Ai Weiwei og dyrekredsen

Ai Weiwei: 'Circle of Animals/Zodiac Heads', dragen, 2010

Ai Weiwei: ‘Circle of Animals/Zodiac Heads’, dragen, 2010

Der hører en lang og spændende historie til Ai Weiweis skulpturserie over den kinesiske dyrekreds, mens Yang Shaobins gode intentioner falder noget mere fladt. Begge er lige nu aktuelle på Arken

Ai Weiwei: ’Circle of Animals/Zodiac Heads’, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Langtidsdeponering. fem hjerter

 

Det er ganske karakteristisk for den kinesiske kunstner Ai Weiwei at trække tråde tilbage i tiden og reaktivere historien på måder, man ikke helt er vant til. For at forstå hans værk ’Circle of Animals/Zodiac Heads’ (2010), der fremover vil være deponeret, og dermed udstillet, på Arken, skal vi således en tur til 1700-tallets Kina, der blev regeret af den sjette kejser i Qing-dynastiet, Qianlong.

Han havde nemlig smag for det eksotiske, hvilket i denne sammenhæng så er den europæiske stil, og derfor ansatte han en italiensk kunstner ved navn Giuseppe Castiglione og den franske videnskabsmand Michel Benoist til at omskabe et hjørne af de storslåede, kejserlige ’Gardens of Perfect Brightness’ til en lille bid Europa. Eller måske nærmere: et lille stykke kulturmøde mellem Øst og Vest.

Garden of Perfect Brightness, 1700-tallet

Garden of Perfect Brightness, 1700-tallet

På tegninger fra samtiden kan man således se en teatralsk trappe, der folder sig symmetriske ud, sådan som man foretrak det i barokken, men det, trappen kaster sig omkring, er et springvand, hvor den kinesiske dyrekreds spiller den absolutte hovedrolle. For kineserne korresponderer hvert af de tolv dyr med et år, således at alle, der fødes frem til næste kinesiske nytår, er slanger.

Men også døgnets timer har deres hersker, og derfor stod vandet ud af slangens mund hver morgen mellem 9 og 11, mens man måtte vente til ud på de små timer fra 3 til 5, hvis man ville opleve abens vandkunster. Det egenartede ur kunne man benytte sig af (hvis man altså tilhørte kejserens inderkreds) frem til 1860, hvor Den Anden Opiumskrig var ved at nærme sig sin afslutning, der blandt andet førte til den næsten totale destruktion af de kejserlige haver.

Ai Weiwei: 'Circle of Animals/Zodiac Heads', rotten, 2010

Ai Weiwei: ‘Circle of Animals/Zodiac Heads’, rotten, 2010

Sejrherrerne var Storbritannien og Frankrig, men hvem der snuppede springvandets tolv bronzeskulpturer står hen i det uvisse. Væk var de i alle tilfælde helt frem til slutningen af 1980’erne, hvor nogle af dem begyndte at dukke op på auktioner i Vesten – og indbringe ikke så lidt. Mest spektakulært gik det for sig i 2009, da modeskaberen Yves St. Laurents bo kom under hammeren, inklusiv to af de forsvundne skulpturer: haren og rotten.

Kina forsøgte at forhindre salget med henvisning til, at der var tale om en ulovligt udført nationalskat, hvortil St. Laurents kæreste og arving, Pierre Berger, udtalte, at han såmænd selv ville bringe de to hoveder tilbage til

Ai Weiwei: 'Circle of Animals/Zodiac Heads', aben, 2010

Ai Weiwei: ‘Circle of Animals/Zodiac Heads’, aben, 2010

Beijing, hvis bare Kina ville overholde menneskerettighederne, givet tibetanerne deres frihed og tillade Dalai Lama på kinesisk jord.

Og her er det så, at Ai Weiwei (født 1957) træder ind i historien og giver den en ny drejning. Han kopierede de springvandsskulpturer, der var dukket op henad vejen og skabte så selv de resterende, hvilket betyder, at Ai Weiweis ’Circle of Animals/Zodiac Heads’ stilistisk spænder fra vestlig realisme (se bare hunden, der kunne stamme fra en engelsk herregård) over forenkling (som i aben) til fri fantasi i gengivelsen af dragen.

Derved er Ai Weiwei igen i gang med at udfordre ikke mindst kineserne forholdet til historien samt mødet mellem Øst og Vest, sådan som han også gør det, når han enten pulveriserer årtusind gammel kinesisk keramik eller gendekorerer vaserne med velkendte, vestlige logoer som Coca-Colas.

Det er ikke ligefrem den slags kunst, der falder i bedst jord hos de kinesiske magthavere, men alle vi andre kan glæde os over, at kunstsamlerne Nicolai og Michael Frahm ikke bare har købt værket, men også lånt det til Arken på ubestemt tid, så vi fremover kan digte videre på fortællingerne om hvert væsen i dyrekredsens (og dermed også vores egne) egenskaber.

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer