Hannah Anbert: ‘Sakralt Arbejde’, 2016. Foto: David Stjernholm
Hannah Anbert: ‘Sakralt Arbejde’. Eget foto
Der er noget direkte kinky ved mødet mellem solgul lak og grånistret pels, men det er ikke lige til at sætte fingeren på hvad. Eller hvorfor. At det heller ikke er til at iføre sig Hannah Anberts værker, som hun samlet set kalder ’Sakralt Arbejde’, opdager man først undervejs. For det ligner en ganske praktisk jakke, en hvid skjorte og, okay, et meget langt forklæde!
Kroppen genkender tøjet og tiltrækkes helt instinktivt. Det må være præcis samme mekanisme, der sætter ind når man shopper beklædningsgenstande, men fordi forestillingen om egen krop i givent tøj dér er helt på sin plads, har jeg aldrig tænkt over reaktionen før. Det gør jeg så nu, hvor min krops forsøg på korrespondance med ”tøjet” konstant saborteres, for jakken har intet hul til halsen, skjorten er skabt som en spejling af torsoen og forklædet er måske i virkeligheden en smalskuldret kappe.
Rune Bosse: ‘Tempus circularis. Fagus sylvatica’, 2016. Foto: David Stjernholm
Et andet værk, som gør mig glad på fremtidens vegne, er Rune Bosses store installatoriske ’Tempus circularis. Fagus sylvatica’ hvilket kan oversættes til noget i retning af: ‘Cirkulær tid. Europæisk bøg’.
Den første tid var bladene på det træ, Bosse har skåret i tynde skiver og lagt mellem plexiglas som en blomst i en bog, endnu grønne, men da jeg kom forbi var det visnet til rødbrunt. Værket er vældig livagtigt. Og så alligevel ikke. Det er det livagtige, der gør, at det handler om døden. Træets død, blade, der visner og det rum, der burde være trækronen, men som nu kun er markeret i flere retninger. Det er som om en dimension er blevet skåret væk, selvom træet naturligvis stadig befinder sig i både rum og tid. Og det fravær understreger på poetisk vis døden som motiv.
En mere håndgribelig fremstilling af det uundgåelige finder man hos Una Gunnarsdóttir, der med serien ’Paradise Lost, Beach Senarios’ tapper lige ind i tidsånden, hvor det rå maleri møder det dekorative og døden gerne må være motivet. Ellers er malerne meget forskellige på denne årgang: Martha Svihus maler fotorealisme i storformat, Jonas Theis viderefører teknikken med den kridhvide grund, der skinner igennem som var billedet overbelyst og Magnus Andersen arbejder med et udtryk, der minder mig om thailandsk ‘street art’ og ville være spændende som særdeles særprægede illustrationer (hvilket på ingen måde er negativt ment!).
Moa Alskog: ‘Mand med hovedet drejer til venstre’, 2016. Eget foto
Mere almindelig negativ bliver jeg til gengæld stillet overfor værker af (for) lang varighed. Moa Alskog lægger ellers ganske godt ud med bemalede gipsafstøbninger af en ung mand, som nu har fået et par fine bakkenbarter. Men det dur bare ikke, at man skal scanne en kode, vælge netværk, gå ind på side, sætte hovedtelefoner i mobilen – og så høre 17 minutters audioguide!
Jeg faldt fra allerede ved indgangen til siden, der åbenbart var blevet væk, men det er altså også et meget langt lydværk. I alle tilælde, hvis det er af den slags, hvor man skal have det hele med. Også Mads Bech Nielsen sætter publikum på en nærmest umulig tålmodighedsprøve med videoværket ’Rosen’, som det vil tage 38 minutter at se igennem. Så længe holdt jeg ikke, og det er der næppe mange andre, der gør heller.
Og nu vi er ved det mindre vellykkede, så er der gået flere ting galt i de sidste sale, der vender ud mod Charlottenborgs indre gård. For det første ender rundgangen blindt, så man må gå tilbage gennem de samme sale, hvilket ellers ikke er nødvendigt, idet Charlottenborg er så fikst indrettet, at salene ligger som perler på en snor. For det andet er det sidste rum, man kommer til, stedet hvor Troels Nøhr Holmstrøms viser sin installation ’Kerim Åberg Orkester’, der i følge oplysningerne består af to højtalere, et stereoanlæg, en plade og dens cover. Så er det jeg spørger: Hvad laver et sofaarangement, et maleri af og en skulptur i samme interiør? Enten er oplysningerne om installationens bestanddele mangelfuld eller også er man her gået for langt, i mine øjne, med interaktionen, værkerne imellem.
Anne Kristin Kristiansen: ‘Ohne Titel’, 2016. Foto: David Stjernholm
En (udstillings?)installation, der fungerer flot, sine mange og meget forskelligartede dele til trods, er Anne Kristin Kristiansens serie af værker, alle ’Ohne titel’, med stilistiske referencer i adskillige retninger. Jeg kommer i alle tilfælde til at tænke på tidlig modernisme og abstraktion a la Mondrian foran hendes glasværk, Barbara Hepworth (se min anmeldelse af hendes værker fra 2015 ved at klikke her …) foran den voldsomt præcise skulptur af lindetræ og keramik og endelig alle slags ekspressionisme, når spotlyset rammer hendes velkomponerede, blygrå penselstrøg.
Close-up af maleriet fra serien ‘Ohne Titel’, 2016. Eget foto
Bonusinfo:
Afgangsudstilling for Akademielever årgang 2016 kunne ses frem til 7. august, 2016 på Charlottenborg, København.
Foruden de nævnte kunstnere, bidrog også:
Mattias Agerskov, Benedikte Bjerre, Ann Sophie von Bülow, Jonas Georg Christensen, Mathias Dyhr, Biba Fibiger, Anne Nora Fischer, Dina Friemuth, Matilde Westavik Gaustad, Esben Gyldenløve, Christine Overvad Hansen, Anders Hergum, Sofie Kondrup, Lucas Wichmann Melkane, Anna Moderato, Anne Sofie Nielsen, Nanna Anike Nikolajsen, Mateusz Nowak, Philip Pilekjær, Alexandra Reimann, Cecilie Skov, Rikard Thambert, Mathias Toubro og Tinne Zenner