A Kassen i Sorø:

Invitation til virkeligheden

A Kassen har gode idéer og lægger sig i forlængelse af adskillige retninger indenfor samtidskunsten, men selve oplevelsen i udstillingssalen lader en del tilbage at ønske

A Kassen: Exterior, Sorø Kunstmuseum, Storgade 9, Sorø. Til 28. august, 2016. tre hjerter

 

Jytte Hilden sagde en gang, at hun har det med sport, som med porno: Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på. Det samme kan, i nogle tilfælde, gøre sig gældende med den form for samtidskunst, hvor værket i høj grad er selve sin tilblivelse.

Tag nu kunstnergruppen A Kassens aktuelle udstilling på Sorø Kunstmuseum, hvor hovedparten af de udstillede genstande er hentet i det absolutte nærområde. A Kassen består af de unge kunstnere Christian Bretton-Meyer, Søren Petersen, Tommy Petersen og Morten Steen Hebsgaard, der har været i byen og låne dørhåndtag.

Det er både sjov og spændende tænkt, når kunsten/kunstnerne således møder virkeligheden – og inviterer den med hjem på museet. Idéen er dog ikke helt så ny, som den måske kan forekomme, for stamfaderen til de såkaldte ’ready mades’, Marcel Duchamp, udstillede allerede i 1913 et cykelhjul monteret på en taburet. Endnu mere færdiglavet, ready made, er hans verdensberømte ’Fontæne’ fra 1917, hvor kunstnerens eneste indgriben er at have vendt et pissoir på hovedet. Og signeret det.

Men A Kassen har tilføjet endnu et par greb, idet de har været i direkte interaktion med håndtagsudlånerne, der, efter udstillingsperioden er forbi, får deres håndtag tilbage. Hvordan man så i mellemtiden kommer ind og ud af de døre, der mangler håndtag, melder historien desværre ikke noget om. Det havde ellers været sjovt at vide, nu da manglen på håndtag er en direkte konsekvens af den intervention i virkeligheden, der er et af udstillingens bærende elementer.

De seneste år har vi været vidner til en del kunstneriske interventioner, hvor kunsten bevæger sig ud af institutionerne og møder os, hvor vi mindst venter det. Sidst i 1990’erne fik denne denne form for kunst sin egen betegnelse og teoridannelse, da den franske kunstkritiker Nicolas Bourriaud betegnede det som ’relationel æstetik’. Det drejer sig altså om relationer, om at værket forholder sig til verden, ikke mindst udenfor institutionernes bobler. Og om at skabe eller facilitere møder, handlinger og udvekslinger af forskellig art.

I A Kassens aktuelle tilfælde er der tale om et samarbejde med Sorøs borgere, dog, desværre, udelukkende butiksindehavere i Storgade. Der havde nemlig, synes jeg, været mere kød på projektet, hvis også private hoveddøre havde bidraget med håndtag til udstillingen, som de således ville have fået del i.

A Kassen tilføjer dog endnu et twist, idet dørhåndtagene kun er til låns. Duchamps’ ready mades er for evigt forvandlet fra det, de var før, til kunstværker, men det er anderledes fat på A Kassens udstilling, hvilket skaber en fornemmelse af, at hvad der vises på museum er til forhandling.

Det lyder jo alt sammen meget godt, og A Kassen er da også gode til at skabe den slags små forskydninger, der gør en stor forskel. Når dørhåndtag udstilles på museum ser man dem således (næsten) som på ny, ligesom gadelamperne, der hænger ned fra loftet og kaster lys i ankelhøjde, viser kunstnernes elegante leg med hverdagen.

Men selvom udstillingen også byder på aluminiumsgengivelser af vandpytter, ’Puddles’ (2015), samt dele af to andre, tidligere A Kassen-værker, så er selve oplevelsen i udstillingssalen ikke overvældende. Her er ligesom for lidt plads, for få håndtag og dermed også for lidt at forholde sig til.

Sorø Kunstmuseum peger selv på A Kassens værker som konceptkunst, og her er det tanken, der tæller. Konceptkunst handler nemlig om idéen, konceptet, fremfor der færdige værk og det giver i sagens natur ofte problemer, når konceptkunst skal udstilles.

For selvom tankerne og intentionerne bag udstillingen er både gode og interessante, ender man med følelsen af at være kommet for sent til festen. Møderne, udvekslingerne og handlingerne er allerede udført og så er det altså man som tilskuer kommer til at tænke på det gamle Hilden-citat, hun fik så mange klø for.