Afklædt i Arktis

Pia Arke har sammensat “etniske” fotografier

Pia Arke var født i Grønland, uddannet i Danmark og bestemt ikke bleg for at tage fat på forholdet mellem de to kulturer og ikke mindst de forventninger, vi har til dem – og til hinanden.

Tupilakosaurus – Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006. Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, København Ø, samt Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, København K. Begge steder til 14. februar. tre hjerter

Kommentaren kommer hvislende fra en af de andre gæster på udstillingen. Hun har ellers talt grønlandsk med sin veninde, men da det er åbenbart vigtigt, at også vi, der ikke mestrer inuitternes sprog, forstår hende, slår hun over i dansk før hun  spydigt konstatere: ”Jeg har hørt, at Pia Arke ikke kunne snakke grønlandsk”.

Indtil da har jeg ellers overvejet, om de to unge kvinder, der ser pæredanske ud, men altså taler grønlandsk indbyrdes, er en del af udstillingen. En form for happening, midt i præsentationen af Pia Arkes værker. Men den tvivl bliver på stedet manet i jorden. Til gengæld understreger kommentaren, hvor vanskeligt det rent faktisk er at være en ”bastard”, sådan som Arke betegnede sig selv. Hun blev født i 1958 som barn af en dansk far og en grønlandsk mor, og denne dobbelte etnicitet var et af omdrejningspunkterne for den kunst, hun nåede at skabe, før hun døde i 2007, kun 48 år gammel.

Siden Arkes død, er det som om der er opstået en fornyet interesse for hendes kunst. Således viste Museet for Fotokunst i vinteren 2008-2009 soloudstillingen ’Hukommelsesbilleder’, og en del af de dengang udstillede fotografier indgår nu i udstillingen ’Tupilakosaurus – Pia Arkes opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 1981-2006’, der vises både i Den Frie Udstillingsbygning og Nationalmuseet.

Pia Arke: ‘De tre Gratier’, 1993

En af gengangerne er den humoristiske serie ’De tre gratier’ fra 1993, hvor Arke har placeret sig selv og to andre grønlandske kvinder foran en fotostat, der forestiller et storslået landskab i Grønland. På et af billederne står de tre kvinder ganske udtryksløse, hver med sin etniske rekvesit: en tromme, en maske og en dukke i nationaldragt. Der er langt fra Arkes fotografiske værk til klassiske fremstillinger af de dansende gratier, der i den græske mytologi personificerede ynde og skønhed. Og der er langt til Grønland, for Arke har intet gjort for at skjule, at baggrunden bare er et billede.

Man skal se en smule mere efter i et andet fotografi fra samme år, før man opdager, at baggrunden også her udgøres af et kæmpe fotografi. Foran det sidder Pia Arke, nøgen og med ryggen til os, men det mest påfaldende er nu, at hun har et par sælskindsbukser på hovedet! Grebet grænser til det geniale, for Arke formår på én gang at skabe et stærkt skulpturelt udtryk i billedet, samtidig med at hun på højst humoristisk vis tager det etnisk korrekte under behandling. Og det med god grund, for den slags er der mange, der går meget op i. Både i Danmark og i Grønland.

Pia Arke: ‘Selvportræt’, 1992

Fantastiske er også de fotografier, stadig fra de første år af 1990’erne, hvor Arke indsætter nøgne kvinder foran landskabspanoramaerne. Her er nok mindre morskab, men til gengæld en klar hilsen til den afart af antropologien, der nærmest må betegnes som porno, forklædt som videnskab. Fotografier af barbrystede kvinder fra Afrika eller Arktis er gået som varmt brød den vestlige verden over, hvilket Arke da også understreger i en serie affotograferinger fra bøger om Grønland og dets indbyggere. Men med kombinationen af nøgen kvinde og landskab, peger hun samtidig elegant og underspillet på to af den vestlige kunsts helt store motivkredse.

Det er i disse værker, Arke står stærkest, både som kunstner og kritikker af velkendte verdensbilleder. Det er her, hun for alvor udfolder sin dobbelte etnicitet, de to kulturkredse, som hun er et produkt af. Men det er som om hun aldrig rigtig fik fulgt projektet til dørs eller afslutning. I alle tilfælde insisterer den retrospektive udstilling på at præsentere os for alle aspekter af Arkes produktion, også selvom malerierne står temmelig svagt i forhold til de fotografiske værker, mens de mange udstillede dokumenter ikke nødvendigvis skaber større klarhed over Arkes liv og værk.

Det er heller ikke voldsomt vellykket, at man har valgt at præsentere værkerne ganske ukommenteret, og i stedet har samlet en overvældende mængde information (trykt med meget små bogstaver på både dansk, grønlandsk og engelsk) i det ledsagende katalog. Måske har man ment, at vi som beskuere skal have lov til at opleve værkerne uden indblanding. Men her er jo ikke tale om en kunstner, der udelukkende arbejder æstetisk. Nærmest tvært imod.

For Pia Arke handlede det om krydsfeltet mellem den store, officielle historie og den personlige erfaring. Om at billedliggøre vores verdensanskuelser og sætte etniciteten i spil. Og det lykkedes hende ind imellem ganske glimrende. Måske var det netop derfor, den grønlandsktalende gæst følte sig kaldet til at sætte spørgsmålstegn ved Arkes ægthed som grønlænder. Etniske tilhørsforhold kan være ømfindtlige områder, og Pia Arke tog bestemt ikke på dem med pelsklædte handsker.

Pia Arke: ‘Uden titel’,1993