H. a. Brendekilde: ‘Udslidt’, 1889, illustration fra bogen
Aflæsningen er lige lovlig langt ude på landet, for godt nok er Brendekildes maleri ‘Udslidt’ fantastisk, men det har næppe inspireret Munchs ‘Skrik’, sådan som ny bog ellers hævder
Ralph Sonne: ‘H.A. Brendekilde. Værk og betydning i dansk kunst- og kulturhistorie’, Forlaget Multivers, 238 sider, gennemillustreret i farver, pris 329 kroner. tre hjerter (hvilket er flinkt!)
Det er et af dansk kunsts mest dramatiske malerier: den udslidte landarbejder, der er faldet om på en stenet mark og kvinden, der skriger på hjælp. Men om nogen hører hende er et åbent spørgsmål, for H.A. Brendekilde, der malede ‘Udslidt’ i 1889, lader omgivelserne fremstå øde og trøstesløse.
Til gengæld er der ingen tvivl om, hvor Brendekildes sympati ligger. Hans Andersen var nemlig født på landet, nærmere bestemt i den fynske landsby Brændekilde, som han tog navn efter.
Alligevel er det at stramme den, når Forlaget Multivers hævder, at “ny forskning viser, at Brendekildes værk ‘Udslidt’ var et opråb til kamp”. Og når forfatteren, biolog, geograf og geologen Ralph Sonne, desuden mener, at ‘Udslidt’ var en direkte inspiration for Edvard Munchs fire versioner af ‘Skrik’ (udført mellem 1893 og 1910), går der for alvor ged i argumentationen.
H.A. Brendekilde (1857-1942) var nære venner med kunstnerkollegaen L.A. Ring og de delte en dyb sympati for de fattige på landet. ‘Socialrealisme’ er en betegnelse, man ofte forbinder med billeder af byen, men den unge Brendekilde og Ring tog det skarpe blik og indignationen med ud til deres barndoms land, hvor befolkningen også led noget så forfærdeligt.
Den del af historien har Sonne fint fat i, ligesom han får inddraget Brendekildes arbejde med både keramik hos Kähler i Næstved, glas på Fyns Glasværk og, ikke mindst, de rammer, som Brendekilde selv skar til sine malerier. Mindre overbevisende er Sonnes blik på kunsten, som når han over fjorten sider sammenstiller malerier af Brendekilde og Claude Monet.
Her har Sonne været alt for ivrig efter at finde ligheder, for selvom begge malere ganske vist har malet blomstrende frugttræer, sneklædte skove og marker med valmuer, så er deres tilgang til det at male væsensforskellig. Og det er de færdige malerier dermed også.
Edvard Munch: ‘Skrik’, illustration fra bogen
Ligeså ivrig bliver Sonne, når han vil bevise, at ‘Udslidt’ dels er “et opråb til kamp”, dels startskuddet for Munchs ‘Skrik’. Personligt er jeg ikke meget for alt for håndfaste fortolkninger, der fremlægges som en endegyldig sandhed – og da slet ikke, når det kommer til kunst.
Men Sonne mener, at rød symboliserer “blod, krig og kamp”. Ander ville måske sige, at rød er kærlighedens farve, og under alle omstændigheder bliver Sonnes bevisførelse for, at kvindens røde trøje i ‘Udslidt’ er et symbol på kamp, modsagt af ham selv, idet samme farve optræder i ‘En landevej’ fra 1893, uden at han læser koloritten dér i samme retning.
Havde det været det eneste eksempel i bogen kunne det måske endda gå, men det er desværre langtfra tilfældet. Perler læses således skiftevis som symbol for broderskab og skønhed, mens blå henviser til himlen “ligesom på billeder af ‘Madonna og barnet’, hvor Jomfru Maria bærer en blå kappe”, uden at Sonne i den forbindelse reflekterer over, at selvsamme Maria traditionelt fremstilles i en rød kjole under kappen.
Der skal også et par gevaldige krumspring til for at forbinde ‘Udslidt’ med ‘Skrik’. Sonne citerer flittigt fra høflige mails han har modtaget som svar fra diverse eksperter i ind- og udland, men selvom han viser, at Munch sikkert har set ‘Udslidt’ på Verdensudstillingen i Paris i 1889, er der så grundlæggende forskelle mellem både motiver, farveholdningen og kunstnernes intentioner, at det er svært at se en sammenhæng. Det er det dog ikke for Sonne, der læser Munchs skitse, der i dag kaldes ‘Mann går heden’ fra 1890, “som Munchs egen dokumentation for, at han har set ‘Udslidt’ og er inspireret af dette”. Også selvom manden på Munchs skitse er fuldt oprejst og i bevægelse!
Langt mere interessant og kødfuldt er kapitlet om samtidskunstneres forhold til Brendekilde, som navnlig Allan Otte elegant henviser til, blandt andet med titlen ‘Udbrændt’ (2007), hvor det dog er en campingvogn og ikke et menneske, det er gået ud over.
Bogen flakker således mellem fine sammenhænge, faktuelle oplysninger og “symbolske fortolkninger”, som Sonne selv kalder det. At den desuden er skæmmet af forstyrrende orddelinger som hove-dværk, gru-mme og Mu-nch gør ikke læsningen lettere. Til gengæld er bogen om Brendekilde rigt og smukt illustreret.