havde hun også fundet, og det til overflod, hos Delacroix.
Det andet værk på Louisianas udstilling ’Eve Sussman & The Rufus Corporation’ afslører dog et træk, der kan forklare det umiddelbart mærkelige valg af ledemotiv. Her er det Velázquez’ maleri ’Las Meninas’ fra 1656 (nedenfor til venstre), der danner udgangspunkt for det ti minutter lange filmværk ’89 Seconds at Alcázar’ (til højre).
Vi ser den lille prinsesse af Spanien, hendes stolte forældre og hypede hofdamer, der alle bevæger sig rundt i billedrummet, dog uden på noget tidspunkt at indtage præcis de samme positioner som i Velázquez’ mesterværk. Dette er helt tilsigtet og Sussmans pointe, men hvad der næppe var meningen er, at kostumerne aldrig bliver andet end netop: kostumer.
Maleriets sanselighed bliver således slet ikke overført til filmen, men kan til gengæld opleves i enkelte af de medfølgende fotografier fra optagelserne. Ikke mindst i ’Set with Red Curtain’, der endda leger med den spejleffekt, der er en medvirkende årsag til, at ’Las Meninas’ til stadighed fascinerer så fuldkomment.
Så måske er det sådan fat med Sussmans værker, at hun først for alvor kan lade det sanselige træde frem, når hun ikke fokuserer direkte på det?
Men jeg kunne nu stadig godt tænke mig at se, hvad hun kunne få ud af Sardanapalus, som han ligger dér henslængt på divanen og venter på døden ...
Denne anmeldelse blev, med andre og færre billeder, bragt i Politiken november 2008.
Læs også min anmeldelse af Eve Sussmans udstilling ‘White on White’, 2010, her ...
Du finder mere information om Eve Sussman her ...
Samt på hjemmesiden: www.rufuscorporation.com
