Trendspotting ...

De “frække” gulddrenge -

Sat, 28 Apr 2012 11:43:30 +0200

Til gengæld kan jeg som sagt kun tilslutte mig det standpunkt, at Hirst er faldet noget af på den. Et godt eksempel ser du her ovenfor, nemlig det rasende kostbare værk ‘For the Love og God’, som du kan finde mere info om ved at klikke her ...
Grundidéen syntes at have været, at skabe et bizart dyrt værk, dels ved at udføre det i diamanter, dels ved at lade Hirst signere det. Men da køberne udeblev, forsvandt også den store trommehvirvel, man havde regnet med, og til sidst måtte Hirst selv til lommerne for at det hele ikke skulle kollapse totalt.
Den slags er dog slet ikke så nyt, som man måske kan tro, for også en kunstner som Jeff Koons har arbejdet med en form for neo-popkunst, hvor prisen så at sige er en del af værket. Man kan se dette spil med markedet som kunstnerisk materiale som en gigantisk happening - eller som simpel spekulation. Under alle omstændigheder strider det imod den romantiske opfattelse af kunstneren som en martret ener, der skaber i smerte og ensomhed, fjernt fra verdens vederstyggeligheder (inklusiv cool cash).
En spøjs kommentar til Hirsts helt ikoniske haj finder du, hvis du klikker dig videre ind til min anmeldelse af Charlottenborgs Forårsudstlling, 2012, lige her ...

Charlottenborg - hvor det ku’ vær’ så godt

Sun, 18 Mar 2012 11:11:05 +0100

... men har stået skidt til alt for længe.
Ganske vist må jeg indrømme, at heller ikke jeg altid har været lige begejstret for diverse kunstnersammenslutningers årlige udstillinger, men den dramatiske omdefinering af Charlottenborg, der for få år siden fik til opgave at være en international kunsthal, var bestemt heller ikke vellykket.
Økonomien var og er selvfølgelig en helt afgørende faktor, og Charlottenborg fik og får alt for få midler til at udføre opgaven.
Men det er ikke det eneste problem.
Udstillingsprogrammet under den ellers så (med rette, mener jeg) vellidte brite Mark Sladen, har været så smalt, at de fleste stod af på halvvejen (du finder min anmeldelse af Pablo Bronsteins udstilling ved at klikke her..., samt mit interview med en anden udstiller, nemlig Simon Starling, hvis du klikker her ...).
Og det ser faktisk ikke ud til at ændre sig, for sommerens store satsning bliver en udstilling af tyske Thomas Kilpper, der sidste år skabte skandale i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen (du finder mere info om samtlige udstillere i pavillonen ved at klikke lige her ...).
Igen ser det ud til, at fokus er på værker, der nærmest må betegnes som neo-konceptuelle, hvilket betyder, at der er meget lidt at forholde sig til på et mere jordnært æstetisk plan. Der mangler ganske enkelt form og farve, saft og kraft. Og så mangler der kvindelige kunstnere i en grad, der ikke er dette årtusind værdigt.
Hvorfor viser man ikke, sideløbende med præsentationen af Kilpper, danske Lilibeth Cuenca Rasmussens store performanceværk, der ligeledes blev vist i Venedig?
Og hvad er der i det hele taget blevet af den ellers så velfungerende devise om at veksle mellem varme og kolde, populære og smalle udstillinger?
De eneste yderligheder, der gås til, er de skiftende krav til Charlottenborg, der først skulle være en international kunsthal og som man nu ønsker skal være forankret helt ned på københavnerplan (hvilket i øvrigt harmonerer ret dårligt med sommerens udstillingsprogram).
Jeg synes Charlottenborg skal åbnes op - på alle leder og kanter. Det kunne gøres ved at omdanne gården og caféen til oplagte mødesteder, samtidig med at man på udstillingsfronten lader det lokale gå i dialog med den store verden, der vitterligt omgiver os.
Charlottenborg har byens bedste placering rent geografisk - og det skal stedet også have, når det kommer til udstillingsprofilen.

Hvordan ser afrikanske samtidskunst ud?

Mon, 19 Sep 2011 14:14:11 +0200

Da jeg tilbage i begyndelsen af 1990‘erne formastede mig til at skrive en universitetsopgave om noget så besynderligt som afrikansk samtidskunst, var mere end én af mine undervisere på kunsthistorie ved at få noget alvorligt galt i halsen. Men heller ikke de kunstnere, jeg besøgte i Ghana, havde det helt let, for de blev stadig mødt med kravet om, at deres værker skulle reflektere deres etnicitet. Eller sagt på en anden måde: de skulle være afrikanske. Hvilket betød, at de meget gerne måtte male kvinder, der stamper fufu, mens man ikke så med venlige øjne på billeder, der forholdt sig for eksempel abstrakt til maleriet som tradition - og derfor var den eneste måde, en abstrakt maler kunne overleve, at påstå, at maleriet i virkeligheden forestillede bodernes bliktage på en afrikansk markedsplads!

Heldigvis synes der også i Afrika at være sket ikke så lidt siden da. Det kan du blandt andet konstatere ved at læse mit interview fra 2009 med Guy Wouete, som du finder ved at klikke her ...
Det er også interessant at bladre sig igennem de tyve nominerede til ‘The Sovereign African Art Prize’, der kæmper om en førstepris på $25.000 og et residency. Førsteprisen, der gik til Hassan Hajjaj (se mere nedenfor), blev uddelt af en jury, mens man kunne selv stemme på sin personlige favorit, som dermed får chancen for at vinde en ‘Public Vote Prize’ på $1.000. Du kan se grundlæggeren af Sovereign Art Foundation, Howard Bilton, på CNN, ved at klikke her ...
Men det bedste er nu, at man kan skabe sig et lille indtryk af, hvad der foregår på den afrikanske kunstscene, alt sammen ved at klikke her ...

