Generation 1975 og et nyt natursyn

fredag den 26. marts 2010

 

De seneste år har naturen genindtaget en plads som gyldigt motiv, ikke mindst hos kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord og Lise Blomberg.

Ærtebjerg har haft stor succes med sine syrede malerier, hvor fortrinsvis kvinder synes at være i intim dialog med både dyr, planter og det omgivende landskab. Men også Julie Nord er ved at få et internationalt gennembrud med sine tegninger, der ofte lader purunge piger materialisere sig sammen med alt fra kaniner til flitrende flagermus.



Det tætte forhold mellem dyr og menneske i samtidskunsten kommer måske tydeligst til udtryk hos Lise Blomberg, der lader sine fugle få menneskehoveder og opføre sig, som vi mennesker gør, når vi er værst.

Fælles for de nævnte kunstnere er en fornemmelse af noget eventyrligt og fortryllet – også selv om dette langtfra altid kun skal forstås som noget behageligt, for der findes jo også en hel del ganske grumme eventyr, og ikke alle fortryllelser ender lige lykkeligt.



Men nu er en ny generation af kunstnere på vej, og med sig har de en anderledes tilgang til naturen som motiv.

Hvor Ærtebjerg, Nord og Blomberg, der alle er født mellem 1968 og 1971, bruger elementer fra naturen til at skabe deres fantasistærke kunst, synes kunstnere med fødselsår midt i 70’erne at gå mere nøgternt, eller ligefrem humoristisk, til emnet.


Blandt dem finder man Svend-Allan Sørensen, der stod bag udstilling ’Rod i naturen’, som kunne ses på Kunstcenter Silkeborg Bad i 2009 (du finder link til min anmeldelse nederst på siden). Her havde Svend-Allan Sørensen udvalgt en håndfuld nulevende kunstnere, og i fællesskab fandt de frem til værker af afdøde kunstnere, der også på den ene eller anden måde forholder sig til naturen – og til den tradition, der er for at fremstille den kunstnerisk.

Derfor kunne man på ’Rod i naturen’ både se Carl Bøghs maleri fra 1888 af en kronhjort, placeret strategisk foran en skovsø, og Svend-Allan Sørensens video med hans egen genindspilning af C.V. Jørgensens sang om ’Bjerringbro by night’. Da jeg i vinteren 2009 spurgte Svend-Allan Sørensen om, hvad man ville kunne forvente sig på udstillingen, svarede han:


»Der er mange skæve værker med på udstillingen. Som Carl Bøghs maleri ’En kronhjort’, der er helt galt afmarcheret! Kronhjortens krop mangler pondus, og dyrets hals ser besynderlig ud. Sådan ser der ikke ud i naturen. Det er et totalt kulturbillede, og det er det, der gør det så mærkeligt og så fantastisk. Når jeg har valgt at tage det med på udstillingen, er det, fordi udstillingen handler om vores rødder, om kunstnere, der også selv har rodet rundt i myretuen, sådan som vi selv stikker en pind i traditionen. Rødderne er vores fundament«.


Du bidrager selv til udstillingen i Silkeborg med et videoværk, der er en form for parafrase over C.V. Jørgensens musikvideo. Er det, fordi det nu er blevet legitimt for en kunstner at komme fra Bjerringbro?


»Jeg ser mig selv som søn af fjerkræavler Ejvind Sørensen fra Bjerringbro, men jeg ved ikke, om det er specielt tilladt. Det er muligt. Min far ville gerne have været præst, men han var den sidste i en flok på 13, så han kunne ikke få en uddannelse. Dengang var det kun præstens og lægens børn, der kunne komme på kunstakademiet. Sådan er det ikke længere. Derfor er værket mit forsøg på at rense bordet, at gense Bjerringbro og vise, hvad det er jeg ser. Der er dog også et personligt element, for det er irriterende at have et tilhørsforhold til et sted, hvor man ikke længere har hjemme«.


