Astrid Kruse Jensen

Astrid Kruse Jensen: ‘Fragments of Remembrance #7’, 2014/2015

Astrid Kruse Jensen: Fragments of Remembrance, Martin Asbæk Gallery, Bredgade 23, København K. Til 17. oktober, 2015

Måske var det virkelig Michelangelo, der som den første sagde, at han huggede alt det i stenblokken væk, der ikke var en det af figuren, som var fanget inde i stenen. I alle tilfælde arbejdede han sig frem fra en udvalgt side, så det må have set ud som om den færdige skulptur blev løftet op af et vandspejl, sådan som den kom tilsyne.

Astrid Kruse Jensen har udviklet en arbejdsmetode, der minder om Michelangelos. Men hun bruger et mørkekammer til sit kunstneriske arbejde. Her eksponeres et negativ ned på lysfølsomt fotopapir, men hvor man normalt ville lægge det stadig hvide (men eksponerede) fotopapir i et bad af fremkalder, drypper hun i stedet fremkalderen på papiret, så motivet træder frem dér hvor dråberne rammer.

Resultatet er som erindringer og drømmesyn: fragmenteret, fremmedartet og dog genkendeligt. Og netop vores måde at huske på, er da også omdrejningspunktet for store dele af Kruse Jensens kunstneriske produktion, sådan som man kan se det hos Martin Asbæk. Foruden værkerne i serien af drypfremkaldte fotografier byder ’Fragments of Remembrance’ på bl.a. ’The Lake’, hvor hun har genbesøgt Loch Lomond i Skotland, som hun selv har en hel del minder fra, idet hun er uddannet fra bl.a. Glasgow School of Arts.

Astrid Kruse Jensen: ‘The Lake’, 2015

Mange timer tilbragte hun som studerende ved søens breder, og det er disse minder hun så at sige har genskabt i fotografiet, der er taget med et usædvanligt primitivt kamera. Af samme grund er hele motivet et smule uldent og uskarpt, hvilket passer perfekt til genopdagelsen af en erindring.

Andre af de fotografiske værker er taget med storformatskamera, så alting står superskarpt. Det gælder ’The Forest’, hvor Kruse Jensen uforfærdet fotografere et af det mest klichéfulde motiver: skoven i al dens skønhed og ro. Men hun er på udkig efter mere end det, for de slanke stammer synes nærmest at spejle sig selv og hinanden, de gentager den lodrette linje igen og igen gennem billedet, uden hverken centrum eller ende.

Astrid Kruse Jensen: ‘The Forest’, 2015

Spejlingerne fortsætter i ’Inside Out’ og igen er det storformatskameraet, der har været i brug. Denne gang er det dog en indendørs scene, der er motivet, hvilket gør spejlingen så meget mere mærkværdig, forbi vi ikke er vant til at se så genkendelige elementer som vinduer, vægge og lofter spejlet i vand. Det tilfører sceneriet en drømmeagtig karakter, der til gengæld modsvares af skarpheden i billedet, så man bliver i tvivl om, hvor den er gal: i motivet eller i ens eget hoved?

Astrid Kruse Jensen formår at forene det poetiske med det (foto)tekniske, det personlige med det alment genkendelige, det velkendte med noget, der aldrig er set før.

Astrid Kruse Jensen: ‘Inside Out’, 2015