Erwin Wurm er mesterlig morsom, men i hans bedste værker er der mere på spil end spas og ballade, når han udforsker transformationen af et kød til et andet
Erwin Wurm: Some of this and some of that, Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85 A, København V. Til 17. januar, 2015. fire hjerter
Den østrigske kunstner Erwin Wurm (f. 1954) har solgt sine værker til steder som Centre Pompidou i Paris, New Yorks Guggenheim og vores eget Louisiana. Nu gæster han Galleri Bo Bjerggaard med en soloudstilling, der meget præcist hedder: ’Some of this and some of that’.
For her er lidt af hvert, men ikke særlig meget af det, Wurm er mest kendt for. Tilbage i 1980’erne slog han sit navn fast med serien af ’One Minute Sculptures’, hvor han selv eller andre indtog til tider temmelig akavede stillinger, der skulle gøre det ud for skulpturer – et enkelt minut. Hvilket heldigvis er rigelig tid til at tage et billede af optrinnet, sådan som Wurm da også gjorde.
Et-minut-skulpturerne synes at være et forsøg på at komme ind på livet af skulpturen, der som kunstnerisk disciplin godt kan forekomme noget fjern og ophøjet. Med humor, hurtighed og samtidige menneskekroppe kunne Wurm så at sige puste nyt liv i skulpturen.
Kroppen er også omdrejningspunktet i de værker, han viste på Venedig Biennalen i 2011. Også selvom den ikke er motivet. For Wurms ’Fat Car’ er så oppustet som en overvægtig amerikaner, mens ’Narrow House’ sætter kroppen i alarmberedskab, fordi vi på den ene side genkender et hus og på den anden opdager, at det er alt for smalt til at leve i.
En enkelt lille fed bil er med hos Bjerggaard, men ellers handler det mest om (mande)kroppen. I Wurms nye fotografiske serie, ’De profundis’, videreudvikler han således sine ’One Minute Sculptures’ ved at lade mandlige, midaldrende venner og kolleger posere – nøgne. Men som noget nyt bemaler Wurm derefter fotografierne, han omformer kroppene og til tider også kønnet.
Selv i overmalet tilstand er mændene dog usædvanligt nøgne. Eller mere præcist: de er nøgne på den måde, som mennesker rent faktisk er, bare ikke på billeder. Og selvom de, som sagt, er bemalede, er det alligevel næsten for meget, for nøgent, for intimt at se på.
Samtidig udstilles mændene i positioner, der får dem til at ligne kvinder. Behårede kvinder. Som når Wurm tegner videre på ’Untitled (Max)’, så der skabes et kvindebryst ud af mandens lodne brystkasse, samtidig med at det mandlige køn behændigt maskeres, så det i stedet ligner en kvindes.
I det lille katalog til udstillingen foreslår museumsdirektør for Kunsten i Aalborg, Gitte Ørskov, at serien skal ses som memento mori’er, altså påmindelser om, at vi alle forfalder og en dag skal dø. Men selvom jeg personligt er meget optaget af memento mori, så synes jeg ikke det er det, jeg ser tydeligst i Wurms fotografiske serie. Legen med kønnet er for mig langt tydeligere, således at transformationen ikke så meget går fra levende til død, men fra mand til kvinde.
Måske handler det dybest set om begærets anatomi. I alle tilfælde henter serien sin titel, ’De profundis’ (fra dybet), hos Oscar Wilde, der skrev et brev til Lord Alfred Douglas under denne overskrift, mens han sad fængsel for sit forhold til selv samme adelsmand. Første halvdel af det lange skrift omhandler deres forhold, mens Wilde i sidste del beskriver den forandring, han undergår i fængslet.
Hvilket jo bringer os tilbage til transformationen, der for Wilde bestod i et helt nyt syn på Jesus, smerte og ydmyghed. Hos Wurm er der rester af det kristne, idet flere af figurerne godt kunne ligne afarter af Jomfru Maria. Men mon ikke det er noget langt mere grundlæggende, Wurm forsøger at få fat i? Noget der handler om kød og krop, om hvem vi er og hvordan vi ser hinanden?
Mere entydigt morsomme, og meget mindre foruroligende, er i mine øjne Wurms skulpturer, der ligner en karrikatur af Giacomettis trådtynde mænd, opbygget af pølser. Et kød bliver et andet, når cocktail- og wienerpølser genopstår som søgende mennesker med titler som ’Ideal Me’. Og så har jeg slet ikke nævnt agurkerne i friske farver, der ligefrem kan stritte ret ud af væggen. Men mon ikke også gallerigæsten selv kan skabe sine egne (uartige) associationer på den front?