Endelig er den her: den store, samlede præsentation af Anna Ancher, der ikke bare underbygger de allerede kendte fortællinger, men udfordrer dem og åbner for helt nye vinkler
Anna Ancher, Skagens Kunstmuseer, Brøndumsvej 4, Skagen, fra 13. juni til 18. oktober, hvorefter udstillingen ser ud til at vende tilbage til Statens Museum for Kunst, Sølvgade 48-52, København K. Mere info følger når den foreligger! Fem hjerter
‘
Lidt frækt kan man sige, at der løber en kunsthistorisk skillelinje ned gennem det Ancherske ægteskab: På den ene side står Michael med et maleri, der er et middel til at formidle motivet og på den anden har vi Anna, som varslet om det moderne maleri, hvor motivet mere er et middel til at udforske selve det at male.
Ekstra frækt bliver udsagnet, når nu det netop er forenklinger og de lidt for fastlagte fortællinger om Anna Ancher, Statens Museum for Kunst vil til livs med udstillingen, der åbner i dag. Men helt forkert er det nu heller ikke.
I det hele taget er der intet galt med vinkler, selv de frække, hvis bare man fremlægger dem som sådan, som muligheder, og ikke som slagfaste sandheder.
Desværre er der en stærk tendens til i stedet at gøre det sidste. Hvis man således har lagt sig fast på, at Anna Ancher fokuserer på det nære, det hjemlige, på kvindernes domæne, så er der masser af hendes malerier, der underbygger denne teori. Men der er også en del, man bliver nødt til at overse eller gå let hen over, hvis teorien skal holde hele vejen.
Derfor skal man som læser, beskuer og som teoretiker altid tænke og se selv. Det sidste kræver dog, at vi har noget at se på og her er Anna Ancher udstillingen en gave, ligegyldig hvilken vinkel man vælger at anlægge, med over 150 værker at gå på opdagelse i.
Kuratorerne kommer med deres overvejelser om lyset (der måske har åndelige dimensioner?), om symbolismen (som man oftest har overset hos Anna Ancher) og om det religiøse islæt, men selv hvis man hverken læser en eneste billedtekst eller nogensinde åbner kataloget, er selve præsentationen af så mange af Anchers værker en øjenåbner i sig selv.
Udstillingen lægger ud med den type værker, vi kender Anna Ancher bedst for, nemlig dem, hvor hun indfanger lyset mere overbevisende end nogen før i dansk kunsthistorie. Her er det kendte maleri ‘Pige i køkkenet’ (1883-1886), hvor lyset er som flydende guld, der glider over dørtrinnet og gennemvæder det tynde gardin.
Men vi får også allerede her i den første sal syn for, hvordan Ancher bruger skyggerne til at indramme, skærpe og ligefrem skabe lyset. Det ses ikke mindst i maleriet af ‘Kone med sit barn uden for sit hus’ (1888), hvor man fornemmer hvordan den konstante vekslen mellem stærkt sollys og sval skygge sender øjenene på overarbejde. Det er i situationer som denne, at et kamera kommer i problemer, men Ancher ser med menneskeøjne og fanger farverne, selv i skyggen.
Ancher har i det hele taget blik for de skyggetegninger, både udenfor og indendøre. Og det er næsten altid planter, der kaster dem, sådan som det da også ses i ‘Studie af sypigens hoved. Ane’ fra 1890, hvor potteplanterne skaber deres eget organiske mønster som skygger på væggen.
Her er det dog først og fremmest Anchers anden store force, der står i centrum: farverne. Eller mere præcist: hendes dristige brug af dem. Se bare, hvordan hun har tegnet pigens kontur op med rød, der ses særlig tydeligt i skildningen og langs hårgræsen. Håret er til gengæld blegblåt i solen, mens man kan spore grøn i skyggerne omkring munden.
Resultatet er fremragende, et koloristisk nybrud og samtidig et smukt sanset og sensuelt studie af både en ung kvinde og maleriets muligheder. Sidstnævnte åbnede sig for Ancher, når hun sugede til sig af andre kunstneres tilgang, både i København og Paris. Og hun forstod til fuld at indarbejde disse nye muligheder i hendes helt egne malerier, der nærmer sig og fjerner sig igen fra abstraktionen i en gentagen bevægelse, der synes så naturlig som et åndedræt.
Efter således at have slået Anchers eminente brug af farver fast, bevæger udstillingen sig ind på mindre kendte områder. Og det bliver det ikke mindre spændende af. Foran ‘En ung pige der plukker en svane’ (ca. 1900) kan jeg slet ikke lade være med at digte videre på motivet og se det som en variation over den græske fortælling om Leda og Svanen, der her ikke er den forførende Zeus i forklædning, men bliver brutalt plukket!
Rent kompositorisk er maleriet også en fryd med sin stramme opdeling i lys og mørke, tilsat henholdsvis en kedel og en kurv, og med et kobberkar som mediator i midten. I kataloget kan man se, hvordan Ancher udførte flere variationer af motivet, hvor pigen og svanen indtager præcis samme stilling, men tøjet skifter farve ligesom baggrunden varierer.
Set gennem vores samtids øjne minder det nærmest om Andy Warhols systematiske farveskift på hans mange Marilyn’er og på samme måde kan man forunderes over Anchers naturskitser, der er så enkle i deres komposition, at jeg kommer til at tænke på Andreas Gurskys mest minimale landskabsfotografier (se min anmeldelse af Gurskys udstilling i Hayward Gallery, London, fra 2018 ved at klikke her …).
Men her skal man altså lige passe på og huske, hvad kunstnerens egen intention egentlig var. For Anna Ancher var næppe i gang med at revolutionere maleriet og skabe værker, der med gentagelse eller brutale enkelhed hører til helt oppe i vores tid. Selvom det kan se sådan ud og det er et sjovt spor at forfølge.
Spændende er det også at opdage ligheder med flere af Anchers jævnaldrende kunstnere. Her tænker jeg først og fremmest på Vilhelm Hammershøi (1864-1916), der efterhånden er blevet verdensberømt for sine stuer med sart lysindfald og rygvendte kvinder (se min anmeldelse fra 2016 her …). Men se så lige Ancher, der faktisk maler de selvsamme motiver – bare i farver!
Herligt udfordrende er det også at blive mødt med malerier, der ikke rigtig passer ind i de fortællinger, vi hidtil oftest er blevet fortalt. Det gælder selvsagt de føromtalte landsskabsstudier, men også en række værker, hvor Ancher i varierende grad synes at flirte med symbolismen, der da også var en stærk tendens på den internationale kunstscene sidst i 1800-tallet. Derved trækkes der helt naturligt tråde til andre jævnaldrende kunstnere, som L.A. Ring og Ejnar Nielsen, jeg ikke selv tidligere har tænkt på i sammenhæng med Ancher.
Der er således al mulig grund til at tage øjnene med sig på Statens Museum for Kunst, hvor Anna Ancher endelig har fået den udstilling, der præsenterer hendes kunst så godt og grundigt, at man kan danne sig sin egen mening, samtidig med at hendes position slås fast. Det var faktisk på tide.