
Mit eget billede af 3/4 af A Kassen (fra venstre: Søren Petersen, Christian Bretton-Meyer og Tommy Petersen), samt Politikens fotograf Jonathan Bjerg Møller
Glem alt om halvering af dagpengeperioden, for A Kassen er en kunstnergruppe, der nu også står som kuratorer af udstillingen ’Second-hand’
Det var egentlig ikke fordi hverken Christian Bretton-Meyer, Tommy Petersen, Søren Petersen eller Morten Steen Hebsgaard gik med planer om at blive en del af en kunstnergruppe. Og selvom de alle fire gik på det Kongelige Danske Kunstakademi, havde de ikke haft voldsomt meget med hinanden at gøre, før de tilfældigt kom til at arbejde sammen på et mindre projekt.

A Kassens tegning af ‘Juice’ til Charlottenborgs Forårsudstilling, 2006
Siden er de blevet kendt som A Kassen, og deres første større værk var den appelsinkaster, der løb med en hel del af opmærksomheden på Charlottenborgs Forårsudstilling i 2006. Faktisk fik værket ’Juice’ så fin en modtagelse, at A Kassen blev inviteret med igen året efter – denne gang helt uden om censuren. Det resulterede i en hane, der stak ud af væggen, hvorfra der flød champagne i stride strømme.
” Det havde været sådan lidt stressende med appelsinkasteren, for der var hele tiden en ældre dame, der kom i skudlinjen og var lige ved at blive ramt af en flyvende appelsin” forklarer Tommy Petersen, ”Derfor ville vi lave et værk, der satte os og publikum under lidt mindre pres anden gang”.
”Og fordi vi var blevet inviteret med, når nu alle andre skulle gennem censuren, forsøgte vi at fylde så lidt som muligt” fortsætter Christian Bretton-Meyer, ”Desuden ville vi ikke gentage ’Juice’ på nogen måde, for det er altid irriterende, når nogen venter noget præcist af én”.
Men selvom hanen måske nok i sig selv ikke optog meget plads på Charlottenborg i 2007, så snoede køen foran den sig igennem flere sale. Bag væggen havde kunstnerne travlt med at fylde champagne i maskinen – og med selv at tage for sig af de våde varer:
”Tommy og jeg fik drukket en del af champagnen undervejs” griner Christian Bretton-Meyer, ” Men jo mere vi festede, jo mere ansvarlige blev Søren og Morten, så det var et fint samarbejde!”
Lige nu arbejder A Kassen på højtryk med at få alt parat til ferniseringen på deres debut som kuratorer. Udstillingen hedder ’Second-hand’ og vises i IMO fra i dag og frem til slutningen af juli. Alligevel har både Tommy og Christian tid til en snak, mens Søren har kastet sig over konstruktionen af et par nybyggede rum, hvor der skal vises film og videoværker, og Morten er ude et sted i byen og ordne noget.
Arbejder I også hver for sig ind imellem?
”Nej, vi arbejder faktisk mest i gruppen. Selv har jeg det sådan, at jeg tænker, at de andre er bedre end mig” siger Christian.
”Det tænker jeg også – altså at jeg er bedre end dig!” griner Tommy.
Tilsammen har de nu haft stor succes med at skabt værker til museer og udstillingssteder i både ind- og udland. Alene i år står der både USA, Finland, Spanien og Danmark på udstillingsprogrammet, og sideløbende er A Kassen en del af det kunstnerhold, der driver udstillingsstedet IMO på Ny Carlsbergvej i København. Tommy forklarer:
”Da vi først blev spurgt, om vi ville være med, tænkte vi, at det med at være gallerister slet ikke var noget for os. Men så legede vi alligevel lidt med tanken og kunne pludselig se det enorme potentiale der ligger i et kunstnerdrevet sted i denne her størrelse”.
”Her kan vi udvide feltet for, hvad der kan lade sig gøre” tilføjer Christian.
Men hvor udvidet vil I have det, hvor langt ud vil I gå?

Mit eget foto af Kristian Busts værk på udstillingen ‘Second-Hand’, kurateret af A Kassen i IMO, 2010
”Vi vil for eksempel meget gerne have, at så mange som muligt føler sig velkomne til ferniseringerne. Mange har den opfattelse, at en fernisering er en lukket fest med hvidvin og smalltalk, men til vores fernisering spiller et countryband kopinumre, og det har da ikke meget med hvidvin at gøre!” siger Tommy, og tilføjer at ”det ikke gør noget, det bliver lidt folkeligt”.
Allerhelst så A Kassen, at hele karreen overfor IMO (også) dukker til ferniseringen. Her bliver der desuden lejlighed til at se udstillingen, der har genbrug som omdrejningspunkt. Det handler dog ikke om returflasker, men om bearbejdelsen og sammenstillingen af fundne film, fotografier og endda en skulptur, der så vidt vides er udført af en flok spejdere. Den fandt kunstneren Kristian Bust på vej til bageren, og det eneste, han har tilføjet, er en glorie i bøjet neon.
Hvilket værk bidrager A Kassen selv med til udstillingen?
”Det står stadig til diskussion! Vi arbejder tit stedspecifikt, og det betyder, at værket skal passe til omgivelserne og skabe den rigtige dynamik i rummet”.
”På en gruppeudstilling, som nu ’Second-hand’, har vi ikke lyst til at overtrumfe vores medudstillere,” uddyber Christian, ”Nogle gange er det helt i orden, at ikke alle opdager vores værk, for hvis de så senere hører om værket fra andre, skabes der en historie, og den er ofte bedre end værket kunne være, netop fordi man er fri til at fantasere sig frem til det ideelle kunstværk man kun har hørt om”.

Abigail Reynolds bidrag til udstillingen ‘Second-Hand’, 2010
Bonusinfo:
Christian Bretton-Meyer (født 1976), Morten Steen Hebsgaard (født 1977), Søren Petersen (født 1977) og Tommy Petersen (født 1975) er alle uddannet på de Kongelige Danske Kunstakademi og kalder sig tilsammen A Kassen, et navn de har valgt fordi det ligger dejlig højt på alfabetiske lister.
A Kassen skaber stedspecifikke værker, der inddrager publikum på forskellige, og ofte morsomme, måder. Selv betegner de deres arbejdsform som intuitiv og resultaterne som poetiske, og til tider også diskrete og underspillede.
A Kassen har siden 2006 bidraget til over 40 udstillinger, både i Danmark, Tyskland, Sverige, England, Spanien, Finland og USA.
Udstillingen ’Second-hand’ var kurateret af A Kassen og bestod af værker udført af danskerne Kristian Bust og Claus Hugo Nielsen, samt dansk-franske Caroline Sascha Cogez, tyske Felix Burger, canadiske Luis Jacob, britten Abigail Reynolds, norske Lars Laumann, Andras Csefalvay fra Slovakiet og A Kassen selv. Udstillingen blev vist i IMO, Ny Carlsbergvej 68, København V. Fra 19. juni til 31. juli, 2010
Pingback: A Kassen i Køge … – Trine Ross