Kandinskys farvelærer

Gabriele Münter: ‘Vom Griesbräu-Fenster’, 1908. Foto: Städtische Galerie im Lenbachhaus und Kunstbau, München

Louisiana genintroducerer på en smuk udstilling Gabriele Münter, der alt for længe er blevet forbigået i total tavshed, til trods for at hun var en markant medspiller, da maleriet fik nye farver og kraft

Gabriele Münter, Louisiana, Humlebæk. Til 19. august, 2018. fem hjerter

Det kom som et chok, også for Gabriele Münter selv, da hun nærmest fra den ene dag til den anden fik sit kunstneriske gennembrud. Ganske vist var der ikke tale om et kommercielt et af slagsen, men den radikale forandring af hendes kunstneriske udtryk i 1908, kan ikke betegnes som andet end netop et gennembrud.
Indtil da havde Münter (1877-1962) malet postimpressionistiske studier, hvor malingen ligger tæt og tung, at selv de små formater føles tonstunge. Men pludselig sætter hun farverne, penselføringen og ikke mindst sansningen fri, så det synger i de solbeskinnede tagrygge på et maleri som ‘Vom Griesbräu-Fenster’ (fra Griesbräu-vinduet), som du ser ovenfor.

Al forsigtighed er forsvundet som dug for den sol, der lægger sig i lyserøde striber nedad Alperne, mens den sydtyske by Murnaus huse ligger som muntert spredte byggeklodser i de grønne bakker og man, selv 110 år senere, fornemmer den fugtige kølighed i slagskyggerne.
Hvis man samtidig kommer til at tænke på den russiske kunstner Wassily Kandinsky (1866-1944), er det ikke så mærkværdigt. For det er ham, der er blevet kendt for den palet, som meget tyder på faktisk bør tilskrives hans elev og elskerinde Gabriele Münter (se også min anmeldelse af Barbara Hepworth, der var forud for Henry Moore, ved at klikke her …).

Gabriele Münter: ‘Zuhören (Bildnis Jawlensky)’, 1909. Eget foto fra Louisiana

At det også er Kandinsky, der udstikker de teoretiske retningslinjer, viser Münter i et meget morsomt portræt af den russiske maler Alexej von Jawlensky som måbende tilhører med kuglerunde øjne, der er ved at trille ud af hovedet på ham. Tydeligvis er det ikke altid lige let at følge med i teoridannelserne. I alle tilfælde ikke for Jawlensky.

Münter selv er anderledes på forkant og forener inspiration fra blandt andre Gauguin, van Gogh og sydtysk folkekunst i et helt egenartet udtryk, der på én gang er jordbundet og fabulerende. Et i mine øjne fantastisk eksempel er ‘Haus im Schwabing’ fra 1911, hvor en skingergrøn bygning ligger alene under hurtigt skitserede træer på kanten af en afgrund.

Gabriele Münter: ‘Haus in Schwabing’, 1911. Foto: P. Richard Eells

Samme år er Münter med til at stifte kunstnergruppen ‘Der Blaue Reiter’ i selskab med blandt andre Kandinsky, Jawlensky og Franz Marc. Men Første Verdenskrig sætter snart en stopper for det kunstneriske foretagende: Kandinsky rejser tibage til Rusland, Marc dør ved fronten og Münter flygter til Skandinavien. Her besøger hun blandt andet Bornholm i ‘jordbærsæsonen’, sådan som titlen på et maleri lyder, ligesom hun for præcis 100 år siden havde sin hidtil største separatudstilling – i Den Frie Udstillingsbygning.

Men hvor Kandinsky genopfinder sig selv med først en ny kvinde og fra 1922 også et nyt fokus, nemlig Bauhaus i Dessau, var det vanskeligere tider for Münter. Kvindelige kunstnere har alle dage, selv i dag, større udfordringer end deres mandlige kolleger, når det kommer til at slå igennem og få solgt deres værker.
For Münter blev problemerne sikkert multipliceret af hendes skiftende kunstneriske udtryk. Som udstillingens kurator, Kirsten Degel, tørt bemærker, så kan den slags sagtens lykkes for en kunstner som Picasso, men for den mindre kendte Münter blev de stilistiske forsøg en hæmsko.

Gabriele Münter: ‘Sinnende’, 1928. Foto: Städtische Galerie im Lenbachhaus und Kunstbau, München

Og der sker da også meget op gennem 1920’erne og 30’erne, hvor Münter afprøver adskillige kunstneriske udtryk. I 1928 er der således lidt Léger over hendes (dag)drømmende kvinde, ’Sinnende II’, mens man fornemmer en koloristisk inspiration fra Matisse i ‘Hof am Iseosee’ (1933) og nazister går i ‘Prozession in Murnau’ året efter, frejdigt gengivet i naivistisk stil.

Münter vender ligeledes i 1934 tilbage til den tyske folklore i en serie med en udskåret helligåndsdue, der stammer fra det sydlige Tyskland, som gennemgående motiv. Denne tilbagevenden til lokale inspirationskilder genfinder man få år senere hos kunstnere som Jackson Pollock og Asger Jorn, der lod sig inspirere af henholdsvis navajoernes sandmalerier og middelalderlige kirkeudsmykninger.

Gabriele Münter: ‘Stilleben Pfingsten’, 1934. Eget foto fra Louisiana

Men Münter fortsætter ikke af dette spor. I stedet vender hun i 50’erne tilbage til et udtryk, der minder om hendes gennembruds, sådan som det ses i ‘Stilleben vor dem gelben Haus’ fra 1953.
Der er således tale om en til tider noget slingrende kurs rent stilistisk, og det bliver ikke lettere af, at udstillingen på Louisiana er inddelt efter motiver, ikke årstal. Det til trods er det på høje tid, at også Gabriele Münters værker indskrives i den store kunsthistorie, som de føjer vigtige, vægtige og oftest højst seværdige facetter til.