Overraskende ligheder!

Anders Scrmn Meisner: 'Reunion of Friends', 2016. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Anders Scrmn Meisner: ‘Reunion of Friends’, 2016. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

To meget forskellige unge kunstnere viser sig at have mere til fælles, end man lige skulle tro

Anders Scrmn Meisner: Under Distant Palm Trees, Hans Alf Gallery, Holbergsgade 8, København K. Åbnede fredag og kan ses frem til 14. maj, 2016. fire hjerter

Eva Steen Christensen: Observatorium, Specta, Peder Skrams Gade 13, København K. Åbnede fredag og vises frem til 16. maj, 2016. fire hjerter

 

Ved første øjekast er der ikke meget, der forbinder Eva Steen Christensens og Anders Scrmn Meisners værker. Andet end, at de for begges vedkommende lige nu kan ses på soloudstillinger i det indre København kun få gader fra hinanden. Men går man lidt ned under overfladen og kigger nærmere på deres inspirationskilder, venter der overraskende lighedspunkter, de meget forskellige udtryk til trods.

Anders Scrmn Meisner (f. 1981) er selvlært som kunstner og debuterede på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2012 (link til min anmeldelse af ‘Forårsudstillingen 2012’ finder du nederst på siden, samt ved at klikke her …) med en serie collager, hvor han sammenstillede både objekter, tegninger og små sentenser. På hans aktuelle udstilling i Hans Alf Gallery ses stadig et par collager, men nu er samtlige dele tegnet og skriften begrænset.

Til gengæld optræder der ord i hans større papirværker, hvor produktionsåret og hans særegne kunstnersignatur, ’Scrmn’, skrives ind, nogle gange i selskab med værkets titel. ’Scrmn’ er i øvrigt en af den slags forkortelser, man ofte finder i navnlig amerikanske smsbeskeder, hvor vokalerne er sparet væk.

’Scrmn’ skal således læses som ’Screamin’’, altså ’skrigende’, eller måske nærmere ’Skrigeren’, for det er et tilnavn Meisner fik som punksanger i Amsterdam. Nu indgår ordet som et billedelement i hans farvestærke værker, hvor inspirationen er hentet mange, og meget forskellige, steder.

Derfor kan man finde spor og mindelser fra den gamle Matisses gentagne blade over popkunst til grafitti. Selv ser han således ’Tears Cried by 1980s Schoolgirls’ som en hyldest til netop 80’ernes grafittikunst, mens hans kolorit og formsprog kan minde om Matisse – og danske Alexander Tovborg (f. 1983), ikke mindst dennes serie ’Sacra Conversazione’ fra 2012 (link til min anmeldelse ‘Med Adam og Eva på eventyr’ finder du nederst på siden, samt lige her …).

Men hvor Matisse er insisterende og Tovborg intens, er Scrmn Meisners udtryk mere skrøbeligt, undersøgende og måske endda tvivlende. En del af skrøbeligheden opstår, fordi han sætter sine flader sammen af flere stykker papir. Og der skal en del enkeltstykker til et så stort værk som ’Reunion of Friends’ (se øverst på denne side), hvor en stiliseret palme sætter standarden for det symmetriske billede.

Andres Scrmn Meisner: 'Spit Blue Night', 2015. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

Andres Scrmn Meisner: ‘Spit Blue Night’, 2015. Foto: Kristoffer Juel Poulsen

I et andet værk, ’Spit Blue Night’, skaber han en spændende, flimrende vekslen mellem flade og dybde, der godt kunne minde om den helt sene Roy Lichtensteins forsøg med østerlandske landskaber (se min anmeldelse af Lichtenstein i London: ‘Popkunst, prikker og til sidst også poesi’ – link nedenfor og lige her …) . Og den gamle popkunstner dukker minsanten også op i tankerne, når man står foran Eva Steen Christensens gigantiske kultegninger af dynamisk snoede bånd.

Eva Steen Christensen: 'Registrering #3', 2016. Foto: Erling Lykke Jeppesen

Eva Steen Christensen: ‘Registrering #3’, 2016. Foto: Erling Lykke Jeppesen

Her er det dog Lichtensteins elegance, der er forbindelsen, for Steen Christensen deler ikke popkongens ironiske distance. I stedet går hun til biddet, og dermed motivet, med en uforfærdet energi, der forplanter sig ud fra værket og tværs gennem rummet. Også her kan man komme til at tænke på grafitti – af den fineste slags.

Eva Steen Christensen: 'Observaorie', 2016. Foto: Erling Lykke Jeppesen

Eva Steen Christensen: ‘Observatorium’, 2016. Foto: Erling Lykke Jeppesen

Inspirationen til tegningerne har Steen Christensen hentet i hendes egen udsmykning til Herlufsholm, eller måske mere præcist: i modellerne til skulpturen, der netop består af slyngede bånd. Det er i sig selv en alternativ arbejdsform, men endnu mere overraskende er det, at hun har valgt den klassiske kultegning. Og så endda i overstørrelse!

Eva Steen Christensen (f. 1969) tog afgang i 1998 Chelsea School of Arts i London. Tidligere har hun vist værker, hvor papir møder sytråd med stor skrøbelighed og poesi, men oftest arbejder hun som skulptør, sådan som det da også ses i andre værker hos Specta.

Titelværket, ’Observatorium’, er således en halvkuppel, gennemskåret og forskudt, smurt med sminke indvendig for at ligne hud, hvilket faktisk lykkes ganske godt. Samtidig forstærkes fornemmelsen af, at her er tale om indre observationer, ikke en udforskning af det uendelige rum.

Men Steen Christensen kan også vende blikket ud i verden, sådan som det sker i to værker, der har trådhegn som grundlæggende materiale. For jeg er næppe den eneste, der straks kommer til at tænke på de hegn, der lige nu holder mennesker adskilt, navnlig i det sydlige Europa…

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer