Halfdan Pisket viser tegneseriesekvenser på skærme opsat i Lundtoftegade, som netop er sluppet af ghettolisten. Men abstraktionsniveauet er uheldigt.
Halfdan Pisket: Paranoia, vises på 7 skærme opsat udendørs i Lundtoftegade 75, Blok A, C, E, G og Beboerhuset, Købehavn N. Dagligt kl. 9 til 19 frem til og med 4. marts, 2021
For en udefrakommende kan det godt være en lille smule svært at orientere sig i de fire blokke, der udgør boligkomplekset Lundtoftegade 75 på Nørrebro. Men set ovenfra er det faktisk ret lige til, for de parallelle blokke forbinder så at sige Ågade (bedre kendt som Åboulevarden) og netop Lundtoftegade, afsluttet i hver ende af henholdsvis en Fakta og en Netto.
Når det alligevel volder lidt problemer skyldes det ikke mindst, at boligområdet ikke når helt ud til Ågade. I stedet skyder småstier og mindre veje sig skråt ud fra undersiden af Bispeengbuen, for derefter at fortsætte forgrenet ind i området.
Og så er her bare grundlæggende fremmedartet for alle, som aldrig har boet i den slags byggerier. Men det har Halfdan Pisket. Ganske vist ikke lige præcis i Lundtotegade, men hans barndoms boligbyggeri ligner tilsyneladende alligevel til forveksling.
Pisket tog afgang fra Kunstakademiet i København i 2006, samme år som han udgav sin første tegneserie ‘Vold’, skabt i samarbejde med forfatteren Hans Otto Jørgensen. Siden har Pisket tegnet og fortalt sin fars historie i en trilogi af graphic novels, hvor sidste bind, ‘Dansker’, i 2016 blev tildelt Politikens Litteraturpris.
Sidste år kom så tegneserien ‘Døden’, som dog kun fik tre hjerter med på vejen her i Den Levende. Og det er netop fra denne udgivelse Pisket henter hovedparten af de tegninger, som nu vises på syv skærme ophængt på ydermurene i Lundtoftegade.
Han har dog også tilføjet billeder, der helt bogstaveligt henviser til de omgivelser, man ser dem i. For man behøver ikke være fast beboer for at kunne genkende blandt andet de runde bænke, der dukker op i de skiftende billeder, som til sammen danner små sekvenser på skærmene.
Problemet er bare, at ikke alle disse småfortællinger er lige lette at følge med i. Eller for den sags skyld forstå, hvad man skal stille op med. Tag for eksempel den lille billedserie, som følger to unge drenge på en strandtur, der ender med en joint på badebroen.
Fint nok, men hvad har det med en vinterdag i Lundtoftegade at gøre? Ikke meget. Til gengæld står netop denne badedag som et centralt element i den fortælling om venskab, som udspiller sig i ‘Døden’. Og så er det jo en anden historie.
Andre af Piskets sekvenser kan jeg få endnu mindre hoved og hale i. At man selv skal tænke med er bestemt ikke unormalt, når det handler om mere traditionel kunst. Men abstraktionsniveauet er noget besynderligt, når det valgte medie er tegneserien og visningsstedet det offentlige rum.
For kunstens spilleregler ændrer sig, alt efter hvor den præsenteres. På et museum kan kunsten således tillade sig en hel del mere, idet dem, der møder den, aktivt har valgt den til og oftest også ligefrem betalt for netop en kunstnerisk oplevelse. Kunsten er på hjemmebane og publikum er pejlet ind på og parate til at udforske den.
Men i det offentlige rum mødes kunsten pludselig af alle mulige mennesker, som hverken har bedt om eller tunet sig ind på en krævende kunstoplevelse. Derfor bliver kunsten her nødt til at være lidt mere tilgængelig, række lidt mere ud og, kort sagt, opføre sig en smule mindre kunstnerisk.
Paradoksalt nok virker det som om Pisket i stedet er gået den modsatte vej: fra en forståelig fortælling i tegneserieudgivelsen til en kunstlet abstraktion her i det offentlige rum. Om det er derfor ingen af beboerne ser med, skal jeg ikke kunne sige. Måske har de allerede set samtlige sekvenser igennem til ferniseringen? Eller kan ske de har fået kunst nok nu, efter diverse performance og andet godt, der samlet set skulle heale Lundtoftegade og fjerne området fra ghettolisten, hvilket da også lykkedes.
I alle tilfælde er det kun mig og to andre tilkomne, der godt kunne være læsere af denne avis, der står og tripper lidt i vintersolen med ansigterne vendt med de højthængte skærme. Når jeg alligevel svinger mig op på at uddele fire hjerter skyldes det, at mange af os her midt i endnu en lockdown er lykkelige for at se bare en eller anden form for billeder. Og fordi det er dejligt at komme ud i vintervejret og besøge et hjørne af København, som virker stadig mere velkendt for hver gang jeg er forbi.