Michael Ancher: ‘Skagens pigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde’, 1884. Foto: Skagens Kunstmuseer
Tre museer er gået sammen om at se nærmere på Michael Anchers forhold til Skagens kvinder, hvilket resulterer i en seværdig udstilling – fuld af sommersol og kvindeliv
Michael Ancher og kvinderne fra Skagen, Skagens Museum, Brøndumsvej 4, Skagen. Til 26. august, 2018
Derefter rejser udstillingen videre til Den Hirschsprungske Samling, hvor den vises 8. september, 2018, til 13. januar, 2019, og Ribe Kunstmuseum, 2. februar til 28. april, 2019. fem hjerter
Bogen ‘Michael Ancher og kvinderne fra Skagen’ er udgivet i forbindelse med udstillingen og indeholder bidrag af Anna Schram Vejlby, Elisabeth Fabritius, Josephine Nielsen-Bergqvist, Jakob Rosendal og Ida Lehrmann Madsen. 157 sider, rigt illustreret, 250 kroner.
Et blik kan ikke bare bevæge sig tværs gennem rummet, det kan også transcendere tiden selv, hvis det er indfanget af en dygtig nok maler. Og sådan en var Michael Ancher, der tilbage i 1884 portrætterede ‘Skagens pigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde’.
Det er hendes faste, rolige og sært vidende blik, der byder indenfor på Skagens Museums særudstilling, hvor der sættes fokus på en lidt mindre kendt side af Anchers produktion. Her er ingen fiskere og meget lidt drama. I stedet er salene fyldt med billeder af kvinder, der enten bor på eller besøger Skagen.
Portrættet af den unge Maren Sofie Olsen er umiddelbart meget enkelt, men det er samtidig både elegant og gennemtænkt. Pigens øjne har lånt blusen den mørkeblå farve, der igen får modspil af det røde tørklæde, mens øreringens glimt af guld går igen i det rødblonde hår, som nok er redt stramt tilbage, men alligevel snor sig løs i små krøller som tørklædets snipper.
Det er således måske nok realisme, vi her præsenteres for, idet Maren Sofie Olsen sikkert har set sådan ud, men det er en form for realisme, der arbejder bevidst med æstetikken, både i komposition og farveholdning. Og som suger beskueren ind i blikket på tværs af tiden.
Michael Ancher: ‘Ved champagnen’, 1883. Foto: Skagens Kunstmuseer
Ancher går på flere fronter anderledes til værks i sit portræt af Helene Christensen ‘Ved champagnen’ fra året før, for her er paletten holdt næsten udelukkende i mørke jordfarver, mens det skålende blik aldrig helt møder beskuerens, men synes fokuseret på en anden person, der må befinde sig et sted lidt bag os. Derved benytter Ancher sig også her af blikket til at skabe et intimt rum, der defineres af både den portrætterede og beskueren. Men han gør det uden direkte øjenkontakt.
Kan man ikke sine skagboer og Skagensgæster på fingrene, går man glip af en håndfuld gode historier på udstillingen, som derved lukker sig en smule om sig selv. Og det er synd, når nu Ancher malede så spændende kvinder som Alba Schwartz, der debuterede som forfatter i en høj alder, Helene Christensen, der som en del af vennekredsen også ses på P.S. Krøyers ‘Hip hip Hurra!’, hvor hun sidder ved siden af Anna Ancher, og Skagenspigen Maren Sofie Olsen, som jeg gerne ville vide hvordan det gik videre i livet, nu vi har set hinanden så dybt i øjnene.
Michael Ancher: ‘En sommerdag i haven’, 1895. Foto: Skagens Kunstmuseer
Men så kan man jo i stedet gå på opdagelse i Anchers malemåde, der, naturligvis, ændrer sig med tiden. Sjovt er således et malet snapshot af ‘En sommerdag i haven’ fra 1895, hvor den midterste af tre tedrikkende kvinder har har foldet hænderne i nakken og strækker sig frigjort og ferierende.
Michael Ancher: ‘Fiskene renses’, 1915. Foto: Skagens Kunstmuseer
Grovere penselstrøg finder man i ‘Fiskene renses’ (1915), hvilket passer perfekt til motivet med hårdtarbejdede kvinder og sølvglinsende fisk, der ligger og vipper mellem at være aflæselige som fangst og fremstå som en serie af malingafsæt.
Helt råt bliver det i 1920’erne, hvor Ancher maler en ‘Pige med fletninger og rød kjole’ på et stykke træ. Jeg vil gå ud fra, at der er tale om en skitse, men kontrasten mellem den røde kjole og en skitseret, grøn baggrund er på plads, ligesom Ancher arbejder med en temmelig dramatisk tvedeling af ansigtet i lys og skygge.
Michael Ancher: ‘Pige med fletninger og rød kjole’, 1920’erne. Foto: Skagens Kunstmuseer
Pigen med fletningerne er et friskt pust på en ellers flot tænkt væg fyldt med mindre portrætter, der dog i lidt for mange tilfælde viser sig at fremvise lidt for pæne piger. At Ancher kunne tjene penge på portrætter af velhavende unge kvinder er ingen overraskelse. Og det er det vel sagtens heller ikke, at de ikke er videre interessante.
Det er til gengæld de kvinder, han kender godt. Og ingen kender han bedre end hustruen Anna, som han bliver gift med på hendes 21 års fødselsdag. To år forinden udfører Ancher ‘Portræt af kunstnerens forlovede, Anna Brøndum’, en forrygende hyldest til både nederlandsk portrætkunst, hans kommende livsledsager og hendes helt fantastiske næse!
Michael Ancher: ‘Portræt af kunstnerens forlovede, Anna Brøndum’, 1874. Foto: Skagens Kunstmuseer
Det er en næse, mange kvinder ville være kede af, men som Anna Anchers mand ophøjer til misundelsesværdig perfektion og maler igen og igen – i døren, ved staffeliet, til ‘En barnedaab’. Sidstnævnte maleri bliver i bogen, der følger udstillingen, undersøgt nærmere af Josephine Nielsen-Bergqvist fra Ribe Kunstmuseum, der foreslår, at Anna Ancher har først penslen, da Michael Ancher skulle gengives.
I et andet kapitel inddrager Anna Schram Vejlby, der er museumsinspektør på Den Hirschsprungske Samling, ganske interessant den amerikanske kunsthistoriker Michael Frieds tanker om absorption, forstået som de portrætteredes indadvendthed og koncentration om noget, der ikke er beskueren. For netop denne bortvendthed kan fungere som en invitation og være med til at skabe et rum, som også beskueren bliver en del af.
Det er som sagt en ganske interessant vinkel, men formidlingen skæmmes unægteligt noget af de krav, der tilsyneladende stilles til tekster, der skal fagfællebedømmes. En sådan blåstempling kan gavne både skribenten og det museum, der skrives for, men læseren skal til gengæld slås med en tekstopbygning, der har lånt sit skelet fra universitetsopgaver.
At man yderligere har valgt at illustrerer Schram Vejlbys kapitel med blandt andet ‘Skagens pigen Maren Sofie Olsen med et rødt tørklæde’ er besynderligt. For styrken i dette portræt ligger netop i antydningen af et smil, der trækker en tråd tilbage til Mona Lisa, og det direkte blik, der som en sæbeboble omslutter beskueren og ophæver 134 års afstand et øjeblik.