Mød Dorothea Tanning!

Dorothea Tanning viser sig at være en både morsomt, intelligent og overraskende bekendtskab på Tate Modern, der slår et slag for endnu en overset kunstner

Dorothea Tanning, Tate Modern, Bankside, London. Til 9. juni, 2019. Fem hjerter

Det skorter desværre ikke på kvindlige kunstnere, der står i skyggen af deres mere berømte mænd, men heldigvis har flere kunstinstitutioner, blandt dem Tate Modern i London, sat sig for at få flere af disse ellers oftest oversete kunstnere frem i lyset.
Tate Modern har således blandt andet tidligere præsenteret Sonia Delaunay (der var gift med den mere kendte Robert Delaunay, se mit tip til hendes udstilling ved at klikke her …) på en soloudstilling, mens man samme sted senere på året kan se mere til Dora Maar, der alt for ofte mest nævnes som en af Picassos elskerinder.

Og lige nu kan man så gå på opdagelse i en retrospektiv udstilling med værker af Dorothea Tanning (1910-2012). Hvis man ikke ved, hvem hun er, er man ikke alene. Men måske hendes mand vil være mere velkendt, for han hed Max Ernst og var en central skikkelse indenfor surrealismen – og hvad deraf fulgte.
Tanning og Ernst mødtes i 1942, da han var i gang med at kuratere en udstilling af kvindelige kunstnere til Peggy Guggenheims galleri The Art of This Century i New York. Egentlig var Ernst gift med Guggenheim, men sådan blev det ikke ved at være, for Tanning og Ernst forelskede sig, blev gift og var sammen de næste 30 år.

Ifølge Tanning var det Ernst, der ved deres første møde fandt på titlen til et værk, hun netop havde lagt sidste hånd på, nemlig: ‘Birthday’. Her ser man Tanning stå halvvejs iført et sært kostume i et rum, der næsten udelukkende består af døre og med et lidt betuttet, bevinget væsen foran sig.
Bortset fra kostumets lilla ærmer, er farveholdningen næsten som hos Hammershøi, og den association forstærkes af de mange åbne døre, også selvom det næppe er hos ham, Tanning har hentet sin inspiration. Livet igennem var Tanning nemlig stærkt optaget af døren som motiv og metafor, hvilket på udstillingen blandt andet understreges af værket ‘Doors 84’ fra 1984, hvor Tanning ligefrem har indsat en fysisk dør midt i maleriet.

Titlen ‘Birthday’ var velvalgt, for maleriet markerer Tannings fødsel som fuldgyldig kunstner, efter at hun i en årrække havde ernæret sig som kommerciel tegner. Men fra 1940’erne og frem var kunsten Tannings hovedbeskæftigelse, og selvom hun lagde ud som surrealist, arbejdede hun sig i sit lange liv igennem adskillige stilretninger, ligesom hun afprøvede forskellige teknikker.

I 1945 tegnede Tanning således kostumer til George Balanchines ballet ‘Night Shadow’ og hvis danserne endte med at optræde i noget, der bare minder en smule om hendes design, har det været en surrealistisk fornøjelse at overvære. De følgende to årti arbejder Tanning videre med malerier, hvor hun bevæger sig væk fra 40’ernes detaljerige surrealisme, og i stedet med egne ord splintrer motivet.
Personligt er jeg ikke begejstret for denne fase i Tannings kunstneriske produktion, dels fordi farverne er for grelle, dels fordi hendes humor drukner i abstraktionen. Men sidst i 60’erne sker der noget nyt. Tanning bliver træt af at stå i de terpentindampe, der er en kedelig følge af oliemaleri, og kaster sig over sin helt egen opfindelse: syede skulpturer.

Og de er ganske enkelt fantastiske! Også selvom man i dag kun kan få lov at se dem på behørig afstand, i stedet for at komme i nærkontakt med dem, sådan som de ellers mere end opfordrer til. ‘Nue Couchée’ (1969-1970) er således et drømmesyn af en liggende nøgenmodel, abstrakt som et maleri af Picasso, men til stede i verden som helt sig selv.

Rygraden på den lyserøde skulptur har Tanning markeret med bordtennisbolde under stoffet, og værket peger i mine øjne frem mod Louise Bourgeois’ meget senere skulpturer som ‘Nature Study’, der har en ligeså pink og besynderlige kvindekrop som motiv (se blandt andet min anmeldelse af Bourgeois i Faurschou Foundation ved at klikke her …).

Tannings humoristiske sans får også frit lød i stofskulpturer som ‘Tweedy’ fra 1973, for skulpturen, udført i tweed, har lagt en lille lort! Det er ikke det mindste ulækkert, kun morsomt, samtidig med at netop evnen til at tømme sig selv understreger, at skulpturen lever et selvstændigt liv.

I begyndelsen af 70’erne tager Tanning desuden sine skulpturer et skridt videre, da hun komponerer ruminstallationen ‘Hôtel du Pavot, Chambre 202’, hvor et væsen vælter ud af kaminen, mens andre bryder gennem de tapetserede vægge.
Hvor ville det have været skønt at få lov til rent faktisk at træde ind i Hôtel du Pavots værelse 202, sådan som det sikkert også var meningen. Men man må pænt blive bag afspærringen, for stofskulpturerne er i sagens natur skrøbelige.

Om deres indbyggede forgængelighed sagde Tanning selv, at sådan er det bare. “Når man forelsker sig spørger man jo heller ikke: Hvorlænge vil du forblive i live?” sagde hun om skulpturerne, men det kunne ligeså vel have handlet om Max Ernst, der var 19 år ældre end Tanning.
Ernst døde således i 1976, og selvom han faktisk blev 84, betød det, at Tanning måtte leve videre alene i 36 år, før hun døde – 101 år gammel. De sidste årtier af sit liv fokuserede Tanning i stigende grad på at skrive, men det skyldtes næppe at hun havde mistet Ernst, for de talte aldrig om kunst, har hun fortalt.

Til gengæld er der ingen tvivl om, at kunsten fyldte deres liv, ligesom deres liv satte sig spor i hendes kunst. I flere værker kan man således genkende deres små hunde, som også optræder i den film om Tanning, der afslutter udstillingen på Tate Modern. Her ser man blandt andet, hvordan Tanning lader stofskulpturerne trimle ned ad en trappe, skarpt forfulgt af de bjæffende husdyr.
Den uhøjtidlighed i tilgangen til værkerne kan jeg godt savne på udstillingen, men det må man så lære at leve med. Og hvis det er prisen for at få lov til at lære en så alsidig, spændende og til tider knivskarp kunstner at kende, er det det hele værd.

Så håber jeg bare, at Tanning kan tilgive mig, at jeg omtaler hende som kvindelig kunstner, for det er en betegnelse, hun ikke brød sig om. “Det er ligeså selvmodsigende en betegnelse som ‘mandlig kunstner’ eller ‘elefant kunstner’. Du kan være kvinde og du kan være kunstner, men det ene er en given og det andet er dig” sagde hun således til BOMB Magazine i 1990. Og det kan hun jo have ret i.