Aktuelle Anders Moseholm

Anders Moseholm: ‘Emotional Architecture’, 2017

I den vestlige verden forestiller vi os tiden som en lige linje, en evigt fremadskridende udvikling, der bevæger sig fra i går over i dag til i morgen. Men sådan ser man ikke på tiden i alle kulture. Hos aboriginerne i Australien er tiden som en koncentrisk cirkel, hvor fortid, nutid og fremtid smelter sammen i punkter, der aftegnes i landskabet så vel som i kunsten.
Det samme ser jeg i Anders Moseholms malerier, hvor rester af fortid eller fremtid manifesterer sig midt i rummet, præcis som når man i et glimt ser en voksen vente i et barns ansigt eller genkender det barn, man en gang kendte, langt inde bag en voksens træk. Det, der har været og det, der endnu skal (eller kan) komme er således tilstede i samme sekund. Og det åbner unægteligt for både rum og muligheder, både i billedet og på det mentale plan, som værket gerne skulle aktivere.
Alle Moseholms rum bærer på historier, både når det drejer sig om byrum og rum i de bygninger, byen består af. Lad os begynde med at se på byrummet, sådan som det fremmanes i ‘Emotional Architecture’ (150 x 200 cm.), hvor et tårn træder frem som stævnen på et spøgelsesskib og står til tydelig aflæsning midt i et bybillede, der på én gang er ved at blive bygget op og brydes ned. De hvide bygningsangivelser skiftes til at være aftegninger af noget, der har været og noget, der skal komme, mens de mørkere områder danser et sted mellem ruin og håndgribeligt fakta.

Byen er mange byer, mange tider, sådan som byer faktisk altid er det. Vi plejer bare ikke at se det gengivet. Men alle kender vist til, hvor forskelligt en by kan tage sig ud, alt efter hvilken del af den, man befinder sig i og i hvilket selskab. Samtidig er byer jo også helt bogstaveligt sammensat af arkitektur fra forskellige tidsperioder og dermed også i varierende stilarter, ligesom man kan finde spor af fortidens by, enten som ruiner, der dukker op af jorden, når der skal bygges nyt, eller mindre markant som små efterladenskaber fra fortiden, hvor der var lokum i gården, hestene stod tøjret langs facaden og de døde blev smidt i søen. Og stiller man i stedet blikket på uendelig, kan man fange glimt af en fjern fremtid, hvor alting er overgroet af de planter, vi lige nu holder i skak på pladser, i parker og langs husmurerne. En fremtid, hvor menneskene ikke længere har overherredømmet og al vores værk forsvinder.
Sådanne syn er som spejlinger, let rystede refleksioner af noget, som det ikke er helt til at sige om har fandtes, findes eller måske vil opstå i morgen, præcis som man ser det i Moseholms maleri ‘Edge’ fra 2011 (150 x 200 cm.), hvor det viser sig, at spejlingerne ikke svarer til det, de ser ud til at reflektere.

Anders Moseholm: ‘Edge’, 2011

Ligeså labyrintisk er motivet i ‘Outtrance’ (183,5 x 244 cm.) fra 2017, omend forløbet her er et ganske andet, dels fordi vi nu er rykket ind i en af de bygninger, som byer består af, dels fordi spejlingerne her manifesterer sig helt håndgribeligt som dobbelttrapper, der flankerer den centrale opstigning til kunstrummet. Men der er fortsat noget svævende, noget immaterielt der gør sig gældende som universets sorte stof, der ikke rigtig er der, men alligevel fylder det meste af rummet.

Anders Moseholm: ‘The Outtrance’, 2017

Erobringen af dette rum omkring os, både det helt nære, defineret af de vægge, der omgiver os, og det store, det, der ligger længere væk, er temaet i ‘Installation’ (2017, 130 x 160 cm.), hvor kunsten i mere end én forstand bliver det medie, vi ser igennem. Udstillingssalen, der så at sige er maleriets rammemotiv, er bristefærdigt af billeder på bevægelse: hesten springer, kvinden drejer sig og et skib stævner selvsikkert ud og bliver mere tredimensionelt end sin ramme. Det handler om at indtage verden, opdage nye kontinenter, geografisk såvel som mentalt. Den geografiske opdagelsesrejse understreges af billedelementet nederst til venstre, hvor jordkloden hvælver sig, mens de mentale nybrud ses i det abstrakte maleri til til højre for den lysende indgang til næste rum. Eller er det næste stadie? Af erkendelse?
Foran det abstrakte maleri står til overflod endnu et maleri, denne gang af det rum, der udgør resten af billedet. Således peger Moseholm på selve skabelsen af kunsten, af rummet og den opdagelsesrejse det altid er både at skabe og betragte kunst.

Anders Moseholm: ‘The Installation’, 2017

Man kan vandre ind i maleriet, men det sker som i drømme, hvor gulvets mosaik synes at svæve i forskellige niveauer og loftet hvert øjeblik det skal være, kan åbne sig helt op mod himlen. Eller hvad der nu må findes ovenfor.
Det er ikke en opdagelsesrejse man kommer uforandret hjem fra. Det er en bogstavelig dannelsesrejse, hvor det, der dannes, dels er billedet, dels ens egen opfattelse af det. Og den oplevelse er ny og anderledes hver eneste gang.
Det er derfor man kan blive ved og ved og ved med at se på Moseholms malerier, uden nogensinde at nå til bunds i billedet og helt uden at savne at gøre det. Og det blik, Moseholms billeder optræner i beskueren, kan man tage med sig ud i resten af verden, for det er et godt blik. Et opmærksomt, undersøgende og sanseligt blik, der åbner rum og folder verden ud på ny.

 

Bonusinfo:

Lige nu er Anders Moseholm udstillingsaktuel adskillige steder:

‘There, There’ (med Lars Tygesen og Per Mølgaard) hos Galleri Franz Pedersen, Carolinelundsvej 47, Horsens, til 24. november, 2018

‘Modificerede Sandheder’ (med Kristian Dahlgaard og Per Morten Abrahamsen) i Palæfløjen, Stændertorvet 3C, Roskilde, til 28. oktober, 2018

samt soloudstillingen ‘The Time & Space In Between’, der vises i  Craighead Green Gallery, 1011 Dragon Street, Dallas, Texas, USA, fra 17. november til 29. december, 2018

 

 

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer