Afgangsudstillingen: Burning the Candle from both Ends. Brandts 13, Jernbanegade 13, Odense. Til 3. august. fire hjerter
Det nye Brandts består i dag af de tre tidligere museer: Brandts (Kunsthal), Museet for Fotokunst og Fyns Kunstmuseum. De to førstnævnte har hidtil holdt til på Brandts Plads, mens Fyns Kunstmuseum lå i Jernbanegade 13.
Men med Mads Dambos tiltrædelse som ny direktør for det hele, er der blevet lavet om på ikke så lidt. Således er Brandts i dag et museum med tilhørende kunsthal, der fremover vil holde til i Jernbanegade – og betegnes ’Brandts 13’ af samme grund.
Her kan man sommeren over se afgangsudstillingen for elever fra Det Fynske Kunstakademi, ’Burning the Candle from both Ends’, og det er en udstilling, der varsler godt for dansk kunsts fremtid med både gåpåmod og æstetisk sans!
Således viser Christian Bang Jensen en række montre med smukt arrangerede stenøkser, afrikanske Acuaba’er (der er små figurer en kvinde kan bære for at få kønne børn) og stykker af bivoks. Det sidste leder for alvor tankerne i retning af Emil Westman Hertz, men Bang Jensen er alligevel ude i sit eget og egenartede projekt, der stiller spørgsmål til hvad vi samler, hvornår en samling bliver museal og hvad det betyder for vores opfattelse af såvel samling som vores egen betydning.
Stine Gro har i sin hjørnesal skabt et fint mekanisk værk, der sender skygger i foranderlige formationer over et sammensyet klæde, mens Maj Horn viser os sin værktøjsvæg: ’My Tool Wall’. Men selvom diverse stykke værktøj ved første øjekast ser nærmest velkendte ud, så handler det her om den slags redskaber, der på et mere abstrakt plan skal til for at skabe et kunstværk.
Også Pascal Mayet kredser i sit bidrag, From my balcony’, om selve det at skabe kunst, men her sker det i en serie små notater og tegninger, der er ophængt i sirlig sytråd, så de tilsammen danner det svævende mønster. Det er både bevægende og bevægeligt – og så skrøbeligt, at man knap tør trække vejret.