fredag den 19. februar 2010
Jeppe Heins sociale miljø
Krævende kunst
Før man kan nyde, skal man yde,for der skal samarbejde og benkræfter til, før Jeppe Heins værk folder sig fuldt ud
Jeppe Hein: Milieu Social. Galleri Nicolai Wallner, Ny Carlsberg Vej 68, København V.
NB: vistes til 20. marts, 2010.
•
der de værker, som synes at give sig selv. Leges med skal der også hos Jeppe Hein, men her på en helt anden og mere ligefrem måde. Hos Wallner viser Hein således sit ’Milleu Social’, der består af fire cirkelrunde og dobbelte spejle monteret som en mobile, der kan sættes i bevægelse, hvis man tramper i pedalerne på en kondicykel. Finten er, at cyklen står i et andet rum, så den, der yder, ikke selv kan få glæde af sine anstrengelser.
Men selv når værket ikke rører sig ud af stedet, er det en visuel oplevelse. Den sorte cykel står skulpturelt og skarpt i rummet, mens verden vender og drejer sig, hvis man bevæger sig rundt mellem de mandshøje spejlcirkler. Selv stillestående udfordrer spejlene rumfornemmelse, og når de begynder deres dans ser man til med skræk og spænding, for bare de nu ikke rammer hinanden og splintres til atomer!
Hvis Jeppe Hein havde villet trække på (kunst)historien, kunne han have kaldt værket ’Effort Commun’, fælles anstrengelser, sådan som en skulptur fra først i 1960’erne af cobrakunstneren Sonja Ferlov Mancoba hedder. Men hvor hendes værk viser fællesskabet, så skaber Heins det, fordi det fulde udbytte først opnås i det øjeblik, man indgår en alliance med en anden gæst og gensidigt ofrer sig for hinanden. Det kan lyde banalt, men det banale er ikke altid at foragte, sådan som en anden Cobrakunstner, Asger Jorn (der faktisk er i familie med Jeppe Hein) gerne understregede.
Når man forbi Ny Carlsberg Vej inden 10. februar kan man hos naboen IMO opleve endnu en banalitet af den bedste slags: i en lille telefonboks, der er bevaret præcis som den stod, før bygningerne blev omskabt til gallerirum, kan man høre Ursula Nistrups optagelse af bådhorn, sådan som de lød en dag henover Bosperusstrædet, der gennemskærer Istanbul. I al sin afvæbnende enkelthed handler det om fastholdelsen af et øjeblik, der aldrig kommer tilbage. Banalt? Selvfølgelig. Men det bliver det ikke mindre sandt, og tankevækkende, af.
Anmeldelsen blev bragt i Politiken februar 2010.
Læs min anmeldelse af Jeppe Heins udstilling ‘Reflection’, ligeledes hos Wallner, i 2006, her ...
Læs min anmeldelse af Jeppe Hein i x-rummet på Statens Musem for Kunst, fra juni, 2005, her ...
Du finder Jeppe Heins hjemmeside på følgende adresse:
Og galleriets hjemmeside på:
