Asger Jorns grafik

Asger Jorns grafik er stadig et gensyn værd, men der mangler både nytænkning og bredde i præsentationen på Kastrupgårdsamlingen

Asger Jorn – Grafiske værker udført i værkstedet Clot, Bramsen & Georges i Paris. Kastrupgårdsamlingen, Kastrupvej 399, Kastrup. Til 9. juni, 2014. tre hjerter

 

 

 

Det kan ikke være helt let at komme til med endnu en udstilling i anledning af Asger Jorns 100-års dag fornylig. Så hvis man skal gøre sig forhåbninger om at blive besøgt og set, må man tilbyde sine gæster noget nyt eller i det mindste anderledes. Jorns værker er jo nu en gang skabt og der kommer, desværre, ikke flere til, så det er i præsentationen af dem, man som museum har mulighed for at tænke i nye baner.

Den betragtning deler man dog tydeligvis ikke på Kastrupgårdsamlingen, der som deres bidrag til festlighederne har valgt en helt klassisk præsentation af Jorns grafik. Vinklen kunne for så vidt være velvalgt, idet Kastrupgårdsamlingen er blevet udviddet med endnu en fløj, så der er bedre plads til samlingen af netop grafik, men alligevel er det ikke helt vellykket.

Man har nemlig valgt kun at fokusere på Jorns samarbjede med den danske trykker Peter Bramsen i Paris, hvilket samtidig vil sige tiden fra 1966 til 1972, året før Jorns alt for tidlige død. Der er ellers fire årtiers grafiske produktion fra Jorns hånd at tage fat på. Og selv i den afgrænsende seksårsperiode, udførte han sideløbende mange andre grafiske værker hos blandt andre Erker-Presse i St. Gallen og københavnske Permild & Rosengreen.

På plussiden finder man så en hel del glimrende grafiske værker på udstillingen, som litografiet ’La Fête des Mortes’ (de dødes fest) fra 1969, hvor Jorn har sprøjtet og sprayet så det er en lyst. Derved trækker han samtidig tråde tilbage til gennembrudsværket, maleriet ’Brev til min søn’ fra midt i 1950’erne, hvor de vilde stænk også spiller en central rolle.

Endnu længere tilbage i Jorns produktion peger et andet litografi, nemlig ’Grand déménagement’ (den store flyttedag), ligeledes fra  1969. I alle tilfælde minder det flagrende hår fra den henslængte kvinde, der vipper koket med sine små ben, mig om de af Jorns værker, der kredser omkring inspirationen fra en rejse til Tunesien i 1947.

Hvis bare blikket havde været bredere, kunne grafiske værker med udgangspunkt i Tunesiensturen også have været vist på udstillingen. En større bredde havde desuden givet en til tider tiltrængt variation i udtrykket, for Jorns samarbejde med Bramsen er næsten entydigt farvestærkt, grænsende til det kulørte, ikke mindst når værkerne ses samlet som her.

Man skal således gå helt tæt på det enkelte værk og lukke alle de omkringhængende værker ud, for at få det fulde udbytte. Men så oplever man også en voldsomhed, der til tider er direkte eksplosiv, med linjer der tegner nakker og dermed hele hovedskaller før de forsvinder.

Som modspil til de oftest dramatiske litografier finder man en række træsnit, der udstråler en anden form for råhed og sanselig poesi. I sin mest primitive form kan et træsnit trykkes over et motiv ridset ned i bordpladen, og sådan skabte Jorn faktisk et af sine mest vidunderlige små træsnit hos Bramsen.

Men man kan også gå mere elaboreret til værks, som det ses i serien ’Études et surprises’ (studier og overraskelser) fra 1971. Her arbejder Jorn videre med en træsnitsteknik, som Edvard Munch introducerede, hvor man skærer trykpladen, og dermed motivet, ud i stykker, der så kan trykkes i hver sin farve.

Det er ganske vist ikke voldsomt imponerende, hvad Jorn fik ud af seks sådanne prøvetryk til ’Le futur du passé’ (fremtidens fortid) fra denne serie. I alle tilfælde overstråler det endelige tryk fuldstændig sine forgængere, idet Jorn her behændigt kombinere fine streger og dybe hug, samt farver, der smelter sammen og det hvide papir.

Den slags kontraster er Asger Jorn ikke ene om at benytte sig af, som man kan se det i en anden sal på Kastrupgårdsamlingen, hvor man viser grafiske værker af John Kørner (født 1967). Hvorfor man ikke har grebet den oplagte chance og ladet de to kunstnere mødes, er ganske enkelt en gåde. For her kunne man have fået lidt af det nysyn, den anderledes optik på det velkendte, som der skal til, hvis man ønsker at konkurrere med de mange andre Jorn-udstillinger.