Henri Matisse: illustration til bogen ‘Une fête en Cimmérie’, udført 1948-50. Musée départemental Matisse, Le Cateau-Cambrésis. Foto: Philip Bernard
Man forbinder mange og stærke farver med Matisse, så umiddelbart er de arktiske egne ikke et oplagt motiv. Men det viser det sig så alligevel at være
Matisse og eskimoerne – Et overset kapitel i kunsten, Ordrupgaard, Vilvordevej 110, Charlottenlund. Til 29. november, 2015. fem hjerter
Det lyder mildest talt mærkværdigt: Matisse og eskimoerne. Men den er god nok, for Henri Matisse (1869-1954) arbejdede faktisk sidst i 1940’erne med motiver af eskimoer, eller inuitter, som man nok ville sige i dag. Om man ligefrem kan tale om ’et overset kapitel i kunsten’, sådan som udstillingens undertitel hævder, er mere tvivlsomt, men det gør nu ikke så meget.
Eugène Delacroix: ‘Sardanapalus’ død’, 1827
For det er en flot udstilling Ordrupgaard har sat op. Typisk for museet lægges der pædagogisk ud med en række referenceværker, hentet i Ordrupgaards egen samling. Her kan man følge inspirationen fra Cézanne, Pissaro og, ikke mindst, Gauguin og den endnu ældre Delacroix (der dog, tords alt, ikke bidrager med billedet her til venstre!), der begge var stærk optagede af det eksotiske.
Matisse var selv blandt de allerførste, der lod sig inspirere af såkaldt primitiv kunst fra Afrika og Oceanien. Det skete i de første år af det 20. århundrede, og interessen blandt kunstnerne holder sig i flere årtier og gennem adskillige stilretninger, blandt dem surrealisterne, der under Anden Verdenskrig i stort tal flygter til New York.
Også Matisses svigersøn, Georges Duthuit, befinder sig i 40’erne i New York, hvor han er i selskab med surrealister som André Breton og Max Ernst, samt den franske antropolog Claude Lévi-Strauss. Her opstår en interesse for kunst fra de arktiske egne, som kunne købes hos antikvitetshandleren Julius Carlebach på Manhattan.
Men Duthuit føler sig tilsyneladende ikke særlig tilpas i metropolen og begynder i stedet at fantasere om inuitterne som kimmerierfolket, der i hans fantasi bliver til New Yorkernes festlige modsætninger. Kimmerierfolket kendte Duthuit fra Odysseen, hvor Kirke råder Odysseus til at sejle ned i underverdenen og langt mod vest finder ”det land og den stad, hvor Kimmerierfolket har hjemme. Landet er hyldet i tåge og mulm …”.
Duthuit forfatter et langt epos om Kimmerierfolket og han får sin svigerfar til at stå for illustrationerne. Problemet er bare, at Matisse aldrig har set en inuit, så han må hente sine forlæg i Knud Rasmussens bestseller ’Across Arctic America’ fra 1927. Men Matisse kaster sig over opgaven med glæde, måske fordi han her kan arbejde videre med sit livslange, kunstneriske projekt, hvor ansigtet koncentreres til ren essens.
For udstillingen er det også held i uheld, idet man nu med sindsro kan indlægge en hel sal med fokus på Knud Rasmussen og nogle af de fuldstændig fantastiske masker, han bragte med sig hjem fra Thule ekspeditionerne. Her er pelsmasker til brug ved ’konebytteleg’, en kloning mellem en flynder og en sæl, samt ren abstraktion, der kombinerer irgrøn og dybrød.
Det kunne ellers lige have været noget for Matisse, der har en sådan kontrol over koloritten, at det næsten er ufatteligt. For hvordan kan en mættet, ren grøn leve sammen med en blågrøn, der endda har turkise tendenser? I teorien skulle de holde sig på mindst 100 meters afstand af hinanden, men i Matisses maleri ’Odalisk med tamburin’ fra midt i 1920’erne, går de ligeså smukt i spænd.
De fotografiske forlæg omsætter Matisse dog til stregtegninger, der forenkles yderligere når de bliver til litografiske prøvetryk. Man kan se variationer i både stregens og papirets farve, men ellers er det let at genkende de fire inuitter, vi følger fra fotografi over skitsetegning og prøvetryk til den endelige illustration i pragtbogværket, som først udkom i 1963, ni år efter hans død.
Men inuitterne dukker også op andre steder i Matisses sene produktion, hvor han efter en alvorlig sygdom i 1941 ikke længere kunne stå op ved et staffeli. I stedet begyndte han at ’male med sakse’, som han kaldte det, og midt i de farvestrålende og ikoniske papirklipfriser, dukker der pludselig et stærkt stiliseret inuitansigt op.
For Duthuit var eskimoerne en fantasiflugt, for Matisse en række motiver, hvor han kunne eksperimenterer med ansigtet i sin reneste form. Ingen af dem tog særlig notits af, hvem inuitterne egentlig var, og hvad de fik ud af den arktiske forbindelse siger mere om dem selv og hvad de søgte. Men det er dem tilgivet, når der alligevel kan komme så helstøbt en udstilling ud af det.
Henri Matisse: ‘Eskimoen’, 1947. Design Museum Danmark