Selv synes jeg rigtig nigerianske Olanyo Rasheed Akindiyas værk ‘Nibo Nile: Where is Home’, der er udført i frimærker og flaskekapsler, men mest af alt minder mig om Gustav Klimt guld i små firkanter ...
Og detaljerigdom er der også i den grad masser af hos sydafrikanske Barbara Wildenboer, hvis eventyrlige værker du ser et eksempel på lige her:

Så er der (igen) biennale i Venedig

Sun, 19 Jun 2011 17:54:09 +0200

Så er Venedig Biennalen endnu en gang åbnet, men denne gang får Den Danske Pavillon (som du ovenfor ser med ny yderside af den græske kunstner Stelios Faitakis) noget mere omtale end så ofte før, selvom også Elmgreen & Dragset fik temmelig meget opmærksomhed med deres projekt der for to år siden.
Og det er da også en tripelsatsning man har gjort i år, hvor

1) kuratoren, Katerina Gregos, ikke er dansk,
2) 2) det overordnede tema er ytringsfrihed
og 3) der kun er to danske kunstnere med på den store gruppeudstilling i pavillonen.

Her hjemme har navnlig den sparsomme danske deltagelse fået sindene i kog, ikke mindst hos kulturministeren, der undrer sig over, at danske skattekroner financierer præsentationen af udenlandsk kunst. Mig undrer det mere, at det først går op for Per Stig Møller nu, for planerne for pavillonen har været offentlig kendt i snart et år. Desuden har det tidligere ofte været sådan, at der kun blev plads til en eneste kunstner i Den Danske Pavillon, så i den optik er der i år dobbelt op!
Til gengæld vil jeg gerne medgive, at der faktisk findes en lang række danske kunstnere, der i deres praksis igen og igen går i kødet på problemstillingerne omkring ytringsfrihed, blandt dem ikke mindst Superflex, Jens Haaning og Lise Harlev, for nu bare at nævne et oplagt trekløver. Det er næppe heller uproblematisk, at forsøge at vise så mange kunstnere, som Gregos gør, på den trods alt begrænsede plads i pavillonen.
Men selvom tyske Thomas Kilpper synes at have bevist, at politisk kunst (stadig) godt kan være lige lovlig firkantet, så ser det faktisk ud til, at Den Danske Pavillon får masser af omtale - også internationalt. Og det er i sidste ende det, der er dens opgave.

Du kan læse mit interview med Katerina Gregos fra juni, 2010, her ...
Og mit opfølgende interview med hende, fra februar, 2011, her ...
Desuden finder du en fuld fortegnelse over kunstnerne i Den Danske Pavillon her ...
Tjek også mit tip om Huber & Aichners rejse til biennalen lige her ...

Grafikkens genkomst

Mon, 30 May 2011 20:41:15 +0200

Grafik er langsom, besværligt og helt fantastisk

Fem elever fra Kunstakademiet i Düsseldorf var i maj, 2011, på fransk visit med deres professor,
Tal R, i Danmark for at arbejde med grafik. Her er nogle af de tanker, de gjorde sig undervejs ...

Hvis man som kunstner forestiller sig, at man kan arbejde med grafik på samme måde, som man gør når man maler et billede, så snubler man allerede i døren på vej ind til værkstedet, siger Tal R. Og han ved hvad han taler om, for allerede før han blev optaget på Kunstakademiet i København, havde han og en håndfuld venner købt deres egen lille trykpresse – og lavet stort set samtlige fejl, der var at lave.
”Man skal arbejde med grafik på grafikkens betingelser” forklarer Tal R, mens fem af hans elever fra akademiet i Düsseldorf gør sig klar til at gøre præcis det. De er i Danmark på en fransk visit, hvor de har fået fire dage med kyndig vejledning af Michael Schæfer, der driver Schæfers Grafiske Værksted i Nansensgade.
Hver skal de lave et linoleumssnit og, hvis de får tid, også et par kobbertryk på små plader, og hele herligheden bliver udstillet under den passende overskrift: ’Stand and deliver’ (der bedst kan oversættes til: på plads og levér). Men det nytter altså ikke noget, hvis eleverne tror, de bare kan overføre deres normale måde at lave billeder på til grafikken:
”Man skal forstå hvad grafikken kan, i stedet for bare at komme med sin idé og forsøge, at få materialet til at makke ret. Men det fantastiske ved grafikken er netop, at den giver os en chance for, at knække billedet på en ny måde” siger Tal R, ”I maleriet handler man sig frem, men når man laver grafik bliver man nødt til at analysere og spørge: Hvad er det egentlig jeg gør, når jeg bare gør det?”
Derfor er Tal R da også rigtig glad for grafikken, både når det gælder hans egen kunstneriske produktion og når han indtager rollen som underviser. Med den økonomiske krise er der også sket det, at grafik er kommet til at fungere som et alternativ til den mere kostbare unikakunst. Det mærker man også hos i Schæfers Grafiske Værksted, der fungerer både som værksted og som udstillingsplatform.
”Grafik er sådan noget, der dukker op over vandfladen og forsvinder igen gennem tiderne” mener Tal R, ”I 1970’erne var der denne her sympatiske tanke, der gjorde, at grafik blev tryk i oplag på mellem 50 og 500 stykker, og derfor ikke kostede særlig meget. Derfor var der originalgrafik i mange hjem, og det er jo generøst, men det devaluerede også grafikken lidt”.
Sådan er det ikke længere, for selvom grafik stadig er betydeligt billigere end originale værker, så er oplagene langt mindre og mediet mere seriøst end for et par årtier siden. Men for Tal R er det vigtigste, at arbejdet med grafik tilbyder et alternativ til vores vante tankesæt:
”I dag er det sådan, at alle har et kamera og billedet ligger i kassen. Vi vil se, hvad vi har i kassen, og det kan vi også komme til. Men bare fordi vi ser det, bliver billedet ikke bedre. Grafik, der i mod, er langsomt, besværligt og man ved ikke, hvad man har i kassen. Det kræver hengivelse at arbejde med grafik, og hengivelse er noget helt andet end kontrol”.

