Ai Weiwei og aktivismen

Ai Weiwei på Charlottenborg. Foto: Anders Sune Berg

Når Ai Weiwei kalder sit aktuelle værk ‘Soleil levant’ (solopgang) kan han pege i flere retninger på én gang. Helt bogstaveligt kan det handle om en solopgang, der symboliserer håb og sikker ankomst for de flygtninge, som har båret redningsvestene.
Men titlen kan også henvise til et sært slægtskab mellem Monets værk, ‘Impression, soleil levant’ og Ai Weiweis. Umiddelbart har de den voldsomme orange til fælles, men også på et mere overordnet plan kan Ai Weiwei forsøge at lægge sit værk i samme kategori som Monets, nemlig som skandalesucces.

Claude Monet: ‘Impression, soleil levant’, 1872

Monet udførte sit maleri i 1872, men det var på en udstilling to år senere, at maleriet kom til at give hele den nye kunstretning sit navn, nemlig: impressionisme. Som sædvanlig var det ikke videre venligt ment, men kunstnerne tog betegnelsen til sig.
Monets maleri gjorde op med en række konventioner indenfor maleriet og blev startskuddet til stort set al kunstnerisk produktion lige siden.

Ai Wiewei værk får næppe samme vidtrækkende konsekvenser. Dertil er det både æstetisk og konceptuelt for lidt nyskabende. Hvilket dog ikke betyder, at det ikke er et godt værk.
Jeg synes det holder balancen mellem rystende realisme, hvor man helt bogstaveligt kan lugte angstens sved og i den grad sætte sig i flygtningenes sted, og æstetik, sådan som redningsvestene lægger sig i lag langs murens mosaik.

Ai Weiweis eget Instagram-foto af hans værk i Berlin, 2017

Ai Weiwei bruger i disse år i den grad sin status som den (i alle tilfælde i Vesten) mest kendte kinesiske kunstner i et politisk, aktivistisk øjemed. Han har været særdeles synlig på de sociale medier under flygtningekrisen, hvor han har besøgt lejre, stået i vandkanten og nu turnerer rundt med redvingsvesteværket, der allerede har været vist i forskellige afskygninger og variationer i både Firenze, Berlin og Wien, mens han lige nu og frem til 1 juli, 2018, er aktuel med udstillingen ‘Law of the Journey’ i Prag.

Det har fået en del, navnlig kunstnerkolleger, til at afskrive Ai Weiwei som overfladisk, overhypet og mest interesseret i at profilere sig selv på flygtningenes og den gode sags bekostning.
Og der er da også en fare for, at berømte kunstnere kommer til at overskygge deres egne værker. Og, ikke mindst, intentionerne med dem. Af samme grund har Marina Abramovic de senere år trukket sig stadig længere ud af værkerne, så fokus ikke kommer på hendes karakteristiske profil, men i stedet rettes mod situationen, som værket skaber (se min anmeldelse af ‘Abramovic Method for Treasures’ på Det Kongelige Bibliotek ved at klikke her …, samt min mini-guide til Abramovic Metoderne her …).

Mit eget foto af Ai Weiweis ‘Soleil levant’ på Charlottenborg, sommeren 2017

Selv har jeg også været efter Ai Weiwei for ikke at have ordentlig styr på historien (se ‘Ups, Ai Weiwei’ fra 2011 ved at klikke her …), men dette til trods mener jeg dog fortsat, at kunstnere er i deres gode ret til at arbejde med politiske problemstillinger. Og til at bruge deres eventuelle berømmelse, når der skal gøres opmærksom på uhyrlighederne. At arbejder i en god sags tjeneste er på det seneste ofte blevet udlagt som noget suspekt. Det, synes jeg, er en farlig drejning. Man kan være uenig med diverse projekter og tiltag, både når det kommer til udførelsen og målet, men det må ikke føre til en situation, hvor ingen har lov til at (forsøge at) gøre en god gerning.

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer