Julie Nord: Xenoglossy. ARoS, Aros Allé 2, Århus. Til 21. november.

    

Måske skal man være vokset op i en fortryllet forstad for helt at forstå Julie Nords værker, men det er jeg altså, og derfor er det at vandre gennem ARoS’ sale, som Nord i den grad har indtaget, som at rejse tilbage en tur til barndommens land. Selv som voksen kan jeg også sagtens genkende følelsen i et værk som ‘The Smoke from the Chimney’ ovenfor, hvor de små hyggelige huses tilforladelighed gemmer på en eksplosion af væren. For hvad gemmer der sig egentlig inde bag vores facader - både i bogstavelig og overført betydning?

Det går jeg tit og tænker på, når vejen går gennem byen, parcelhuskvarteret eller ligefrem løber langt ude på landet. At det også handler om vores ansigter udadtil understreger Nord med værker som ‘No Title (the Paper Doll’s House)’ nedenfor, hvor pigen i midten kan klippe sig selv helt væk - eller åbne op for en flok skrigende dæmoner. Den slags hører ikke kun barndommen til, men er en følelse de fleste voksne også vil kende. Og når Nord benytter sig af storøjede pigebørn med sløjfer i håret, stritørede kaniner og fugle med blodrødt bryst, så tror jeg det er en måde at snyde sig ind på os, ligesom når man fortæller eventyr med dyr i hovedrollen. Det lukker os ind i historien, uden at vi fatter mistanke om, at det i virkeligheden handler om os selv - og når vi endelig opdager det, er vi fanget og det er for sent at flygte eller bare se den anden vej.

Det er sådan set det samme greb Nord bruger i udstillingens opbygning, hvor der lægges ud med en række af de store, sorte tegninger, før man ledes videre ind til både en række enorme tegninger (‘The Smoke ...’ er ét af dem), en syret og krøllet forvandlingsanimation, for til sidst at befinde sig i en sal, der synes at svæve frit i museumsbygningen. Her er gulvet belagt med tykke tæpper og fra væggene vælter fortællingerne frem i farver, der skiftevis forekommer magiske og direkte sundhedsskadelige. Den samme vekslen mellem gru og boblende glæde finder man også i røgen fra skorstenen - og ude i livet, både som det formede sig i barndommens land, og sådan som det ser ud med mere voksne øjne.

Og det er måske dét, der gør mig allermest godt ved Nords værker: at de minder mig om, at jeg stadig er pigen i sæbeboblen, der drømmer og leger og ved, at verden er vidunderlig, fuglene fløjter fortællinger - og at skoven bliver en helt anden, når mørket falder på...