Alfelt og farvens natur, ikke naturens farver

Else Alfelt får endelig lov til at folde sig ud, men hun har stadig meget mere at byde på, end der er blevet plads til på Arken

Else Alfelt: ‘Den sprængte bro’, 1946. Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i Herning

Else Alfelt, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Til 18. september, 2022

Kunst skal ses i virkeligheden. Gengivelser på tryk og skærme er fortræffelige stedfortrædere, men det er også alt hvad de er: erstatninger. De er så praktiske som zoommøder, men også lige så langt fra den oplevelse, der venter ude i virkeligheden.
Det får man i den grad syn for på Arkens nyåbnede udstilling af Else Alfelts værker, som står så smukt og stærkt. Det føles som om de har været lukket inde meget længe, gemt væk i mørke og bare ventet på ingen at folde sig ud, hvilket de så i den grad gør nu, hvor chancen endelig har budt sig.
Alfelts senere serier er ligefrem udført med tanke på at skabe hele rum, kreere en form for totaloplevelse, som vi i dag måske ville kalde en installation. Og det er en fornøjelse nu at få bare en lille fornemmelse af, hvad det var hun havde i tankerne og hvilke oplevelser, der ventede gæsterne i Den Frie Udstillingsbygning, som Alfelt flere gange lejer, så hun selv kan stå for præsentationen af sine værker.


Arken lægger dog ud med en række mindre kendte akvareller fra 1930’erne, hvor solen tindrer som et øje og Alfelt arbejder langt mere organiske, dansende og farvefulde end jeg før har set. Som ung kunstner suger hun til sig af samtidens kunstneriske eksperimenter, ikke mindst surrealismen, der peger Alfelt og hendes venner i retning af andre kulturers kunst og spontanitet som adgangsgiver til underbevidstheden.
Det er derfor man ser de spontant tegnede, slyngede linjeforløb, der danner felter som senere kan farvelægges, hos alle de unge kunstnere, der efter Anden Verdenskrig bliver en del af Cobra, kunstnere som Else Alfelt, Egill Jacobsen og Asger Jorn.

Else Alfelt: ‘Gult med grønt og rødt’, 1944. Mit eget foto fra Arken, 2022

Men Alfelt havde endnu en agenda: naturen. Ikke forstået som en specifik udsigt eller gengivelsen af flora og fauna, men som begreb, som fundament, som det fællesskab, vi alle er en del af. I en lille interviewbid fra 1968, som kører i loop på Arken, er Alfelt tydeligvis noget irriteret over, at hendes kolorit er blevet betegnet som “naturfarver”, hvad man så også præcis har ment med det.
For det er ikke naturens farver, der optager hende, men farvens natur. Selve den fysiske farve, malingen og dens kemiske sammensætning, samt, er jeg sikker på, hvad farverne gør ved hinanden når de mødes.
Derved lægger Alfelt sig i forlængelse af de farveeksperimenter som impressionisterne satte i gang tilbage i 1870’erne og som generationer af kunstnere har videreført ved at undersøge, hvordan den samme farve tager sig radikalt forskelligt ud alt efter omgivelsernes kolorit.
Det ser man på Arken manifestere sig stadig stærkere i udstillingens anden sal, der er dedikeret til malerier fra 1940’erne. At man har tilføjet et par autentiske vejafspærringer fra Anden Verdenskrig synes jeg ikke bidrager med andet end forvirring, men Alfelts værker fejler intet.

Else Alfelt: ‘Japan’, 1967. Tilhører Carl-Henning Pedersen og Else Alfelt Museet i Herning


Og herfra folder Else Alfelt sig ud som kunstner. Frygtløs, fokuseret og fri. En serie akvareller fra Japan understreger, hvorfor Alfelt her følte at have fundet sit virkelige hjem, for det er helt forrygende hvordan hun kan kombinere tydelig inspiration fra japansk æstetik med et udtryk, der er umiskendeligt hendes eget. Det er graciøst, rytmisk og smukt. Det er tilsyneladende legende let, men samtidig super sofistikeret og tindrende æstetisk.

Vi er nu nået op i 1960’erne og nærmer os, desværre, Alfelts alt for tidlige død som kun 64-årig i 1974. Men inden når hun heldigvis at udføre en række store og sammenhængende malerier, som funkler og fungerer i Arkens store sal. Her ser man virkelig, hvor radikalt hendes kunstneriske projekt er, hvor uforfærdet hun går til værks og hvor tæt hun kommer på kvantefysik og atomare partikler i hendes version af skabelsesberetningen, serien ‘Universets blomst’.
Det er her i den natur, der ligger udenfor vores lille planet, at Alfelt henter sin sidste, store inspiration, og den bliver omsat til en sand eksplosion af malerier med titler som ‘Kosmisk blå spiralleg’ (1965) og ‘Månelandskab med kratere’ malet i 1969, samme år som et menneske for første gang satte fod på månen!

Else Alfelt: ‘Månelandskab med kratere’, 1969. Mit eget foto (der ikke helt gør maleriet ret!) fra Arken, 2022


At man så på Arken har valgt at hænge hendes fabelagtige månelandskab så højt, at det er svært at få den fulde nydelse, er lidt ærgerligt. Det er også en skam, at udstillingen vises i tre sidesale, der ikke rigtig hænger sammen som en helhed og i stedet føles lidt som om de bare var ledige.
Kataloget er fint, men tyndt som en velvoksen pjece og som sagt bryder jeg mig heller ikke meget om de militære vejafspærringer. Og det trækker ned i den samlede bedømmelse. Men min største anke er nu, at udstillingen ikke er meget større. Og det er faktisk den bedste anbefaling, der findes!

x

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.