Årets vigtigste, vægtigste og måske også smukkeste udstilling er skabt af irske Richard Mosse og kan lige nu ses i Kunstforeningen Gl. Strand.
Richard Mosse: Incoming, Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Strand 48, Købehavn K. Til 15. september, 2019. Seks hjerter
Alle kender Picassos ‘Guernica’, gigantmaleriet, der i et moderne billedsprog og med stærkt begrænset palet fremviser alle krigens rædsler, også selvom udgangspunktet er specifikt, nemlig nazisternes og fascisternes bombning af den baskiske by Guernica i april, 1937.
Det er ikke let at gøre store kunstnere kunsten efter. Alligevel kommer jeg til at tænke på netop ‘Guernica’ foran Richard Mosses panoramafotografier og, ikke mindst, inde i hans videoinstallation. Og det er ikke kun fordi farverne, valget af billedsproget og endda formatet minder om hinanden. Mest af alt skyldes det motivet, for Mosse vender, præcis som Picasso, blikket mod et hjerteskærende aktuelt motiv: den største folkevandring siden Anden Verdenskrig.
Hos Mosse handler det således om flygtningene og om de mennesker, de mødes af, på vej mod drømmen om Europa. Men billederne kunne ligeså vel være af alle dem, der forsøger at komme ind over USAs sydlige grænse eller de flygtninge, som Australien har placeret på en ø. Fortsæt selv listen, den er kun alt for lang.
Den særlige farveholdning i Mosses værkerne skyldes, at han benytter sig af et kamera, der er konstrueret til militær overvågning. Det betyder på den ene side, at man som beskuer udstyres med et overnaturligt, nærmest guddommeligt blik, der kan penetrere skygger og se knivskarpt på over 30 kilometers afstand.
På den anden side er disse detaljerede gengivelser nærmest som negativer eller en sær form for røntgenbilleder, for kameraet registrerer alting på en anden måde, end vi er vant til. Ganske paradoksalt gør denne unaturlighed, præcis som Picassos forenkling af formerne, alt vi ser endnu mere realistisk, end hvis der havde været tale om mere almindelige gengivelser.
I de tre store panoramafotografier er der et væld af detaljer, så snart man får kigget ordentligt efter. Det er en sand ophobning af tableauer, hvor man kan se tre ældre tørklædeklædte kvinder, der får sig en snak placeret på plastikstole under et halvtag, børn der leger, selvom de intet rigtigt hjem har eller simpelthen skyformationer, der tårner sig op i det fjerne.
Anderledes går det for sig i titelværket, ‘Incoming’, det 52 minutter lange videoværk, der vises over tre store lærreder i et mørkelagt rum. Her er vi helt tæt på, når børn og voksne hjælpes op i et større skib af maskeklædte redningsfolk, et maleri af Madonna med barnet bæres afsted eller der zoomes ind på ansigtet af en kvinde, der fremviser al den angst, uro og rædsel, man kun alt for levende kan forestille sig hun må føle.
Alting er fuldstændig genkendeligt, forståeligt og samtidig en helt anden verden, en anden virkelighed end vores. Men tænk, hvis det var dig og mig, vores familier og venner, det handlede om. Ville man selv turde tage afsted? Ville man turde blive? Og hvad ville man stille op, hvis man var på flugt?
Alt det kommer man til at tænke på, ikke mindst fordi Mosse formår at fremstille samtlige personer som mennesker. Det gælder både flygtningene, redningsfolkene og det militærpersonale, man ser sende en jager afsted fra et skibsdæk. De er alle mennesker, præcis som dig og mig.
Det er således de helt store og eksistentielle spørgsmål, Mosse stiller, både til den enkelte og til den civilisation, vi alle er en del af: Hvordan behandler vi dem, vi heldigvis ikke er, men som vi kunne have været? Dem, der kunne havde været os, men var mindre heldige med fødestedet?
Det får man lidt ekstra tid til at tænke over i de natursekvenser Mosse har lagt ind som åndehuller i ‘Incoming’. Og man tænker sig om, for den storslåede æstetik, åbner vores øjne, ætser sig vej ind bag fortrængningen af den gentagne tragedie og griber fast om hjertet, synsnerven og hjernens center for overvældende skønhed.
‘Incoming’ er således en totaloplevelse af lyd, billeder og bevægelse. Lydsiden står komponisten Ben Frost bag, og han skaber ikke musik men et lydbillede, hvor også reallyde indgår. Grænselyde, lægelyde, paniklyde. Man genkender det hele og gør man ikke, må man kunne forestille sig det, mens bænken, man kan sidde på, vibrerer af lyden.
De bevægelige og bevægende billeder har Mosse skabt i tæt samarbejde med filmfotografen Trevor Tweeten, og når de allerede overvældende smukke sekvenser installeres side om side i et mørkt rum, omslutter de beskueren fuldstændig. Og fuldstændig fantastisk.
Alle kender Picassos ‘Guernica’, blandt andet fordi værket har rejst verden rundt, så masser af mennesker kunne se det ved selvsyn, også i Købehavn. Jeg håber virkelig det går på samme måde med Mosses ‘Incoming’, vores tids version af ‘Guernica’, der bør ses, opleves og diskuteres af så mange som overhovedet muligt. For vores alle sammens skyld.