Ai Weiwei og jordskævlet

Ai Weiwei er Kinas mest feterede kunstner – i alle tilfælde i Vesten. Faurschou Foundation har et helt specielt forhold til kunstneren, og kan derfor præsentere en udstilling, som mange museer vil misunde dem

Ai Weiwei: Ruptures. Faurschou Foundation, Klubiensvej 11, Nordhavn, København. Til 15. april, 2016. fem hjerter

 

73 ton rustramt armeringsstål bugter sig nærmest naturstridigt blødt og brutalt gennem rummet. Det ligner en seismografisk aftegning, en topografi med tektoniske brudflader, et jordskælv, fanget midt i sin egen bevægelse.

Og det er det på en måde også, for Ai Weiweis værk ’Straight’ (2008-2012) består af armeringsstål, der ikke kunne modstå naturkræfterne, da den kinesiske provins Sichuan for syv år siden blev ramt af et jordskælv. Men det er sådan set ikke selve naturkatastrofen, det handler om, og da slet ikke i sublim forstand, sådan som man kender det fra romantikken.

Det sublime består af nogenlunde lige dele frygt og ærefrygt, og opleves derfor typisk, når mennesket står ansigt til ansigt med naturens overmagt. Men selvom Ai Weiwei sådan set godt kunne skildre Sichuan-katastrofen, der kostede omkring 90.000 mennesker livet, fra den synsvinkel, så er hans ærinde et andet.

’Straight’ er nemlig i stedet en slags skamstøtte over den korruption, der førte til det byggesjusk som betød, at mange skolebygninger i området ikke kunne klare jordskælvet, men brød sammen og dræbte flere end fem tusind skoleelever.

Deres navne står skrevet på væggen ved siden af de omhyggeligt genudrettede ståldragere, som et ekko af Washington D.C.s verdensberømte og spejlblanke monument over Vietnamkrigen. De kinesiske myndigheder forsøgte ellers at lægge låg på skandalen, men Ai Weiwei åbnede sin blog for indsamling af data om de dræbte, hvilket for alvor bragte ham på kollisionskurs med styret.

Et andet ikonisk Ai Weiwei værk, ’Sunflower Seeds’ (2010), har næsten præcis samme udstrækning som ’Striaght’ og fungerer således som en form for spejlbillede i Faurschou Foundation. Tilbage i 2010 fyldte Ai Weiwei Turbinehalle på Tate Modern i London med hundrede millioner af disse håndlavede, porcelænssolsikkefrø, som det tog 1.600 arbejdere to et halvt år at udføre. En tiendedel ligger lige nu som et tykt og velafgrænset tæppe hos Faurschou, der også ejer det 15 tons tunge værk.

For begge værker gælder det, at udtrykket ved første øjekast er rent og renset, hvilket yderligere understøttes af de næsten klinisk rene rum, værkerne vises i. Men udtrykket står i kontrast til forhistorierne, og dermed også til den minimalisme, de kan minde om. For hvor minimalisterne i 1960’erne stræbte efter et udtryk, der på ingen måde afslører håndens arbejde, er Ai Weiweis værker dybt forankret netop i kroppens kamp med materialet.

Desuden er Ai Weiwei næsten altid ude i et politisk ærinde med sine værker, sådan som man også ser det i hans temmelig hårdhændede omgang med krukker fra Han-dynastiet – eller endda før. Det gør ondt dybt ned i maven, når han over tre fotografier smadrer sådan en krukker, der efter sigende er flere tusind år gammel! Og næsten ligeså ondt gør det, når han i stedet overhælder dem med hæslig maling …

For kan man virkelig tillade sig, sådan at gøre sig selv og sin samtid til herre over historien? Noget tyder på, at Ai Weiwei mener, det kinesiske styre opfører sig præcis sådan. Samtidig sender Ai Weiwei en hilsen til sin store helt, Marcel Duchamp (1887-1968), der opfandt begrebet ready-made og blev berømt for at udstille alt fra cykelhjul til en pissoirkumme.

Duchamp spøger også i et andet værk på udstillingen, nemlig skulpturen ’Grapes’ (2014), der udgøres af taburetter i cirkelslag omkring sig selv og hinanden. Dels fordi taburetterne, ligesom de fine krukker, fandtes i forvejen og nu får en anden betydning efter kunstnerens indgriben.

Og dels fordi jeg, i alle tilfælde, kommer til at tænke på Duchamps maleri ’Nude descending a Staircase, No. 2’ fra 1912, hvor kubismen bliver sat i bevægelse. Og så dukker Duchamp sandelig også op som profil af solsikkefrø på et af de sort/hvide fotografier, Ai Weiwei tog tilbage i 1980’ernes New York.

Det lille udvalg af fotografier ligger langt fra resten af udstillingens værker. Her kommer man en smule om bag ved Vestens store helt, dissidenten Ai Weiwei, og møder i stedet en ung og fattig kunstner, der kæmper for at overleve. Kæmpe gør han stadig, Ai Weiwei, men det er på en anden måde og med andre midler – og forhindringer – end før.