Foto: Jan Søndergaard
Nina Beier inviterer til associationsleg og selvom det tager tid og mentale kræfter at lege med, så er der al mulig grund til at gøre det, for her er potentiale til eftertanke i adskillige retninger
Nina Beier: Food Chain Café, Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Strand 48, København K. Åbner i dag og vises frem til 20. januar, 2019. fem hjerter
Lad det være sagt med det samme: Selvom Nina Beiers værker har været vist så prestigefulde steder som Centre Pompidou i Paris, Londons Tate Modern og Power Station of Art i Shanghai, er det ikke nogen let udstilling, der venter i Kunstforeningen Gl. Strand.
Her er ingen smukke farver at lade sig henføre af, ikke sal på sal med vidunderlige værker og kun en forholdsvis kort introduktionstekst at forholde sig til. Men forholde sig, det skal man. Man skal lege med, associere, fabulere og opmarchere egen viden for at skabe liv i salen, der dybest set kun indeholder fem løveskulpturer i marmor, nogle baguettes, en håndfuld gamle smykker og en enkelt (kopi)taske.
Det lyder ikke af meget og ligner det heller ikke ved første øjekast, men bliv endelig hængende. Spørg dig selv, om løverne brøler fordi de pludselig bliver angrebet af brødet, der som store igler klæber sig til deres kød og brusende manker? Og leg videre med tanken om forholdet mellem billig simili og den ægte vare, hvad enten det handler om smykker, tasker eller foregår på et højere filosofisk niveau.
Mit eget foto af særpræget detalje på Nina Beiers udstilling i Gl. Strand
Løveskulpturerne i sig selv er et godt sted at begynde, for selvom de umiddelbart ser forholdsvis ens ud, er der en del forskelle og sjove detaljer, hvis man ser nærmere efter. Den hvide løve skiller sig naturligt ud, både ved sin farve og stilling, mens de fire andre falder i to par, hvor hver løve er et spejlbillede af sin makker.
Men da de er hugget i hånden er end ikke parrene helt indbyrdes ens, og særlig spændende bliver det, når man begynder at lede efter forskelle mellem de brune og de sorte løver i en variant af legen ‘find fem fejl’.
Det er ved et sådant nærmere eftersyn, man også kan få øje på løvernes anus, der, sjovt nok, er klart markeret. Sådanne anatomiske detaljer ville de færrest nok savne eller lægge mærke til manglede, hvis de ikke var taget med. Men det er de altså her, hvor den hvide løve endda er udstyret med noget nær et skrifttegn af en åben cirkel, mens de øvrige har mere hulformede markeringer.
Herfra kan man tage legen et trin op og tænke på løvens betydning, både som rovdyr og, mest af alt, som et symbol, der har fascineret os siden tidernes morgen. På Nationalmuseet har man en fin buste af den egyptiske løvegudinde Sekhmet, udført mellem år 1403 og 1365 før vor tidsregning, men løver optræder også i kulturer, der aldrig har haft levende løver inde på livet.
Siden Han dynastiet (206-220 f.v.t.) har løver således vogtet indgangene til kinesiske paladser, templer og restauranter, selvom der ikke findes vilde løver i Kina. De stærkt stiliserede kinesiske løver optræder altid i par, hvor hanløven hviler sin ene forpote på en (jord)klode, mens løvinden holder en legesyge unge i forholdsvis ro med poten.
Fra Kina bredte løverne sig til hele Østen, men også her i den vestlige verden er vi så vilde med løver, at man finder dem alle vegne: på Trafalgar Square i London, foran New York Public Library på Manhattan og selv i vores eget rigsvåben.
Endnu mere udbredt er dog brødet, om det er formet som en baguette, en pita eller et solidt, dansk rugbrød. Også her er der religiøse referencer, men mest af alt er brødet dog så velkendt og hverdagsagtigt, at det er lige til at overse – i stærk kontrast til løverne.
Eget foto af Nina Beiers installation i Gl. Strand, 2018
Men Beier bryder vores forventning til brødet ved at forme det frit og give det et liv, der er både overraskende og temmelig foruroligende. For hvis en så basal fødevare kan transformere sig og gå til angreb, hvad kan man så stole på?
Ikke meget i Beiers univers, hvor netop genforhandlingen, transformationen og det, at stille spørgsmål, spiller en helt central rolle. Det ses tydeligt i hendes store interesse for simili og andre former for kopier, som hun ligefrem samler på.
For hvor andre ser simili som billig efterligning og kopi, er der for Beier tale om en genstand, der mimer originalen og derved bliver et billede på den oprindelige genstand, som således kommer til at stå så meget mere skarpt. Samtidig handler forholdet mellem simili og original også om pris, om den værdi, vi tillægger en given genstand. Og den slags er Beier i høj grad interesseret i at diskutere, spørge ind til og sætte i spil.
Det sker også i mødet mellem marmorløver og baguetter, hvor de stenhårde og symboltunge dyr konfronteres af billigt, føjeligt og højst forgængeligt brød. De (forholdsvis) finkulturelle løver inficeres med brødbacillen, der på den ene side trækker dem ned fra deres dekorative pedestal med alle de historiske og kulturelle konnotationer, og på den anden side netop accentuerer disse. Hvad udfaldet af denne kamp vil være, ved man ikke, for Beier balancerer magtforholdet så præcist, at vinderen er umulig at udpege.
Til gengæld er der ingen tvivl om, at man selv kan vinde ved at give sig hen til oplevelse. Så tag imod Nina Beiers invitation til associationsleg, også selvom der stort set ingen regler er og det ikke er helt let at lege med. Giv installationen lidt tid, lad dig langsomt inficere og bliv baguetteangrebet som en sand løve!