Tal R er født i 1967 og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi 1994-2000. Allerede i sin studietid slog han internationalt igennem, i 2002 blev han tildelt Carnegie Art Award og to år senere Eckersberg Medaljen. Han har tidligere været gæsteprofessor ved både kunstakademiet i Helsinki og Hochschule für bildende Künst i Hamburg, mens han i dag er professor ved Kunstakademie Düsseldorf. Tal R arbejder både med maleri, skulptur og grafik – og en hel del blandformer.

På udstillingen ‘Stand and deliver’, der blev vist i Schæfer Grafisk Værksted, Nansensgade 43, København K, indtil 17. juni, 2011, kunne man se grafiske værker af følgende kunstnere: Tamina Amadyar, Katharina Busch, Sylvester Hegner, Fabian Herkenhöner og Allan Rand.

Sylvester Hegner er født i 1985 og blev optaget på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. Han er i år 2011 udvekslingsstuderende ved Die Kunstakademie Düsseldorf, hvor han undervises af Tal R. I Danmark har han tidligere udstillet i Galleri Q, TTC Gallery samt hos Helene Nyborg Contemporary.

Sylvester dag-til-dag under arbejdet i maj, 2011, i Schæfer Grafisk Værksted (se foto øverst):
1. dag: Indtil videre er jeg i gang med at skitsere mit motiv op på linoleumspladen med kridt. Det er første gang, jeg arbejder med linoleum, så det er rigtig vigtigt at have optegningen på plads, før jeg begynder at skære. Jeg havde på forhånd en idé, men det er allerede blevet lidt anderledes, end jeg havde tænkt mig. Lige nu ser man en vindueskarm, hvor der står et portræt af en kinesisk dame. Måske kommer der også en vase eller en lille lysestage, det ved jeg ikke endnu. Landskabet bag vinduet skal skifte mellem lys og mørke, og måske kommer der flere landskaber inde i landskabet.
2. dag: Det går rigtig godt! Jeg har fundet ud af, hvad der skal stå i vinduet og kineserinden er nu mere en eksotisk pige eller kvinde. Ved siden af hendes portræt står der en vase og et indrammet billede af nogle blade. Måske er det sådan et gammelt tryk fra en bog. Udenfor har jeg fundet frem til en sol og en negativ sol, altså en måne, så det både er dag og nat på én gang. Nu skærer jeg i pladen, og indtil videre har jeg ikke lavet nogen fejl, der kunne ødelægge idéen. Og så har jeg fået lavet et prøvetryk, og det hjælper mig virkelig, for det er svært at vende sig til, at motivet bliver spejlvendt til sidst.
3. dag: Nu har jeg arbejdet et spejlvendt portræt ind i landskabet. Først havde også hun ansigtstræk, men dem fjernede jeg igen, så hun nu står tydelig som negativ af portrættet i vindueskarmen. Jeg har også arbejdet med tre horisontlinjer gennem landskabet, der hele tiden har været gennemskåret af en diagonal linje. At arbejde med linoleumstryk er en anden måde at tænke billeder på. Det er mere klodset end maleriet, som jeg plejer at arbejde med. Men der er også noget dejligt ved at være tvunget til klodsethed. Jeg tror det ender med at blive et sort-gult tryk. Det vil give mere sol i billedet, og det kan jeg godt lide, ligesom det passer til motivet, synes jeg.
4. dag: Jeg er blevet ok tilfreds med billedet, som Michael (Schæfer, red.) trykte for mig. Først trykte han den gule grund og så lod vi det lige tørre natten over, før han trykte det sorte motiv ovenpå. Man kommer til at tænke på en anden måde, når man arbejder med grafik, og det jeg her har lært om billeder, kan jeg tage med over i arbejdet med maleriet. Så jeg kommer helt sikkert til at lave mere grafik henad vejen!

Den Danske Pavillon bliver multinational

Wed, 9 Feb 2011 11:28:52 +0100

Allerede da jeg i juni, 2010, første gang interviewede Katerina Gregos, efter at hun var blevet valgt til at kuratere den Danske Pavillon på Venendig Biennalen i 2011, stod det klart, at der ikke ville blive tale om en ren dansk præsentation i den ellers nationale pavillon.
Den gang var listen over udstillere dog ikke på plads, men det er den nu, og resultatet er blevet, at der er to danske kunstnere med - i selskab med 16 udenlandske kunstnere eller kunstnergrupper.
At valget er faldet på Lilibeth Cuenca Rasmussen og FOS (Thomas Poulsen) undrer mig ikke, for de er begge seriøst spændende kunstnere. Og selvom jeg godt umiddelbart kan undre mig en smule over, at der ikke også blev plads til danske kræfter som Superflex og Jens Haaning, der ligeledes ligger i forlængelse af udstillingens tema, ytringsfrihed, så forklarede Gregos det med, at man som kurator skal have mange ting til at gå op.

