117 nye vinkler

Forårsudstillingen 2016 byder på hundredesytten vinkler på samtidskunsten, og selvom kunstnerne efterhånden kommer fra det meste af verden, er det stadig muligt at spotte flere fælles tendenser på Charlottenborg

Forårsudstillingen 2016, Kunsthal Charlottenborg, Kongens Nytorv 1, København K. Til 17. april, 2016. fire hjerter

 

Adskillige tilbagevendende udstillinger hævder at være ’københavnerbegivenheder’, men Forårsudstillingen har faktisk noget at have påstanden i. Siden 1857 har Charlottenborg således hvert forår været centrum for en censureret udstilling, der præsenterer de nyeste tendenser i samtidskunsten.

Det vil sige: sådan har det været de sidste mange år. Men går vi tilbage til tiden omkring forrige århundredeskifte, var Forårsudstillingen på Charlottenborg alt andet end forrest med det nyeste. Faktisk var Forårsudstillingen så bagudskuende, at der opstod alternativer, som Den Frie, der også viser udvalgte værker på grænsen mellem vinter og sommer.

Sidste år var det en noget nedskaleret udgave af Forårsudstillingen, som Charlottenborg præsenterede, men i år er man tilbage på fuld styrke. Hvilket vil sige, at der venter ikke færre end 177 værker, udført af 117 forskellige kunstnere, i salene på Kongens Nytorv. I 2014 var der kun 73 kunstværker at kigge på.

Feltet af ansøgere synes også at blive større og større. Således sendte 818 håbefulde kunstnere fra hele verden værker til bedømmelse i år, og selvom danskerne stadig fylder godt, har de fået selskab fra fjernere himmelstrøg som Brasilien, Japan og Sydkorea.

Alligevel er det muligt at udpege en række tendenser, der går på tværs af landegrænser og til tider også materialebrug. En del kunstnere arbejder således med flygtningesituationen på forskellig facon. Det kan ske som en hentydning eller helt konkret, sådan som det sker hos Martin Thaulow, der bidrager med fotografiske portrætter af flygtninge i Danmark.

Det er smukke og skarpe billeder, men de havde stået endnu stærkere, hvis Thaulow havde præsenteret dem bag glas og ramme, i stedet for som skrøbelige udprint. Selvfølgelig kan netop skrøbeligheden være en pointe, men en mere klassisk præsentation havde givet dem (endnu) mere tyngde, ville jeg mene.

En anden ret udtalt tendens er en form for genfortolkning af 1960’ernes minimalisme. Alt er dog ikke ved det gamle, for hvor de oprindelige minimalister fjernede alle spor af menneskelig indgriben, arbejder de unge kunstnere med et udtryk, der nok er minimalt og med vægt på det serielle, men samtidig har en stor stoflighed.

Et fint eksempel er Lotte Maja Bjerres serie ’Gilded Age’, hvor monokrome mønstringer får et eget liv, mens jeg foran Lasse Gam Folkes flot forarbejdede skillevægge af træ, har mere end almindelig svært ved ikke at stikke hånden frem og røre lidt ved værket (se i øvrigt min minianmeldelse ‘Søren Assenholt tæmmer træet‘).

Det taktile og sanselige kan således sagtens kombineres med et nyminimalistisk udtryk, og det bliver det i den grad. Ikke mindst hos norske Janne Nes, der lader sit værk, med den både præcise og minimale titel ’Rød’, opstå forskudt og foranderligt i en række florlette stykker silkeorganza.

Det er enkelt, elegant og meget effektfuldt. Min eneste anke er, at værket burde have haft bedre plads, så man kunne komme hele vejen rundt. Til gengæld hænger det flot ved siden af Christina Augustesens ’Colour Spaces Spring’, der består af tre lodrette lyskasser, hvor farvesammensætningen konstant forandrer sig. Her er tale om den slags værker, jeg gerne ville tilbringe flere timer i selskab med.

Tekstiler er i det hele taget stærkt repræsenteret på Forårsudstillingen, hvor Iben Høj viser et blodrødt trådophæng, der som Nes’ konstant skifter udseende, alt efter hvor man befinder sig i forhold til det. Frederikke Dalum bruger også stof, dog noget tættere vævet og påtrykt motiv, i sin undersøgelse af landskabsmaleriet, mens portugisisk/norske Ana Rita Antonio har skabt en delvist svævende installation med stof i form som en lejr.

Samme Antonio bidrager også med en meget minimalistisk og morsom fotografisk serie over fjorten måder, man kan erstatte et bordben. Og her tænkes virkelig kreativt, når hun balancerer sig selv og sine møbler ud i diverse krumspring.

Blandt de bedste værker finder man, i mine øjne, også danske Anita Beikpours video og tilhørende installation ’Da foråret kom til Danmark’. Igen er det kulturmøder, der er temaet, for selvom Beikpour er født i Århus, så stammer hendes familie fra Iran og hendes hud er derfor ikke hvid. Men det kan der laves om på, som man ser i videoen, hvor tre generationer af kvinder smører hinanden ind i hvidt farvestof.

Det er som om vi er vidner til et ritual, men hvilket og hvor det foregår, lader Beikpour stå hen i det frugtbart uvisse. Resultatet er både poetisk og pågående, intimt og brutalt, personligt og meget almenmenneskeligt. Der er således al mulig grund til at holde øje med Anita Beikpour, der har skabt ’Da foråret kom til Danmark’ som del af sin uddannelse på Den Danske Filmskole.

Pudsigt nok optræder hvidkalkede menneskekroppe også hos colombianskfødte Sebastian Mejia under overskriften ’Whatever You Do, Take Care Of Your Teeth’. Og sådan er det hele vejen gennem Forårsudstillingen, der byder på tværgående tendenser, sammenfald og et utal af vinkler på det, der lige nu er vores samtid. Og vores samtids kunst.

 

Bonusinfo:

Foårsudstillingen på Charlottenborg havde i år 818 ansøgere fra hele verden. 117 slap gennem nåleøjet. Hvert år uddeles to priser: den Nationale Solopris og den Internationale Solopris.

I år gik den nationale pris til Aase Seidler Gernes og den internationale til Jasmina Cibic. Begge vil næste år blive inviteret tilbage, sådan som sidste års vindere, møbeldesigner Maria Bruun & arkitekt Anne Dorthe Vester og tyske maler Marlon Wobst, er blevet det i år.