Hito Steyerl: ‘Factory of the Sun’, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York.
Der er lagt op til et brag af en videopræsentation i Kunsthal Charlottenborg, men det føles mere som en fuser
Hito Steyerl: Factory of the Sun, Kunsthal Charlottenborg Til 19. februar, 2017.
tre hjerter
Hvor ville jeg dog gerne have kunnet lide tyske Hito Steyerls voldsomt hypede videoværk ’Factory of the Sun’! Her skulle nemlig være tale om et politisk værk, der problematiserer overvågningssamfundet, udført af en kunstner, som både ligger på top ti over de mest indflydelsesrige i verden og har en Ph.D. i filosofi.
Så bliver det bare ikke meget bedre i min bog. Men desværre skuffer ’Factory of the Sun’ fælt. Det kan selvfølgelig skyldes, at næsen var sat for højt op på forhånd, men det er Kunsthal Charlottenborg i så fald selv ude om, for introduktionen til værket lover mere, end det kan holde.
Men lad os begynde på plussiden, hvor man finder et flot filmet videoværk, præsenteret som en totalinstallation. Steyerl har således opført et helt rum, inspireret af kultfilmen ’Tron’, med et lysende grid til alle sider. Foran det store lærred, hvor videoen projiceres, kan man tage plads i liggestole, der viser sig overraskende ubehagelige at tilbringe længere tid i.
Hito Steyerl: ‘Factory of the Sun’, 2015. Installation view fra Kunsthal Charlottenborg, 2016. Courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York. Foto: by Anders Sune Berg.
Men det kan være, der er en pointe i netop det, for mens man selv sidder fastlåst i plastikstolen, danses der for fuld tryk på skærmen, så kontrasten mellem ens egen krop og dansernes knap kan blive større. Forgæves forsøger man at bevæge sig til takterne, men man er uhjælpeligt fanget i stolens postulerede magelighed.
Allerede her er man dog stødt på det første alvorlige problem, idet man ikke aner, hvor i den 23 minutter lange video, man er havnet. Det er en problematik Steyerl ikke er ene om, for den opstår hver gang der vises videoværker med en fortløbende fortælling. Faktisk er det uforståeligt, at udstillingsstederne ikke har fundet en fornuftig løsning på det for længst.
I mit eget tilfælde viser det sig dog at være held i uheld, for det betyder, at jeg får set slutscenen to gange. Og scenen med den den unge mand, der danser som en drøm i skiftende udklædninger, er efter min mening værkets bedste.
Det ændrer dog ikke ved det faktum, at fortællingen er mere end almindeligt svær at følge med i. Selv når man har fået den beskrevet på forhånd. Det lykkes mig aldrig at forstå, hvordan danserne skulle blive tvunget til at danse, sådan som introduktionen beskriver, ligesom kritikken af den allestedsværende overvågning fuldstændig forbigår mig.
Måske er det fordi Steyerl vil for meget på én gang. Hun synes at pege på den kakofoni af informationer vi møder i hverdagen, ved at lade alverdens sprog blande sig på lydsiden. Men hun langer også ud efter storkapitalen i form af Deutche Bank, henviser til voldelige demonstrationer, diverse (fremtidige) kampzoner og digitale kloninger.
Hito Steyerl: ‘Factory of the Sun’, 2015. Single channel HD video, environment. Image CC 4.0 Hito Steyerl. Image courtesy of the Artist and Andrew Kreps Gallery, New York.
Rent visuelt trækker Steyerl på æstetik fra japanske mangategninger, sydkoreansk K-pop og breaking news på alverdens tv-kanaler. Det ville være en fornøjelse at se på, hvis det ikke var fordi man hele tiden sidder og forgæves forsøger at fange fortællingen.
Og så er det altså heller ikke mere nyskabende, det Steyerl har fat i. Jævnaldrende kunstnerkolleger som britiske Sam Taylor Johnson (tidligere Sam Taylor-Wood, som hun hed i 1998, hvor jeg anmeldte Turner Prize, se også min anmeldelse af ‘Bragende barok‘ fra 2016) og schweiziske Pipilotti Rist har længe skabt videoværker, der omslutter beskueren (se mit interview med hende her …. og min anmeldelse af hendes udstilling hos Hauser & Wirth i London, ved at klikke her …).Mens den lidt ældre amerikanske videokunstner, Bill Viola (se mit interview med ham her … : ), er noget længere fremme end Steyerl, når det handler om videoer af høj teknisk kvalitet.
Vil man selv se efter, så findes Sam Taylor Johnsons værker på Statens Museum for Kunst og Louisiana, Pipilotti Rist er ligeledes repræsenteret på Louisiana, samt på ARoS, hvor man også finder Bill Violas permanent udstillede ’Five Angels for the Millennium’.
Videokunsten har, i min optik, et helt enormt potentiale, netop fordi værkerne kan sammensættes til store, altomsluttende helheder. Det er værker, man kan blive helt væk i, hvor lyd, lys og fortælling kan gå op i en højere enhed – eller lade være. Videoværker kan bombardere sanserne og vise os nye vinkler på verden. Hvis kunstneren bag bare holder tungen lige i munden. Det er jeg ked af ikke lige lykkes for Hito Steyerl.