Galleriernes nye roller

Thu, 3 Feb 2011 13:15:53 +0100

Faurschou er i forandring. Galleriet har netop (3. februar, 2011) meddelt, at de fremover indstiller galleridriften for i stedet at koncentrere sig om udstillingskonceptet Faurschou Foundation, som de lige nu leder efter lokaler til i København.
Det er umiddelbart et drastisk skridt for en gallerivirksomhed med et kvart århundrede på bagen og så seriøs en succes (i alle tilfælde på udstillingsfronten, økonomien kan jeg ikke udtale mig om) som Faurschou unægtelig har og har haft. Seneste er jeg blevet imponeret over, at galleriet er i stand til at præsentere den kinesiske kunstner Ai WeiWei få måneder efter Tate Modern - og næsten et år før Louisiana får stablet en udstilling af hans internationalt anerkendte værker på benene.
Selv skriver Luise og Jens Faurschou i deres pressemeddelelse, at galleristens rolle er i stor forandring verden over, og de lader skinne igennem, at det ikke er en udvikling, de selv har tænkt sig at tage del i. Denne udvikling går blandt andet i retning af verdensomspændende gallerivirksomhed, hvor de store på scenen har filialer i flere byer og derved ikke længere er nationalt forankrede.
Det samme kan sådan set siges om Faurschou, der allerede i en årrække har drevet galleri i både København og Beijing, men jeg fornemmer, at der hentydes til, at disse multinationale mastodontgallerier levner meget lidt plads for andre aktører. Desuden, anfører Faurschou, er det blevet langt mere almindeligt, at kunstnere ansætter deres egne kuratorer - eller ligefrem selv sætter værkerne til salg på auktioner, sådan som fx. Damien Hirst har gjort det. Derved overtager kunstnerne en hel del af galleristens traditionelle arbejdsområde.
Derfor kommer det for Faurschou i fremtiden til helt at handle om udstillingsvirksomhed, baseret på de fantastiske værker, der allerede indgår i Faurschous samling. Blandt dem finder man Ai WeiWeis ‘Fountain of Light’ (2007), der kan ses ovenfor, samt værker af den, synes jeg, vidunderlige Shirin Neshat.

Og derved tager galleriet det skridt fuldt ud, som jeg synes man har set tegn på de seneste år, nemlig at gallerierne i stadig stigende grad markerer sig med udstillinger, man med rette kunne have forventet at finde på et museum. Tilbage i 2005 præsenterede Christina Wilson således udstillingen ’New Figuration’, der stillede skarpt på, hvordan unge kunstnere fra flere lande var begyndt at arbejde med et langt mere figurativt, og dermed realistisk, billedsprog, end man havde set det længe.
Wilson havde spottet tendensen så tidligt, at hun kom både store museer og samlere i forkøbet, samtidig med at det danske publikum blev voldsomt opdateret på en af de markante, internationale strømninger. Heldigvis ser det ud til, at gallerier landet over fortsætter den flotte stil, også selvom den slags udstillinger ikke kan være voldsomt rentable.
Man kan indvende, at disse gruppeudstillinger skyder med stilistiske spredehagl i et forsøg på at ramme så stor en købergruppe som muligt, og at de tematiske udstillinger i virkeligheden er forklædte gruppeudstillinger af traditionel format. Men så længe museerne åbenbart satser på det stensikre, og dermed lader gallerierne om de mere nytænkende aspekter af samtidskunsten, skal vi vel bare være glade for, at gallerierne rent faktisk tager handsken op.
Blandt andre eksempler på museumsegnede galleriudstillinger kan man nævne ‘Landscape II’ og DeKooning, DeKooning, DeKonning’ hos henholdsvis Galerie MøllerWitt og David Risley Gallery.
Begge tematikker burde sådan set være genstand for egentlige museumsudstillinger, hvilket også ville gøre det muligt, at præsentere langt flere værker, end der er plads til i de respektive gallerier.

Du finder min anmeldelse af Ai WeiWeis udstilling hos Faurschou CHP her ...
Mens min anmeldelse af Shirin Neshat, fra 2008, ligger lige her ...
Tjek også mit tip om Damien Hirsts diamantkranium her ...
Samt, selvfølgelig, min anmeldelse af både ‘DeKooning, DeKooning, DeKooning’ og ‘Landscape II’, ved at klikke lige her ...

De nævnte galleriers hjemmesider finder du på følgende adresser:

www.faurschou.com
www.christinawilson.net
www.gmw.dk
og
www.davidrisleygallery.com

Barokken er (måske) tilbage

Mon, 24 Jan 2011 13:36:03 +0100

Ser man strengt stilistisk på det, så er Lars Thygesens maleri ‘Berlin’ ovenfor mere beslægtet med rokoko end barok, men lad nu det ligge. Det interessante er, at en hel del yngre kunstnere har genopdaget barokken - uafhængigt af hinanden. En håndfuld af disse kan frem til 26. februar, 2011, ses på udstillingen ‘Baroque’ i LarmGalleri (link til foromtale nedenfor), og selvom hverken Thygesen, som sagt, eller Kaspar Oppen Samuelsen, der er den anden danske bidrager, forholder sig særlig historisk eller stilistisk tro mod 1600-tallets kunst, så tror jeg alligevel at LarmGalleri har fat i noget.
Nu er barokken jo også en periode, der spænder over mere end hundrede år og rent stilistisk dækker kunstnere fra den ofte ekstatiske Bernini over det direkte bloddryppende hos Artemisia Gentileschi til Claude Lorraines landskabsfantasier, for slet ikke at tale om Rubens, Rembrandt og Velázquez, der hver især er store mestre.
Og de barokke tendenser kommer da også til meget forskelligt udtryk - både på udstillingen og i anden samtidskunst.
Du kommer til min foromtale af ‘Baroque’ ved at klikke her ...
Men tjek også min anmeldelse af Kehnet Nielsen hos Susanne Ottesen, hvor Velázquez spillede en ikke ringe rolle i (mindst) et af malerierne, ved at klikke her ...
Og selvom jeg sammenligner Matthew Stones fantastiske fotografi med van Haarlems hollandske manierisme i ‘Titanernes fald’, så forekommer det mig, at også disse værker kan være en del af tendensen. Men se selv, om du giver mig ret, når du klikker her ...

