Arcangel holder lukket fest for 90’erne

Cory Arcangel har det seneste årti haft lidt af en kometkarriere, men hans første udstilling i Norden er ikke en særlig spændende affære, hvis man ikke tilhører samme genration som ham

Cory Arcangel: All The Small Things. Heart – Herning Museum of Contemporary Art, Birk Centerpark 8, Herning. Til 22. juni. to hjerter

 

De fleste har sikkert prøvet at finde en gammel mobiltelefon eller andet digitalt isenkram, som man pludselig ikke længere husker, hvordan man tænder og bruger. Det er en pudsig oplevelse, men spørgsmålet er, om den er dyb nok til at fungere som udgangspunkt for en kunstnerisk produktion og oplevelse?

Den amerikanske kunstner Cory Arcangel (født 1978) mener tydeligvis, at det er tilfældet, men jeg er langtfra ligeså sikker. Måske skyldes det, at jeg aldrig har spillet ’Super Mario’, og så er det ærlig talt lidt svært at fange det fantastiske i, at Arcangel har fjernet alt andet end himlen og de pixelerede skyer fra spillet og præsentere det som nyt bud på et landskabsbillede.

’Super Mario Clouds’ fra 2002 er Arcangels gennembrudsværk, og hans senere karriere er imponerende med blandt andet en soloudstilling på Whitney Museum of American Art i New York. Idéen med at skabe en ny version af en velkendt motivkreds som landskabet, er da også ganske god, og har sikkert fungeret mere overbevisende på Arcangels tidligere udstillinger, hvor det manipulerede spil er blevet blæst op i stor størrelse.

Men på Heart i Herning har man valgt at vise værkerne på fem smartphones og en tablet, hvilket flytter fokus til mødet mellem det gamle spil og den nyeste teknologi. Oftest er det dog 1990’ernes digitale teknologi og dertilhørende populærkultur, der står i centrum, for Arcangel forsøger at redde lidt af begge dele, før tiderne skifter igen.

Hans tilgang er konceptuel, og da dette koncept er forankret i (ældre) teknologi, bliver den bestemmende for selve udtrykket. Her er med andre ord ikke lagt op til et sanseligt orgie af visuelle indtryk, nærmest tvært imod. ’Self-playing Nintendo 64 Courtside 2’ (2011) er således en stor projektion af et stærkt pixeleret videospil, hvor basketballstjernen Shaq konstant skyder forbi.

Med lidt god vilje peger værket på sin egen evighed, på et projekt, der er dømt til at mislykkes, samtidig med at Arcangel har manipuleret det helt fundamentale i spillet, nemlig interaktionen. For man kan ikke længere styre spilleren, sådan som det er meningen.

Man skal også på lidt af en tur i den bagvedliggende mening for at få bare en smule ud af den musik, der spiller i den ene sal. I den forklaring af udstillingen, som man får udleveret, kan man nemlig læse, at Arcangel har fundet frem til en række cd’er, han mener danner fundamentet for hans egen favoritsang: ’Since you’ve been gone’ af Kelly Clarkson. Mere får man ikke at vide, og da der oven i købet kun er plads til seks af de omkring 40 cd’er, der er tale om, i afspilleren, er det (igen) kun som idé værket virker.

Noget mere direkte går Arcangel til sagen i det helt nye og timelange værk ’Freshbuzz’, der kan ses i museets biograf. Her handler det om en sandwich-kædes digitale kommunikation med forbrugerne og vi inviteres ind i en parallelvirkelighed med skulpturelle sandwich, store smil og sportsstjerner, der anbefaler os at spise frokost netop dér.

Nogle af kædens billeder ligner nærmest popkunst fra 1960’erne, og den beregnende markedsføringsstrategi, der ligefrem indbefatter en kostekspert med usædvanligt hvide tænder, har kun godt af at blive set efter i sømmene og udstillet i al sin kunstighed.

Men vi ved jo godt, at de lyver i reklamerne, gør vi ikke? Eller at tiden går og skifter, ikke mindst når det kommer til digital teknologi? Og at vi er dybt afhængige af en teknologi, der, ligesom os selv, langtfra er ufejlbarlig?

Problemet er ikke så meget, at Arcangel fortæller os noget, vi allerede ved. Kunstens historie er fyldt med velkendte motiver, uden at det gør noget. Der, hvor kæden hopper af, er i mine øjne Arcangels totale fokus på 90’erne, eller mere præcist: et udsnit af en generation, der i det årti spillede computerspil, hørte techno og, åbenbart, downloader billeder fra nettet, som de derefter glemmer, hvad de ville med.

Tilhører man ikke selv samme generation, føles det lidt som at være til den forkerte fest. Man forstår ikke, hvad de andre griner så højt af eller hvorfor det skulle være noget helt særligt. Arcangels værker er gennemsyret af en nostalgi, det ganske enkelt er svært at følge, hvis man ikke selv har været der og kan mindes de (måske) gode gamle dage.

Konceptkunst er oftest en svær kunstnerisk genre at forstå, idet det handler mere om idéer end om visuelle værker. Men sjældent har den samtidig været så generationsspecifik, som det er tilfældet her. Selv med udstillingens kurator ved hånden er det mig således stadig en gåde, hvorfor det er så vigtigt at bevare for eksempel en sandwich-kædes reklameæstetik for eftertiden.

Jeg er ellers på ingen måde bare en smule modstander af at samle og gemme, hverken på ting, kunst eller informationer. Men hvad det er fremtiden skal med et mausolæum over 90’ernes, og til dels også vores aktuelle samtids, mere eller mindre vellykkede brug af det digitale, ved jeg ærlig talt ikke.

Andet, selvfølgelig, end at vi en dag kan grine af, hvor tidstypisk og sikkert tåbeligt, det tager sig ud, set med en anden tids øjne.