Bare klø dig, kalv!

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Kalv, der klør sig’, 1887. Bronze. H. 18 cm. Carl Nielsen Museet. Foto: Niels Ulrich Hansen

Men som gæst må man (også) klø sig i nakken og skuffes over, at den meget lille særudstilling aldrig får fat i Anne Marie Carl-Nielsen, hverken som god historie eller spændende kunstner.

Anne Marie Carl-Nielsen: Dyrestudier, Den Hirschsprungske Samling, Stockholmsgade 20, København Ø. Til 28. marts, 2016. to hjerter

Måske var hun ligefrem den første kvindelige kunstner i hele verden, der udførte en rytterstatue i fuld størrelse. I alle tilfælde var Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) den første danske kvinde, der fik sådan en opgave. Knap tyve år tog det hende at færdiggøre skulpturen af Christian IX til hest, der i 1927 endelig blev afsløret på Christiansborgs Ridebane. Og så var den faktisk lidt af en skuffelse.

Det samme kan man desværre sige om Den Hirschsprungske Samlings særudstilling om Anne Marie Carl-Nielsen: Der ligger uden tvivl et stort arbejde bag, men resultatet lever langtfra op til hverken forventningerne eller potentialet. Faktisk er det lidt af en tilsnigelse overhovedet at kalde det en udstilling, for hele præsentationen fylder en enkelt lille sal.

Her har man desværre valgt at belyse skulpturerne med spotlys, der ganske vist kaster flotte skygger (som Anne Marie Carl-Nielsen dog ikke arbejdede bevidst med), men som samtidig både overbelyser værkerne og blænder den besøgende.

Det er ligeledes en gåde, hvad et udstoppet Shropshire-får, udlånt af Statens Naturhistoriske Museum, har at gøre midt i det hele – andet end at skabe en sær association til kunstsensationen Damien Hirst, der er blevet verdensberømt for at udstille diverse dyr i formaldehyd. Men det er intet med Anne Marie Carl-Nielsen at gøre.

Hun er i stedet en kunstner, der befinder sig et interessant sted mellem noget nærmest arkaisk og moderne, det arketypiske og bevægelsen, nuet og evigheden. Og selvom Anne Marie Carl-Nielsen som kvinde ikke havde adgang til Kunstakademiet på lige fod med hendes mandlige kolleger, havde hun talent nok til at få succes – også internationalt.

Således er hun kun midt i 20’erne, da hun i 1889 på Verdensudstillingen i Paris vinder bronzemedaljer for ’Kalv, der slikker sig’ og ’Kalv, der klør sig’ (se øverst på siden!). Efterfølgende sælger hun skulpturerne for samme pris, som hendes far hjemme på gården nær Kolding kan få for sine kalve, og det giver respekt fra familien.

Anne Marie Carl-Nielsen: ‘Forskrækket får’, ca. 1887 eller ca. 1899. Bronze. H. 23 cm. Carl Nielsen Museet. Foto: Niels Ulrich Hansen

Det er i disse små og smukt sansede skulpturer, at Anne Marie Carl-Nielsen er bedst, præcis som vi i dag ofte synes bedre om guldaldermalernes skitser. De færdige værker, derimod, kan godt  blive noget stive i det. Ligesom hendes monumentalskulptur af kongen til hest.

Men i de mindre værker, studierne, er alt levende. Den helt særlige fornemmelse for bevægelse, for kød og knoglers forskydninger under huden, havde Anne Marie Carl-Nielsen til dels fra selvstudier hos en dyrlæge på Koldingegnen, der lærte hende om anatomi og lod hende dissekere en død kalv.

Hvor jeg ved det fra? Ja, ikke fra selve udstillingen, men fra det tilhørende katalog, der på en baglæns måde kun gør skuffelsen over udstillingen endnu større. For selv ikke det temmelig tørre, akademiske sprog kan skjule, at her er tale om en kvinde, der kunne være en af Astrid Lindgrens heltinder.

To små smagsprøver på dette er dog kommet med som citater på udstillingen, hvor man kan læse, at hun rullede sig i græsset, iført rød ”Morgenkjole” for at hidse en tyr op, ligesom hun hentede lus på nabogården, så hendes egne kalve kunne klø sig og dermed stå model.

Det var dén unge kvinde, komponisten Carl Nielsen mødte og giftede sig med i 1891. Det var hende, der omgikkes med både den danske kunstner J.F. Willumsen og franskmanden Rodin i Paris. Det var dén Anne Marie Carl-Nielsen der egentlig vandt opgaven om et monument over Finsen – som Rudolf Tegner i stedet blev tildelt, sådan som det ses ved Rigshospitalet i København.

Det er dén kunstner og kvinde, man så gerne ville lære at kende på udstillingen. Hende, der skabte sig en international karriere, var en central person i kredsen omkring Den Frie og grundlagde ’Kvindelige Kunstneres Samfund’ i 1916 sammen med blandt andre Anna Ancher. Det sker bare ikke. Anne Marie Carl-Nielsen fortjener mere end dette – og det gør vi andre også!