Mangfoldigheden på K.E. anno 2010

Sun, 10 Oct 2010 17:33:40 +0200

(Kunst)verden over ledes der med lys og lygte efter nye tendenser, for alle vil med på vognen og se det sidste nye – helst før alle andre ser det. Sådan er det selvfølgelig også med KE, for her er det jo ofte de mindre prøvede kræfter, der får lov til at vise, hvad de dur til og i hvilken retning, de synes det går. Alligevel mener jeg ikke man kan tale om tydelige tendenser i de næsten 4.000 værker, vi i censurkommitéen har haft til gennemsyn. Og det er jeg glad for.
Tendenser betyder nemlig også ensretning og kan minde betænkelig meget om modefænomener, og det har i mine øjne ikke meget med god kunst at gøre. Men én tendens kan jeg dog pege på, og det med stor glæde, for det viste sig hurtigt, at vi censorer var rørende enige om, at det er det egenartede værk, det anderledes og det, der tør tage chancer, der er værd at se nærmere på.
Det er så den mulighed, forhåbentlig rigtig mange besøgende får nu, når KE byder indenfor og præsenterer et udvalg af, hvad der rører sig i dansk kunsts vækstlag. I år er der langt flere kunstnere repræsenteret end normalt, men heldigvis er der god plads i Ny Tap-salen på Carlsberggrunden. Og jeg håber, at hver eneste besøgende vil få fornemmelsen af både bredden og dybden i tilgangen til det at skabe kunst.
Ingen vil næppe nogensinde forstå (eller bryde sig om) hvert eneste værk på udstillingen, men det gør heller ikke noget. For selvom vi som censurkomité hverken lagde en linje eller tilstræbte at kreere en tendens, så forekommer det mig, at årets KE er endt med at blive en hyldest til mangfoldigheden. Og den er jeg for mit vedkommende helt med på at hylde!

Denne tekst bringes i kataloget til Kunstnernes Efterårsudstilling, 2010,
der ferniserer lørdag den 16. oktober kl. 13 - 17 i Ny Tap - som du finder ved at følge kortet her ...
Billedinfo: øverst er det Silas Inoues meget store tegning, mens du nedenfor til venstre ser (en del af) Susanne Hangaards værk ‘Lyst eller Mord’ og til højre er det Jacob Dahlstrup Jensens ‘Banana Boat’.
Allernederst et stemningsbillede fra censuren - det er mig med ryggen til i midten!

Fra gaden til galleriet?

Sun, 22 Aug 2010 11:53:34 +0200

Er graffiti og street art gået hen og blevet stuerene investeringsobjekter? Eller er der stadig spræl i gaden? gigantudgivelsen ‘Beyond the Street’ stiller skarpt på de 100 personer og udstillingssteder verden over, som redaktørerne regner som ledende figurer i dagens graffiti- og gadekunst.

Og her er da også navnlig nok at se på, når kunstnere fra Akay i Stockholm, over græske Stelios Faitakas, til Beejoir i Bangkok bidrager med alt fra hard core og ubestikkelig street art til værker, der er udført i værkstedets varme og tryghed.

Danmark repræsenteres af både HuskMitNavn og V1 Gallery, mens man blandt de gode gamle grafffitikendinge finder Futura (2000).
Mærkelig nok mangler Banksy fra bogen, men det skyldes, så vidt jeg har fået oplyst, udelukkende en kommunikationsfejl.

Du kan læse min omtale af bogen, der blev bragt over et helt opslag i Politiken 22. august, 2010, her ...
Tjek også Stelios Faitakas i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen, ved at klikke her ...
Samt mit interview fra 2004 med Shepard Fairey her ...
Og anmeldelsen af hans udstilling, 2011, her ...

Den nationale repræsentations endeligt?

Sun, 6 Jun 2010 13:07:07 +0200

»Alle taler om at udfordre den nationale repræsentation«, siger Katerina Gregos, »men alt for få gør noget ved det«.

Nogle gør dog noget, og blandt de få, der rent faktisk går nye veje, finder man det danske Kunstråd, der blandt andet har ansvaret for den danske pavillon på Venedig Biennalen. Her har man valgt at overlade kurateringen af næste års udstilling til netop Katerina Gregos, der ganske vist er kusthistoriker, men som på ingen måde kan betegnes som dansk. Og det plejer ellers at være danskere, der styrer den danske pavillon.

Opgøret med den nationale repræsentation har Kunstrådet taget med fuldt overlæg – og på baggrund af lange diskussioner. Fem internationalt orienterede kuratorer fra højst forskellige steder på jordkloden, blev inviteret til hver at komme med ders forslag til, hvad den danske pavillon skal indeholde næste sommer. Valget faldt på Gregos, ikke mindst fordi Kunstrådet fandt det spændende, at hun med udstillingen vil sætte hendes fokus på ytringsfrihed.

Hun har heller ikke vanskeligt ved at leve op til kravet om at være internationalt orienteret, for Gregos er, som hendes efternavn antyder, født i Grækenland. Her skærer fortiden fremtiden, ligesom landet rent geografisk befinder sig i et krydsfelt mellem både Balkan, Tyrkiet og så Vesten, som Gregos mener grækerne selv identificerer sig mest med. Men Gregos har levet sit halve liv i Belgien, og betgner derfor i dag sig selv som en hybridform.

»Den nationale identitet er en lettere forældet forståelsesramme«, mener 43-årige Katerina Gregos. Hun er en sviptur forbi København på en kølig forårsdag for at fortsætte dialogen med Kunstrådets medlemmer. For selvom meget allerede ligger fast, så har hun for eksempel endnu ikke valgt hvilke kunstnere, der skal vise deres værker på udstillingen. Og derfor ved hun endnu heller ikke, om der bliver tale om malerier, videoværker eller noget helt tredje.

Til gengæld er hun fuldstændig sikker på, at der ikke kommer ét eneste entydigt værk med på udstillingen. For hun interesserer sig ikke for den slags kunst, som skærer meningen ud i pap og skefodrer beskueren med den. I stedet synes hun netop, at kunstens evne til at være tvetydig og paradoksal er dens helt store styrke. Også når der skal diskuteres ytringsfrihed på tværs af landegrænser, religion og politiske tilhørsforhold.

