Kunstkometen Bharti Kher

Den unge indiske kunstner Bharti Kher er blandt de fremmeste i en generation, hun selv betegner som forsøgskaniner. Forleden modtog hun Arkens Kunstpris på 100.000 kroner, men hvis man vil opleve hendes værker, må man til enten London – eller Herning

Lige nu ligger der et hvalhjerte midt i det nybyggede danske museum, der, meget passende, netop har skiftet navn fra Herning Kunstmuseum til Heart. Hjertet er udført i naturlig størrelse, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan resten af hvalens krop ville fylde udstillingssalen til bristepunktet.

Hvalhjertet er en del af den første præsentation af indisk samtidskunst her i landet, og det er udført af den unge kunstner Bharti Kher, som forleden var i Danmark for at modtage Arkens Kunstpris. Et af hendes særkender er brugen af de selvklæbende bindi, indiske kvinder traditionelt placerer mellem øjenbrynene, og hvalhjertet er da også tæt besat af bindier i duvende formationer. Men betyder det, at hendes værker er særlig indiske af den grund?

”Jeg synes ikke man kan tale om en særlig indisk kunst” svarer Bharti Kher, mens hun glider ned i stolen, udmattet efter en lang flyvetur fra New Delhi til Danmark. ”Men selvfølgelig arbejder kunstnere altid med de materialer, der er tilgængelige, ligesom vi inspireres af, hvad der foregår omkring os. Det havde for eksempel ikke givet meget mening, hvis en fransk kunstner brugte bindierne. Men for mig lå de lige dér, som en form for ”ready mades” og jeg tænkte: dem må jeg kunne bruge til noget”.

Inde under de mange bindi er hvalhjertet støbt i glasfiber, men før Kher kom så langt med sin skulptur, måtte hun først modellere den i ler. Og det er ikke et let materiale at arbejde i, slet ikke i New Delhi, hvor den ofte meget voldsomme hede får leret til at tørre på rekordtid. Navnlig i sommermånederne bliver der så varmt i byen, at alle, der overhovedet kan, flygter til andre dele af landet. Men nogle gange er der værker, der skal skabes, og så bliver Bharti Kher og hendes mand og kunstnerkollega, Subodh Gupta, nødt til at blive, hvor de er:

”Så ringer vi rundt til vores skøreste venner og spørger: Er du her også stadig? Og så mødes vi, spiser middag sammen og drikker os fra sans og samling. Der er ikke andet at foretage sig, ikke andet at gøre end at drikke sig fuld. Og beklage sig over varmen!” griner Kher, der ikke havde den store erfaring med høje temperaturer, før hun som 24 årig flyttede fra England til det Indien, hendes forældre var udvandret fra. Men selvom sommervarmen i New Delhi kan være voldsom, så har hun i dag langt sværere ved at håndtere kuldgrader som dem, det danske forår byder på.

Bharti Kher bryder sig heller ikke om, at mange tror hun rejste tilbage til sine rødder i Indien. For sådan opfatter hun det slet ikke. At hun endte med at slå sig ned i New Delhi skyldtes nemlig først og fremmest, at hun forelskede sig i Subodh Gupta, og efter mange og lange diskussioner valgte parret at bo i Indien. Mest fordi de dér havde et hus til rådighed.

Hvordan bliver du, her mange år senere, opfattet i Indien? Som inder eller som tilflytter?

”Jeg vil gerne kunne kalde Indien mit hjemland, jeg vil gerne være en indisk kunstner. Og nu har jeg efterhånden også boet i landet så længe ... Men accenten forsvinder ikke. Man taler sådan, som man nu en gang har lært. Min mor talte engelsk med indisk accent, det gør jeg ikke. Til gengæld er det min mand, der har lært mig at tale hindi”.

I begyndelsen af 1990’erne, da Bharti Kher slog sig ned i New Delhi, var den lokale kunstscene stort set ikkeeksisterende. Derfor måtte hun, Subodh Gupta og en håndfuld andre unge kunstnere selv stable alting på benene. De lejede sig ind i udstilligslokaler, udvalgte og ophængte selv deres værker og inviterede så alt og alle, de kunne komme i tanke om til ferniseringerne.

”Så stod vi dér, højst 30 mennesker, og vi fik selvfølgelig aldrig solgt noget. Men vi fik værdifuld erfaring i, hvordan man tilrettelægger en udstilling, præsenterer værkerne og taler om sin kunst” fortæller Bharti Kher, og tilføjer, at der den gang intet pres var fra markedet, simpelthen fordi der slet ikke fandtes et kunstmarked i Indien. Det har ændret sig gevaldigt siden, og i dag sidder Kher blandt andet i bestyrelsen af kunstnerorganisationen Khoj, som hun selv har været med til at grundlægge. Her forsøger hun at hjælpe kommende generationer af indiske kunstnere på vej.

Hvem er det så, der køber indisk samtidskunst? Er det velhavende indere, eller kommer køberne først og fremmest fra udlandet?

”Der findes kun en håndfuld seriøse samlere i Indien. For et par år siden var der mange velhavende indere, der købte indisk samtidskunst, men de gjorde det udelukkende for at investere. Alle diskussioner handlede om penge, om stigende priser, aldrig om kunsten, for den var der ingen, som interesserede sig for. Det er jeg glad for er overstået nu!”

Men er der ikke en fare for, at indisk kunst er et modefænomen på linje med kinesisk kunst, der jo var det helt store for et par år siden?