Arbejde med pauser

René Holm: 'What's on the other side?', 2014

René Holm: ‘What’s on the other side?’, 2014

René Holm henter ofte sin inspiration i udkanten af det, der udgør hverdagen og virkeligheden for de fleste. Det kan være blandt hjemløse, flygtninge eller bare langt ude i skoven, hvor mennesker forsøger at genetablere kontakten til naturen – de fleste gange uden det helt store held.

Alligevel er tematikkerne umiddelbart genkendelige for de fleste. Vi er nemlig alle sammen et eller andet sted en lille smule hjemløse, ligesom de fleste forsøger sig med en lidt virkelighedsflugt i ny og næ.

Den slags udfald eller pauser kan strække sig fra få sekunder og langt ud i evigheden. De kan være det rene ingenting eller det, der pludselig bliver til en ny retning i livet. I hverdagen er der mange måder at holde pause, fri eller stikke af på. Man kan dagdrømme, sætte sindet på stand-by foran fjernsynet eller tage stærkere midler i brug, for at ændre sin bevidsthed.

Den sidstnævnte form for pauser kendes fra stort set samtlige tider og kulturer, hvor mennesket aktivt forrykker sin bevidsthed ved hjælp af alt fra stærk tobak over svampe til vores kulturkreds’ favorit: alkohol. Det er altså tilsyneladende en dybtliggende trang i os, sådan at ændre på bevidstheden.

’What’s on the other side’ – hvad er der på den anden side af vores hverdag og normale bevidsthed? Det spørgsmål stiller René Holm og det undersøger personen med lysende svampehoved, men om det er begyndelsen til en lykkelig symbiose med skovens træer eller et endeligt, hvor kroppen opsuges i stammen, er ikke sådan lige til at afgøre.

Men ligegyldigt hvilken form for pause, der er tale om, strider den i bund og grund med vores aktuelle samtids konstante krav om pligtopfyldelse og produktivitet. Vi bliver flasket op til at forstå, at man må yde, før man kan nyde. Men hvad hvis det i virkeligheden er omvendt? At man nogle gange har brug for en pause for overhovedet at kunne bidrage med noget?

For både pauser og kunst gælder det, i mine øjne, at de ikke skal noget som helst. Men de kan potentielt en masse. I pausen og mødet med kunst kan der opstå de tanker, man ellers havde for travlt til at få tænkt, men som skal til, for at man kan komme videre eller ganske enkelt ændre sin bevidsthed.

Man kan dog ikke kræve dette potentiale frem, hverken af pausen eller kunsten. Og det er netop derfor både pausen og kunsten står i kontrast til vores kulturs krav. Vi har brug for pauser og kunst, præcis fordi de ikke passer ind i produktionsplanen, men er et alternativ, et fristed og åndehul for fri fantasi. Det nytteløse er nemlig, mener jeg, langt mere vigtigt end vi bilder os ind.

Det er René Holms samling af ’pausebilleder’ et smukt eksempel på. Både som kunst og som værker, der er skabt i pauserne mellem andre projekter. Eller er det måske hans mellemliggende produktion, der udgør pauserne? I alle tilfælde tilbyder udstillingen ’Pauser’ netop den potentielt bevidsthedsforandrende pause, der er kendetegnende for god kunst.

 

René Holm er født i 1967 og tog afgang fra Århus Kunstakademi i 2006. Hans værker har været vist i New York, Paris og Berlin, og lige nu er han aktuel på to gruppeudstillinger, nemlig ’Vanitas’, der kan opleves i Kunstbygningen Vrå til 27. juni og ’Heerup i midten’, der er vandret fra Henry Heerups eget museum til Viborg Kunsthal og vises der til og med 24. august.

René Holm: Pauser. Politikens Forhal. Til 8. august, 2014.

René holm 4

Bookmark permalink.

Lukket for kommentarer.

Lukket for kommentarer