»Ytringsfrihed er et vigtigt og kompliceret emne, der alt for ofte udelukkende diskuteres fra yderpolerne«, siger Katerina Gregos.

»Derfor glemmer vi at stille de helt grundlæggende spørgsmål som: Hvor ender din frihed? Hvor begynder min? Og hvem definerer, hvad frihed er? Det er den type spørgsmål, kunsten kan stille«.

Siden Jyllands-Posten i 2005 bragte de siden så berømte og berygtede tegninger af Muhammed, har det ikke været muligt at sige ordene ”Danmark” og ”ytringsfrihed” i samme sætning, uden også at måtte nævne den krise, der fulgte i kølvandet på offentliggørelsen. Derfor er det også meget vigtigt for Gregos at understrege, at hun ikke har valgt tematikken på grund af karikaturkrisen. Men på trods af den.

Selvom Gregos insisterer på at et globalt udsyn, har hun et særlig godt øje til de problemer demokratierne slås med i øjeblikket. Her, mener hun, er vi ved at miste mange af de idealer, vi har arvet fra Oplysningstiden, hvor Voltaire blandt andet forsvarede ytringsfriheden - også for den, han ikke selv var enig med.

»Og vi lægger ikke en gang mærke til, at vi er ved at give køb på vores idealer. Vi står på mange måder ved en korsvej, både socialt, religiøst, politisk og økonomisk. Alt dette kan kunsten kommunikere. Derfor synes jeg, at det er det helt rette tidspunkt for udstillingen, og ikke mindst den rette platform«.

Præcis hvordan denne platform, altså den danske pavillon, kommer til at tage sig ud, ved ingen altså endnu. Og derfor er det også for tidligt at sige noget konkret om, hvordan den vil komme til at passe ind i forhold til resten af Venedig Biennalen. Én ting er dog næsten sikkert: det kommer ikke til at gå upåagtet hen, at Danmark har taget to store chancer. Først ved at vælge en udlænding som kurator, og dernæst sætte ytringsfrihed på dagsordenen.

Dette interview blev bragt i Politiken 9. juni, 2010, i en lidt anden version og med anden illustration.
Du finder Statens Kunstråds begrundelse for valget af Katerina Gregos her ...

Billedinfo: portrættet af Katerina Gregos stammer fra Statens Kunstråds hjemmeside og er taget af Olympia Krasagaki.

Venedig Biennalen afholdes hvert andet år og er en af de vigtigste begivenheder på den internationale kunstscene. Danmark har været repræsenteret på biennalen siden 1895, dog først fra 1932 i Den Danske Pavillon, tegnet af Carl Brummer. I 2009 fik duoen Elmgreen & Dragset hædrende omtale af deres bidrag i Den Danske Pavillon. Næste år afholdes den 54. Venedig Biennale.

Bonusinfo: Noget kunne tyde på, at Gregos’ deler en del synspunkter med schweizeren Bice Curiger, der skal kuraterer den internationale del af biennalen. Curiger har således udtalt, at hun opfatter kunst som en kommunikationsform, der kan tegne et omrids af individet, indsat i en social kontekst. Hvilket ligger meget godt i tråd med Gregos’ tanker om kunsten som (ytrings)frihedens sidste bastion.
Bice Curiger er født i Schweiz i 1948. Hun er uddannet kunsthistoriker og har siden 1993 været kurator ved Zurich Kunsthaus. Sideløbende er hun skribent og redaktør for kunstmagasinet ’Parkett’, som hun var med til at starte i 1984, samt for magasinet ’Tate etc’, der udgives af Tate Gallery i London. Curiger skal kuratere den internationale udstilling på den 54. udgave af Venedig Biennalen i 2011.

Generation 1975 og et nyt natursyn

Fri, 26 Mar 2010 14:46:45 +0100

De seneste år har naturen genindtaget en plads som gyldigt motiv, ikke mindst hos kunstnere som Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord og Lise Blomberg.
Ærtebjerg har haft stor succes med sine syrede malerier, hvor fortrinsvis kvinder synes at være i intim dialog med både dyr, planter og det omgivende landskab. Men også Julie Nord er ved at få et internationalt gennembrud med sine tegninger, der ofte lader purunge piger materialisere sig sammen med alt fra kaniner til flitrende flagermus.

Det tætte forhold mellem dyr og menneske i samtidskunsten kommer måske tydeligst til udtryk hos Lise Blomberg, der lader sine fugle få menneskehoveder og opføre sig, som vi mennesker gør, når vi er værst.
Fælles for de nævnte kunstnere er en fornemmelse af noget eventyrligt og fortryllet – også selv om dette langtfra altid kun skal forstås som noget behageligt, for der findes jo også en hel del ganske grumme eventyr, og ikke alle fortryllelser ender lige lykkeligt.

Men nu er en ny generation af kunstnere på vej, og med sig har de en anderledes tilgang til naturen som motiv.
Hvor Ærtebjerg, Nord og Blomberg, der alle er født mellem 1968 og 1971, bruger elementer fra naturen til at skabe deres fantasistærke kunst, synes kunstnere med fødselsår midt i 70’erne at gå mere nøgternt, eller ligefrem humoristisk, til emnet.

