Ansigtets mange facetter

En stor udstilling af portrætter, udført i alt fra træ til video, kan lige nu opleves i San Francisco. Og der er nok af vinkler og virkemidler at tage fat på

Portraits and other Likenesses, Museum of the African Diaspora, 685 Mission Street, San Francisco. Til 11. oktober, 2015. fem hjerter

 

Portrættet er en af de allermest tilgængelige kunstneriske genre, simpelthen fordi der er en indbygget genkendelse. At stå overfor et portræt, er som at møde et andet menneske – eller måske se sig selv i spejlet. Derfor er det også oplagt, at San Francisco Museum of Modern Art har udlånt netop en række portrætter fra samlingen, mens museet er under ombygning.

Værkerne vises lige om hjørnet fra SFMoMA i Museum of the African Diaspora, der til daglig tager udgangspunkt i USAs sorte befolkningsgruppe. Det afspejler sig også i den aktuelle udstilling, uden dog at udelukke andre etniciteter af den grund. Således var fotografen Consuelo Kanaga (1894-1978) af schweizisk afstamning, men hun specialiserede sig i at tage billeder af sine sorte medborgere.

Og det var Kanaga eminent til at gøre, hvilket ses i portrættet af Annie Mae Merriweather fra midt i 1930’erne. Merriweathers mand var som fagforeningsforekæmper netop blevet dræbt, og Kanagas billede af den sørgende enke kaldte Carl Jung ’den sorte Madonna’.

Pudsigt nok er et andet af Kanagas mest berømte fotografier, ’She Is a Tree of Life to Them’ fra 1950, ikke med på udstillingen. Men det er til gengæld den skulptur, der inspirerede hende til fotografiet: Sargent Johnsons ’Forever Free’ (1933). Skulpturen er et ikon i amerikansk kunst og var blandt de værker, der blev vist i 1935, da SFMoMA for første gang slog dørene op.

Johnson (1888-1967) arbejder her både med en stærk stilisering og en sammensmeltning af skulptur og maleri. Det levende ansigt står således i kontrast til en stadig større forenkling, fra armene, der ligger lige ned langs siden, til hendes børn, der kun ses som en slags frise på den sorte nederdel.

Ligesom Johnson lader flere udtryk og stilarter smelte sammen, er udstillingen ’Portraits and other Likenesses’ en skatkiste af indtryk. Stort set samtlige kendte kunstneriske materialer kommer i brug på udstillingen, hvor man også kan opleve alt fra installationer over støjende skulpturer til tegninger af stille eftertænksomhed.

Selv fik jeg en sjælden tåre i øjekrogen foran ’A Portrait of My Mother’ af Mickalene Thomas (f. 1971). Det 23 minutter lange videoværk er på én gang frygteligt fascinerende og meget rørende, for Thomas formår, fuldstændig usentimentalt, at fortælle historien om hendes døende mor på en måde, så man snart føler sig som en del af Thomas-familien, med alt hvad det indebærer af forestående sorg og afsavn.

Indirekte får man samtidig en form for selvportræt af kunstneren, der (fuldt forståeligt) forsøger at forstå og fastholde moren i levende billeder og i de fotografier, hvor Thomas genskaber scener fra deres fælles fortid.

Mere morsom er Kehinde Wiley (f. 1977) også selvom tankerne bag hans store maleri ’Alexander the Great’ fra 2005 er alvorlige nok. Wiley har specialiseret sig i at skabe parafraser over berømte malerier, men med nutidige, sorte mennesker i hovedrollerne. Hans udtalte ambition er, helt bogstaveligt, at repræsentere andre hudfarver i kunstens, og dermed også magtens, rum.

I Wileys version af Alexander den Store er forlægget dog tilsyneladende et mindre kendt værk, nemlig Nicolas-André Monsiaus skildring fra 1818 af feltherren i samtale med kynikeren Diogenes, der beder ham holde op med at skygge for solen. Men som altid hos Wiley er situationen stærkt opdateret, og hans Alexander er derfor iført en stor og blanktskinnende baseballjakke, hovedtelefoner og legetøjssværd.

Man mødes således af mange blikke fra adskillige tidsperioder på udstillingen, der er så fint facetteret, at man lærer lidt amerikansk historie undervejs. Men mest af alt får man lov til at se ind i øjnene på mange forskellige mennesker, i flere farver, og forstå, at det hele tiden drejer sig om dette møde, denne genkendelse af sig selv i den anden. Og det er lige præcis dét, der definerer et vellykket portræt.