Anna Stahn har skabt et fuldgyldigt univers, der bare ligger og venter på at blive opdaget og tænkt videre over, nu hvor gallerierne igen holder åbent
Anna Stahn: Stars in the hair, Alice Folker Gallery, Store Strandstræde 19, 5. tv, København K. Til 27. marts, 2021
x
Et klassisk ‘gesamtkunstwerk’ består af forskellige elementer og kunstformer, som tilsammen skaber en helhed der, i bedste fald, er større end summen af de enkelte dele. Ofte vil der være adskillige bidragere, som hver byder ind med lige præcis den teknik, det materiale eller udtryk, de mestrer, men Anna Stahn viser med sin soloudstilling ‘Stars in the hair’, at en enkelt kunstner også kan være nok.
I alle tilfælde når denne kunstner spænder over mange materialer og samtidig er i færd med at skabe sin helt egen verden omkring en central kvindefigur, som møder gæsten liggende henslængt på en madras, som hun ved nærmere eftersyn er gået halvvejs i symbiose med.
Det er hendes hjem, hendes liv, vi er gæster i. Det er hendes liv der fylder samtlige af Alice Folker Gallerys stærkt forskelligartede lokaler. Og når hun har entréen fyldt af sko (i keramik og set i skåret silhuet ophængt på væggene som symboler) skyldes det dels at det her er hjem, dels at hjemmets beboer har Méret Oppenheims bog ‘Warum Ich Meine Schue Liebe’ liggende øverst i bogreolen.
Sådan bliver Stahn ved med at tegne krusseduller omkring os, så vi spindes længere og længere ind i hendes parallelle univers. Tegninger, hvis titler er skrevet direkte på væggene, guider os gennem faser og situationer, som nogle gange kun skitseres, mens de andre gange staves helt ud.
For åbenbart har hovedpersonen erhvervets sig ‘More stuff brought home from the city’ som titel lyder på en tegning, der lægger op til en lille samling håndtasker – i keramik.
Og helt forrygende er hendes nok nyeste indkøb: Hvaltasken, hvor barderne befinder sig på siden af tasken som en slags pandehår over antydningen af et øje og en blodrød mund. Det lyder måske som rendyrket surrealisme, men der er noget andet på spil hos Stahn. Noget eventyrligt, sanseligt og sært som trækker på traditioner fra flere forskellige steder, ikke mindst Japan.
En del af de keramiske værker er således raku-brændt, hvilket får glasuren til at krakelerede, boble op og få sit eget liv. Og så er der kvindens sorte, præcistskårne hår, som senere måske viser sig at være en paryk og de traditionelle, japanske geta-sandaler, parkeret under sminkebordet.
Men mest af alt er der fornemmelsen. Fornemmelsen af noget japansk i selve selviscensættelsen, i det rituelt kontrollerede og dekadent sexede.
Denne fornemmelse forstærkes i udstillingens (eller er det hjemmets?) sidste rum, hvor et lysende bord fremviser alt man behøver for at blive sminket, kæmmet og måske ligefrem iført en paryk, før man er rede til at stå ansigt til ansigt med verden.
Det er en følelse og fornemmelse jeg genkender, her på mit første galleribesøg i flere måneder. Men i virkeligheden har jeg det nok mere som de østers, der forsøger at flygte over køkkenbordet først i udstillingen: Åben, skalløs og i bevægelse. Dog uden at det ligefrem kræver sådan en psykoanalyse, som Stahn også beskriver i en morsom tegning, hvor vores hovedperson græder sit modige hjerte så meget ud, at der er opstillet en spand ved siden af den traditionsrige divan.
Alle disse tiltag, fra østers på bordet over taskekøb til fuld make-up, står og sitrer mellem selvpleje, tvang og hverdagsrutine på en måde, så man aldrig er blive helt sikker på, hvilken kategori man havner i. Anna Stahn (f. 1994) har således skabt et gesamtkunstwerk, der på én gang et fuldgyldigt univers og et fængsel, egenartet og ensrettet, fabulerende og så selvcentreret, at det minder om isolationisme.