Blandt dem finder man Svend-Allan Sørensen, der stod bag udstilling ’Rod i naturen’, som kunne ses på Kunstcenter Silkeborg Bad i 2009 (du finder link til min anmeldelse nederst på siden). Her havde Svend-Allan Sørensen udvalgt en håndfuld nulevende kunstnere, og i fællesskab fandt de frem til værker af afdøde kunstnere, der også på den ene eller anden måde forholder sig til naturen – og til den tradition, der er for at fremstille den kunstnerisk.
Derfor kunne man på ’Rod i naturen’ både se Carl Bøghs maleri fra 1888 af en kronhjort, placeret strategisk foran en skovsø, og Svend-Allan Sørensens video med hans egen genindspilning af C.V. Jørgensens sang om ’Bjerringbro by night’. Da jeg i vinteren 2009 spurgte Svend-Allan Sørensen om, hvad man ville kunne forvente sig på udstillingen, svarede han:

»Der er mange skæve værker med på udstillingen. Som Carl Bøghs maleri ’En kronhjort’, der er helt galt afmarcheret! Kronhjortens krop mangler pondus, og dyrets hals ser besynderlig ud. Sådan ser der ikke ud i naturen. Det er et totalt kulturbillede, og det er det, der gør det så mærkeligt og så fantastisk. Når jeg har valgt at tage det med på udstillingen, er det, fordi udstillingen handler om vores rødder, om kunstnere, der også selv har rodet rundt i myretuen, sådan som vi selv stikker en pind i traditionen. Rødderne er vores fundament«.

Du bidrager selv til udstillingen i Silkeborg med et videoværk, der er en form for parafrase over C.V. Jørgensens musikvideo. Er det, fordi det nu er blevet legitimt for en kunstner at komme fra Bjerringbro?

»Jeg ser mig selv som søn af fjerkræavler Ejvind Sørensen fra Bjerringbro, men jeg ved ikke, om det er specielt tilladt. Det er muligt. Min far ville gerne have været præst, men han var den sidste i en flok på 13, så han kunne ikke få en uddannelse. Dengang var det kun præstens og lægens børn, der kunne komme på kunstakademiet. Sådan er det ikke længere. Derfor er værket mit forsøg på at rense bordet, at gense Bjerringbro og vise, hvad det er jeg ser. Der er dog også et personligt element, for det er irriterende at have et tilhørsforhold til et sted, hvor man ikke længere har hjemme«.

»Men selv om jeg ikke længere bor i Bjerringbro, er jeg stadig en landbodreng i gummistøvler med min hund på marken. Der har i mange år været meget fokus på byen og metropolerne, men jeg længes ikke efter et atelierfællesskab i Berlin. Jeg arbejder i et kolonihavehus, og det har indflydelse på mine værker. Det er lidt ligesom Peter Laugesen med hunden, der gør i haven – år efter år. Jeg gør det ikke på trods, men fordi det er det rigtige. For mig«.

Svend-Allan Sørensen arbejder oftest med forskellige former for grafik, som han gerne installerer i større sammenhænge, således at der nærmest er tale om installationer. Men han udfører også tredimensionale værker, der kan bestå af elementer hentet hos modelbyggere eller udstoppede fugle. Omdrejningspunktet er dog hele tiden naturen – eller rettere: hvordan vi forholder os til den.

Jeg synes, der er sket en ændring i, hvordan naturen bruges som motiv blandt kunstnere i din generation. Hvad siger du til det?

»Der har i alle tilfælde været nogle mærkelige sammenfald mellem mine og for eksempel Vibe Bredahls værker. Til min udstilling ’Does Living With Birds Inhance My Life?’ sidste år på Overgaden, havde jeg lavet et linoleumssnit af en mandshøj jæger – uden at tænke på, at Vibe også ofte bruger en jæger i sine værker. Det ligner en sammenhæng, men er det egentlig ikke, for min jæger er baseret på, at jeg selv har jagttegn. Måske har det noget at gøre med, hvornår vi blev født, og hvilke børnebøger vi har læst? Sådan er det jo med trends og tendenser: De er et sammenrend af forudsætninger og tilfældigheder«.

Er det sådan et sammenrend, der gør sig gældende, når både du og Lykke Andersen gør brug af udstoppede dyr i jeres værker?

»Første gang jeg så Lykkes fotografi af udstoppede dyr på en trækvogn midt i skoven, reddede det hele min dag! Den der malplacerethed, trækvognen, der kan man sgu se, at det intet har med natur at gøre. Det er det samme med mine udstoppede fugle. De er jo ikke natur. De er forarbejdede og er blevet til kultur. Kunst er netop ikke natur, og det er det, der gør det så spændende at arbejde med naturen som motiv«.

Den nærmest morbide humor i at placere døde dyr i den natur, de som levende var en integreret del af, går igen hos flere kunstnere i generation 1975.
Men selvfølgelig i varierende grad og på forskellige måder.
Selv lader Svend-Allan Sørensen ligefrem sine udstoppede fugle synge Sex Pistols eller sige udstillingens titel, ligesom han laver lange lister over fuglenavne – dog sammensat på nye måder, der afslører sproget som konstruktion.

Og når Vibe Bredahl sætter to fotografier af den danske skov sammen som et kalejdoskop, spiller tyngdekraften stadig en humoristisk rolle og blotter et par bare balder.

Er det tegn på en ny form for humor i dansk samtidskunst?

»Det er det helt bestemt, men det bunder også i et ønske om at vise, hvilke greb det er, man benytter sig af. Der er ingen grund til at skjule noget. Det handler om, at man har et eller andet at sige – jeg ved ikke altid hvad, men man skal sige det ærligt«.

Dette interview blev, i en lidt anden udgave og med andre og færre illustrationer, bragt i Politiken 28. januar, 2009.

Om Svend-Allan Sørensen: Født i 1975 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi 2002, samme år som hans første separatudstilling, ’Man kan ikke ha’ en Svend uden også at ha’ en Allan’, blev vist på Fyns Kunstmuseum. Læse mere om Svend-Allan Sørensen her ...

Du kan læse min anmeldelse af ’Rod i naturen’ fra 2009 her ...

Og af Svend-Allan Sørensens næste udstillingsprojekt, ‘Jagten på noget andet’ fra marts, 2010, her ...

