Verdens vidundere

 

Imogen Cunningham var en central figur i amerikansk fotokunst og nu nyder hendes værker fornyet opmærksomhed

Imogen Cunningham: Utilsløret, Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Åbner 22. januar og kan ses frem til 10. april, 2016. fire hjerter

 

Den nøgne kvindekrop er et af kunstens mest yndede motiver, hele vejen fra den klassiske kunst og frem til avantgardens eksperimenter. De slænger sig på sofaer, poserer på muslingeskaller og danser glade omkring i den fri natur. Den form for nøgenhed er vi vant til, men bare mænd er en lidt anden historie.

Det opdagede Imogen Cunningham (1883-1976), da hun i 1915 fotograferede sin egen mand, Roi Partridge, i bar figur på Mount Rainier, hvor han sprang omkring som en anden mandlig nymfe. Billederne afstedkom nemlig en skandale, og Cunningham blev anklaget for at være direkte vulgær i sit motivvalg.

Heldigvis satte det ikke en stopper for fotografen. Men det gjorde tre børn på to år (de yngste var tvillinger) til gengæld næsten. Som så mange kvindelige kunstnere både før og efter Cunningham, blev hendes verden, og dermed også motiver, begrænset til børn – og blomsterne i haven.

Allerede mens hun i århundredets begyndelse læste kemi, havde hun fotograferet blomster for botanikerne ved universitetet i Seattle. Men op gennem 20’erne tog hendes blomsterbilleder en anden drejning. For selvom de stadig dybest set er nærmest nøgterne i deres tilgang til motivet, så er de samtidig velsignet sanselige og fremstår som en fejring af verdens vidundere.

Ikke helt overraskende er Cunninghams blomster blevet sammelignet med den jævnaldrende Georgia O’Keeffes malerier. Hvilket Cunningham ikke brød sig om, og det er faktisk forståeligt, for O’Keeffe arbejder med en surreel og stærkt sensuel symbolik, mens Cunningham beskriver den virkelige verden omkring os. Også selvom resultatet er næsten ufatteligt smukt, som det ses i ’Magnolia Blossom’ fra 1925.

Cunninghams blomster bliver, bogstavelig talt, enestående. De er monumentale, klart defineret i et tidsløst, men også afgrænset, rum. Det blik på blomsterne genfinder man hos Robert Mapplethorpe (1946-1989), der i lighed med Cunningham havde et noget ambivalent forhold til sine populære blomsterbilleder.

I den lille film om Cunningham, der også kan ses på Gl. Holtegaard, betegner hun således køberne af hendes blomsterbilleder som ’konservative’. Og det lyder ikke som et kompliment. På samme vis skal Mapplethorpe have sagt, at billeder af blomster kan alle have hængende – uden at blive støt på de pæne manchetter.

Man kan sagtens forestille sig, at begge kunstnere ser blomsterbillederne i modsætning til deres øvrige, og mindre konforme, produktion, ikke mindst billederne af nøgne (mande)kroppe. Også her synes Mapplethorpe at have arvet sit blik på motivet fra Cunningham, for de er begge optaget af kroppen som skulpturelt objekt. I Cunninghams studieoptagelser af både mandlige og kvindelige modeller, bliver kropsdele somarme og spidse ungpigebryster til billedkomponenter, mens skyggerne får deres helt eget liv.

Når hun fotograferede modellerne udendørs, bliver kroppene altid en helt naturlig del af … ja, naturen.  Det så man i de tidlige billeder fra Mount Rainier, og det ses igen et halvt århundrede senere, hvor hun fotograferer en nøgen mand på stranden i Oregon (se ovenfor). Cunningham kunne dog også fotografere både mænd og kvinder i påklædt tilstand. Men man fornemmer altid kroppen som levende form, lige nedenunder tøjet.

En fantastisk undtagelse finder man dog i hendes portræt af Frida Kahlo fra 1931, hvor sjalet ganske vist slår skarpe folder, men Kahlos krop indenunder synes at være næsten fuldstændig fraværende. Dette fravær bliver så meget mere dramatisk, når man kender til Kahlos store fysiske problemer.

Og det understreges yderligere idet alt andet i fotografiet står til så tydelig aflæsning, at man kan mærke fletværket, som Kahlo læner sig let op ad, og tyngden af halskæden på sin egen hud.

Med sådan en produktion, ville man gerne se mange flere af Cunninghams værker, men Gl. Holtegaards størrelse sætter sine naturlige begrænsninger. Og med et arbejdsliv, der strakte sig over syv årtier og fortsatte til få dage før Cunningham døde som 93-årige, er det nødvendigt at vælge ud.

Begrænsningerne til trods forener udstillingen smukt to af tidens vigtigste tendenser, for fotografi har allerede i mange år været en anerkendt kunstnerisk praksis i USA, mens ikke mindst Danmark har ligget noget tilbage i forståelsen af fotografisk kunst. Det ser dog ud til, at interessen for fotografiet, også herhjemme, er ved at vokse. Hvilket også er på høje tid. Det samme kan man sige om den internationale tendens, vi for tiden er vidner til, hvor skammeligt oversete kvindelige kunstnere bringes på banen igen. Og det er, ærlig talt, ikke et øjeblik for tidligt!