Annika von Hausswolff er fascineret af vores minder – og af det løgnagtige fotografi
“Det begyndte for et par år siden med en fejl i en e-mail “ siger den unge, svenske kunstner Annika von Hausswolff, mens hun ser sig omkring i sin udstilling ‘ Rum for øget bevidsthed om den parallelle dag’, i x-rummet på Statens Museum for Kunst. Når lamperne er på plads er alt klart til ferniseringen (der fandt sted i 2003).
“En af mine venner spurgte mig i en mail, hvordan det gik med den parallelle dag. Jeg skrev straks tilbage og spurgte ham, hvad han mente med det. Men det viste sig altså at være en fejl. Jeg kan ikke en gang huske, hvad det var han ville have skrevet, men idéen om den parallelle dag har optaget mig siden. For mig er den parallelle dag alt det, man bærer med sig ind i nuet, alle vores drømme og minder”.
“Rummet her er jo ‘jävla’ stort og specielt. Jeg har forsøgt at forholde mig direkte til rummet, at arbejde med rummet i stedet for at omskabe det. Nu den store væg med nødudgangen, jeg tænkte: ‘fan’, den nødudgang vil jeg ikke have der. Sådan startede idéen til det værk, der nu dækker hele væggen”.
“Jeg har været vældig optaget af den dér farve i mange år “ siger Annika von Hausswolff, og stirrer fascineret på et enorme fortæppe, der med sine 5,5 x 10 meter kaster sig som et tyst vandfald nedover væggen – i støvet laksefarve. “ Først fornylig slog det mig, hvad det er, den farve altid har mindet mig om: min mors undertøj. Da jeg havde fundet det her stof i den helt rigtige farve, fortalte manden i firmaet mig, at det skulle være brandsikkert for at hænge i et offentligt rum. Og så var titlen der: ‘Erindringen om min mors undertøj forvandlet til flammesikret forhæng ‘. Det kunne ikke hedde andet”.
Udstillingen andet store værk har titlen ‘Backdrop’, og skal i følge Annika von Huasswolff netop opleves som et sådan, fremfor som et egentlig værk. ‘Backdrop’ er et gigantisk fotografi fra en lufthavn, overført til tapet og sat op på hele langvæggen ud mod Østre Anlæg. X-rummets lange, smalle vinduer i ankelhøjde bidrager til det bizarre, ved at give udkig til dansende snefnug gennem startbanerne.
“Jeg drømmer tit om flystyrt. Jeg sidder ikke selv i flyet der styrter, men står på jorden og ser det falde. Så ‘Backdrop’ er en uhåndgribelig drøm, gengivet i noget nær dokumentarform. I mit fotografi af en svævende stol har du lidt af flyvetemaet igen. Her er drømmen om at kunne løfte sig, ikke kun bogstaveligt, men også mentalt. Men man kan se trådene, som stolen hænger i – det er bare ‘fake’, for at flyve, det funker jo ikke”.
Selvom Annika von Hausswolff selv lider af flyskræk, så klinger hendes stemme bedrøvet i sin konstatering. Eller måske det er på grund af denne konstatering, at hun hader at flyve? “Det er forfærdeligt at være menneske, på et sæt, synes jeg “ siger hun så, og vender ansigtet væk.
Til gengæld synes Annika von Hausswolff, at det er fedt at være kunstner. Ikke mindst de mange virkemidler, der står til hendes rådighed, gør det spændende, så stemmen vokser sig hurtigt varm igen mens hun fortsætter:
“Man kan gøre så meget i og med kunst. Det jeg ønsker, at min kunst skal give mennesker, er en plads til at reflektere over det eksistentielle, det poetiske. Mange har endnu ikke fattet, hvor fedt det er med kunsten. Det kan godt være det lyder idealistisk, men jeg tror virkelig på kunsten. Det er så forbandet ‘roligt’. Og så er det, frem for alt, et andet rum. Kunst er noget andet”.
“Fotografiet er løgnagtigt, og derfor er det så fascinerende. Jeg er uddannet dokumentarfotograf, men dokumentarfotografi er forbandet svært, man har sådan et ansvar. For mig var det for svært. Nu har jeg heldigvis kun ansvaret for sig selv ! Under min uddannelse kom feminismen til Sverige og det betød meget for mine tidlige værker. Nu er jeg måske nok mere psykoanalytisk inspireret. Jeg er jo feminist, men jeg tror, at det, der betyder noget, er at være virksom, at inspirerer og at kræve de samme vilkår. Vi kvinder må selv sige til – hele tiden”.
En af de kunstnere, der optager og inspirerer Annika von Hausswolff, er Louise Bourgeois. Og ligesom Bourgeois bruger Hausswolff, blandt andet, erfaringer og erindringer hentet i barndommen.
“Jeg kan for eksempel tydeligt huske sofaen i mit barndomshjem, måske fordi det er en førsproglige erfaringer, og når jeg ser min egen søn i vores sofa, så kan jeg se hvordan han kravler helt ind i den med alle sine sanser. I mine værker arbejder jeg netop med materialeerfaringer, med de ting vi hænger vores virkelighed fast i, ting der omgiver os dagligt, men som samtidig findes i vores erindringer”.
“Hidtil har jeg holdt af den distance, der opstår i når man afbilleder disse ting. Men måske er det ved at ændre sig. Jeg er vild med den nye materialitet, som jeg har opnået her på udstillingen. Det er noget nyt for mig, så det er godt jeg får lidt tid mellem denne udstilling og den næste, for arbejdet med ‘ Rum for øget bevidsthed om den parallelle dag’ har givet mig en del at tænke over”.
For mere om Annika Elisabeth von Hausswolff se også min omtale af hendes soloudstilling i 2021 ved at klikke her … eller nedenfor!