Mens du finder min anmeldelse af Julie Nord på ARoS, 2010, her ...

Eller lyt til P1’s Kulturkontor, bestyret af Katrine Nyland Sørensen, som Svend-Allan Sørensen, Julie Nord og jeg gæstede 2. december, 2010, ved at klikke her ...

Er Indien det nye Kina?

Tue, 23 Mar 2010 10:41:55 +0100

Kunstkometen Bharti Kher
Den unge indiske kunstner Bharti Kher er blandt de fremmeste i en generation, hun selv betegner som forsøgskaniner. Forleden modtog hun Arkens Kunstpris på 100.000 kroner, men hvis man vil opleve hendes værker, må man til enten London – eller Herning

Lige nu ligger der et hvalhjerte midt i det nybyggede danske museum, der, meget passende, netop har skiftet navn fra Herning Kunstmuseum til Heart. Hjertet er udført i naturlig størrelse, og der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, hvordan resten af hvalens krop ville fylde udstillingssalen til bristepunktet.
Hvalhjertet er en del af den første præsentation af indisk samtidskunst her i landet, og det er udført af den unge kunstner Bharti Kher, som forleden var i Danmark for at modtage Arkens Kunstpris. Et af hendes særkender er brugen af de selvklæbende bindi, indiske kvinder traditionelt placerer mellem øjenbrynene, og hvalhjertet er da også tæt besat af bindier i duvende formationer. Men betyder det, at hendes værker er særlig indiske af den grund?
”Jeg synes ikke man kan tale om en særlig indisk kunst” svarer Bharti Kher, mens hun glider ned i stolen, udmattet efter en lang flyvetur fra New Delhi til Danmark. ”Men selvfølgelig arbejder kunstnere altid med de materialer, der er tilgængelige, ligesom vi inspireres af, hvad der foregår omkring os. Det havde for eksempel ikke givet meget mening, hvis en fransk kunstner brugte bindierne. Men for mig lå de lige dér, som en form for ”ready mades” og jeg tænkte: dem må jeg kunne bruge til noget”.
Inde under de mange bindi er hvalhjertet støbt i glasfiber, men før Kher kom så langt med sin skulptur, måtte hun først modellere den i ler. Og det er ikke et let materiale at arbejde i, slet ikke i New Delhi, hvor den ofte meget voldsomme hede får leret til at tørre på rekordtid. Navnlig i sommermånederne bliver der så varmt i byen, at alle, der overhovedet kan, flygter til andre dele af landet. Men nogle gange er der værker, der skal skabes, og så bliver Bharti Kher og hendes mand og kunstnerkollega, Subodh Gupta, nødt til at blive, hvor de er:
”Så ringer vi rundt til vores skøreste venner og spørger: Er du her også stadig? Og så mødes vi, spiser middag sammen og drikker os fra sans og samling. Der er ikke andet at foretage sig, ikke andet at gøre end at drikke sig fuld. Og beklage sig over varmen!” griner Kher, der ikke havde den store erfaring med høje temperaturer, før hun som 24 årig flyttede fra England til det Indien, hendes forældre var udvandret fra. Men selvom sommervarmen i New Delhi kan være voldsom, så har hun i dag langt sværere ved at håndtere kuldgrader som dem, det danske forår byder på.
Bharti Kher bryder sig heller ikke om, at mange tror hun rejste tilbage til sine rødder i Indien. For sådan opfatter hun det slet ikke. At hun endte med at slå sig ned i New Delhi skyldtes nemlig først og fremmest, at hun forelskede sig i Subodh Gupta, og efter mange og lange diskussioner valgte parret at bo i Indien. Mest fordi de dér havde et hus til rådighed.
Hvordan bliver du, her mange år senere, opfattet i Indien? Som inder eller som tilflytter?
”Jeg vil gerne kunne kalde Indien mit hjemland, jeg vil gerne være en indisk kunstner. Og nu har jeg efterhånden også boet i landet så længe ... Men accenten forsvinder ikke. Man taler sådan, som man nu en gang har lært. Min mor talte engelsk med indisk accent, det gør jeg ikke. Til gengæld er det min mand, der har lært mig at tale hindi”.

I begyndelsen af 1990’erne, da Bharti Kher slog sig ned i New Delhi, var den lokale kunstscene stort set ikkeeksisterende. Derfor måtte hun, Subodh Gupta og en håndfuld andre unge kunstnere selv stable alting på benene. De lejede sig ind i udstilligslokaler, udvalgte og ophængte selv deres værker og inviterede så alt og alle, de kunne komme i tanke om til ferniseringerne.
”Så stod vi dér, højst 30 mennesker, og vi fik selvfølgelig aldrig solgt noget. Men vi fik værdifuld erfaring i, hvordan man tilrettelægger en udstilling, præsenterer værkerne og taler om sin kunst” fortæller Bharti Kher, og tilføjer, at der den gang intet pres var fra markedet, simpelthen fordi der slet ikke fandtes et kunstmarked i Indien. Det har ændret sig gevaldigt siden, og i dag sidder Kher blandt andet i bestyrelsen af kunstnerorganisationen Khoj, som hun selv har været med til at grundlægge. Her forsøger hun at hjælpe kommende generationer af indiske kunstnere på vej.
Hvem er det så, der køber indisk samtidskunst? Er det velhavende indere, eller kommer køberne først og fremmest fra udlandet?
”Der findes kun en håndfuld seriøse samlere i Indien. For et par år siden var der mange velhavende indere, der købte indisk samtidskunst, men de gjorde det udelukkende for at investere. Alle diskussioner handlede om penge, om stigende priser, aldrig om kunsten, for den var der ingen, som interesserede sig for. Det er jeg glad for er overstået nu!”
Men er der ikke en fare for, at indisk kunst er et modefænomen på linje med kinesisk kunst, der jo var det helt store for et par år siden?