»Men selv om jeg ikke længere bor i Bjerringbro, er jeg stadig en landbodreng i gummistøvler med min hund på marken. Der har i mange år været meget fokus på byen og metropolerne, men jeg længes ikke efter et atelierfællesskab i Berlin. Jeg arbejder i et kolonihavehus, og det har indflydelse på mine værker. Det er lidt ligesom Peter Laugesen med hunden, der gør i haven – år efter år. Jeg gør det ikke på trods, men fordi det er det rigtige. For mig«.



Svend-Allan Sørensen arbejder oftest med forskellige former for grafik, som han gerne installerer i større sammenhænge, således at der nærmest er tale om installationer. Men han udfører også tredimensionale værker, der kan bestå af elementer hentet hos modelbyggere eller udstoppede fugle. Omdrejningspunktet er dog hele tiden naturen – eller rettere: hvordan vi forholder os til den.


Jeg synes, der er sket en ændring i, hvordan naturen bruges som motiv blandt kunstnere i din generation. Hvad siger du til det?


»Der har i alle tilfælde været nogle mærkelige sammenfald mellem mine og for eksempel Vibe Bredahls værker. Til min udstilling ’Does Living With Birds Inhance My Life?’ sidste år på Overgaden, havde jeg lavet
et linoleumssnit af en mandshøj jæger – uden at tænke på, at Vibe også ofte bruger en jæger i sine værker. Det ligner en sammenhæng, men er det egentlig ikke, for min jæger er baseret på, at jeg selv har jagttegn. Måske har det noget at gøre med, hvornår vi blev født, og hvilke børnebøger vi har læst? Sådan er det jo med trends og tendenser: De er et sammenrend af forudsætninger og tilfældigheder«.


Er det sådan et sammenrend, der gør sig gældende, når både du og Lykke Andersen gør brug af udstoppede dyr i jeres værker?


»Første gang jeg så Lykkes fotografi af udstoppede dyr på en trækvogn midt i skoven, reddede det hele min dag! Den der malplacerethed, trækvognen, der kan man sgu se, at det intet har med natur at gøre. Det er det samme med mine udstoppede fugle. De er jo ikke natur. De er forarbejdede og er blevet til kultur. Kunst er netop ikke natur, og det er det, der gør det så spændende at arbejde med naturen som motiv«.


Den nærmest morbide humor i at placere døde dyr i den natur, de som levende var en integreret del af, går igen hos flere kunstnere i generation 1975.

Men selvfølgelig i varierende grad og på forskellige måder.

Selv lader Svend-Allan Sørensen ligefrem sine udstoppede fugle synge Sex Pistols eller sige udstillingens titel, ligesom han laver lange lister over fuglenavne – dog sammensat på nye måder, der afslører sproget som konstruktion.


Og når Vibe Bredahl sætter to fotografier af den danske skov sammen som et kalejdoskop, spiller tyngdekraften stadig en humoristisk rolle og blotter et par bare balder.


Er det tegn på en ny form for humor i dansk samtidskunst?


»Det er det helt bestemt, men det bunder også i et ønske om at vise, hvilke greb det er, man benytter sig af. Der er ingen grund til at skjule noget. Det handler om, at man har et eller andet at sige – jeg ved ikke altid hvad, men man skal sige det ærligt«.



Dette interview blev, i en lidt anden udgave og med andre og færre illustrationer, bragt i Politiken 28. januar, 2009.


Om Svend-Allan Sørensen: Født i 1975 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi 2002, samme år som hans første separatudstilling, ’Man kan ikke ha’ en Svend uden også at ha’ en Allan’, blev vist på Fyns Kunstmuseum. Læse mere om Svend-Allan Sørensen her ...


Du kan læse min anmeldelse af ’Rod i naturen’ fra 2009 her ...


Og af Svend-Allan Sørensens næste udstillingsprojekt, ‘Jagten på noget andet’ fra marts, 2010, her ...


Mens du finder min anmeldelse af Julie Nord på ARoS, 2010, her ...


Eller lyt til P1’s Kulturkontor, bestyret af Katrine Nyland Sørensen, som Svend-Allan Sørensen, Julie Nord og jeg gæstede 2. december, 2010, ved at klikke her ...

 
 
 

næste >

< forrige