Arnold Newman: ‘Stravinsky’, 1946
“Jeg skaber, opbygger og kreerer, mere end jeg tager billeder. Efter et par årtier kan den portrætterede, og det gælder også for præsidenter, være glemt, men hvis billedet formår at give næring til både sjælen, hjertet og hjernen, vil det overleve – også når ingen længere husker den portrætterede”.
Arnold Newman er på papiret 85 år, men de lysslugende øjne bag brilleglasset tiltrækker sig stadig en så udelt opmærksomhed, at rummet omkring os forsvinder.
“Det er ikke kameraet man skal tage billeder med, men hjertet. Kameraet er kun et værktøj, ligesom penslerne og malingen er det for en kunstner. Det er stadig en Giacometti eller en Picasso, selvom den er tegnet på dårligt papir. Det er ikke det, der er det afgørende”.
Arnold Newman: ‘Picasso’, 1954
Det var lidt af en tilfældighed, eller måske nærmere en række af slagsen, der gjorde at Arnold Newman blev fotograf. Efter verdensøkonomiens kollaps sidst i 1930’erne, måtte han opgive sit kunststudie og begyndte at arbejde hos en kommerciel portrætfotograf.
Egentlig havde han tænkt sig at fortsætte studierne om aftenen, men hans venner ville hellere ud og fotografere. Så Arnold newman lånte et kamera af sin onkel. Resten er historie.
“Tre år senere købte Museum of Modern Art det første billede af mig, samtlig med at den store fotograf Stieglitz tog mig under sin vinge – og så var der ingen vej tilbage for en 23-årig ! ”
“Jeg ville have folk ud af fotografernes studier, ud i virkeligheden, så billedet kunne fortælle noget om hvem de var. Selvfølgelig kan et billede ikke sige det hele, men man kan fortælle noget. Hvis Picasso var blevet fotograferet i slips og jakkesæt, ville han ligne en hver anden forretningsmand. Derfor fotograferede jeg ham i hans atelier”.
Sideløbende med Arnold Newmans succes som fotograf, skete der noget andet afgørende i hans liv: han mødte en ung kvinde ved navn Augusta.
“Hun var en smuk pige – lad mig bevise det” siger han, og finder et billede frem fra sin pung. Den unge kvindes træk står stærkt og rent, og der er en skønhed i hendes smil som synes at stikke dybere.
“Hun fortalte mig, at hendes chef arbejde med import og eksport, men der var altså også en natklub i bygningen, så jeg var noget mistænksom. På vores anden date sagde hun, at hun skulle være tilbage på jobbet klokken 23, og det syntes jeg jo var meget mærkeligt”.
Arnold Newman har transformeret sig til en ung mand, men med sit ældre jegs vidende overbærenhed. Det viste sig, at Augusta arbejdede for Israels hemmelige hovedkvarter, der havde fundet et noget nær perfekt skjulested midt i Manhattans natteliv.
I 1946 blev Arnold og Augusta gift, og de har været sammen lige siden.
“Vi har haft et lykkeligt liv sammen. Det er den slags man kommer til at tænke på, når man bliver gammel “.
Der glider en hastig skygge over Arnold Newmans ansigt. Han er ikke ung længere. Men han er stadig forelsket.
“Det det kommer an på er, om man virkelig holder af hinanden. Vi har aldrig haft problemer – jo: penge. Vores største problem har altid været, at hun aldrig har brugt penge på sig selv. Det har jeg ikke kunnet få hende til”.
Selvom familien altid har været Arnold Newmans omdrejningspunkt, så er der ingen billeder af dem med på Louisianas udstilling.
“Når jeg tog billeder af mine sønner da de var børn, sagde de altid: få det nu overstået. De var aldrig imponerede over at blive fotograferet eller over hvem der kom i vores hjem”.
Arnold Newman: ‘Monroe’, 1962
“Måske var de også lidt for unge til at blive tændt af Marilyn Monroe”, tilføjer Arnold Newman eftertænksomt, “Marilyn Monroe var en af de mest sørgmodige kvinder jeg har mødt. Nu var jeg jo en gift mand, men jeg kunne alligevel godt regne ud, at den seksuelle tilfredsstillelse hun kune give, slet ikke ville stå mål med de problemer, man også ville få med hende”.
Arnold Newman retter sig op i stolen og udbryder:
“Sådan har jeg aldrig sagt det før !”.
“Selvom de fleste af de mennesker jo har fotograferet er kendte, så er de som alle andre. Man skal ikke tilbede andre mennesker. Hverken konger, dronninger, diktatorer eller stjerner. Men de fleste mennesker er interessante. Også dem jeg hader! Som for eksempel Audrey Hepburn. Hun skrev i sine erindringer, at hun godt kunne være besværlig – og det var lidt af en underdrivelse. Hun var forfærdelig !” .
Arnold Newman: ‘Kennedy’, 1953
Arnold Newmans varemærke blev helt fra starten portrætter, hvor personen placeres i sine egne omgivelser: John F. Kennedy midt i magtens arkitektur (som han fuldstændig synes at beherske), Mondrian med staffeli så snorlige som hans malerier, Stravinskij som symmetrisk spejl af sit flygel.
“Det er umuligt at forklare, hvordan jeg arbejder. Det er et instinkt, ikke en formel. Hvem er det iøvrigt der altid laver alle de dér regler – ikke Gud, i alle tilfælde!”
“Nogle af dem jeg portrætterede, blev mine gode venner – ofte gennem flere årtier. Det er forfærdeligt, når de bliver ved med at dø fra én”.
Eftertrykket i stemmen er ikke til at tage fejl af, det slukker al lys i lokalet. Men selvom også Arnold Newman selv er en ældre mand, så har han ikke tænkt sig at gå på pension:
Arnold Newman: ‘Duchamp’, 1966
“Jeg kender ingen sande kunstnere, der nogensinde er gået på pension – eller som spiller golf. Pension er det samme som døden”.
Og døden er blevet stadig mere nærværende i Arnold Newmans liv, selvom han allerede som 20-årig lærte, at man aldrig kan føle sig sikker.
“Krakket i 1929 gjorde, at vi pludselig kun ejede hvad vi havde på os. Hele formuen forsvandt og det tog livet af min far. Det har betydet, at jeg altid håber, at alting ikke lige pludselig ændrer sig til det værre, men også at jeg er fandens bevidst om, at det kan gøre det”.
“Det lærte mig at tage mine forholdsregler. Jeg har sparet op og det er nyttigt nu, når mine børnebørn går på college. Det eneste, der virkelig betyder noget, er familien – og vennerne. Alt det andet” han gør en bevægelse der indfanger rummet, “er meget sjov, måske endda spændende, men de er det vigtigste. De er det eneste, der virkelig tæller”.
Bonusinfo:
Jeg mødte Arnold Newman i forbindelse med hans soloudstilling på Louisiana i 2003. Tre år senere døde han. Men jeg glemmer aldrig den fortryllede eftermiddag, hvor han, som en elskelig bedstefar, spurgte mig ud om mit liv og mine drømme. Og jeg svarede! Men det kom ikke med i interviewet …