Bill Viola

 

Bill Viola: 'Going Forth By Day', 2002

Bill Viola: ‘Going Forth By Day’, 2002

I 2005 udstillede en lille dreng, der er blevet voksen og har klædt sig ud som japansk munk, på ARoS. Hans arbejde er at fange øjeblikket, siger han – og hans værktøj er videokameraet. Den verdenskendte amerikanske videokunstner Bill Viola, der tidligere har udstillet filmoptagelser af sin mors død, vil vise danskerne store følelser, store farver, store billeder. NB: dette interview er fra 2005!

 

Bill Viola Crossing 1Der står en mand midt i rummet, omspændt af flammer. Går man i mørket om på den anden side af videobilledet, står den samme mand nu midt i en storm af vanddråber så splintrende perfekte, at de antager et selvstændigt liv.

Det er dette dobbeltbillede, der byder den besøgende velkommen på udstillingen ’Bill Viola: Visions’, der åbner på ARoS i dag. Og det er et billede, der følger den besøgende gennem udstillingen, hvor både vandet, ilden og mennesket midt mellem himmel og jord er et gennemgående tema.

Bill Viola er født i 1951 og opvokset inNewy Yorker bydelen Queens. Han siger selv, at han allerede som barn vidste, at han var kunstner, at det her var noget, han havde talent for. Så han signerede altid sine tegninger, selv som helt lille. Men det blev hverken tegning, maleri eller skulptur Bill Viola kom til at betragte som sit medie. Det blev videoen, der var et helt nyt materiale i de tidlige 70’ere.

Bill Viola Crossing 2 »Sådan må man også have følt som oliemaler i begyndelsen af 1400-tallet: at man arbejdede med en metode, et medie, der var opfundet i ens egen levetid«, sagde Bill Viola forleden til en gruppe kunststuderende fra Det Jyske Akademi, da han skulle forklare, hvordan det føltes at arbejde med video i 70’erne. »Og med videoen havde vi oven i købet et medie, som det vi så hver dag på tv. Derfor føltes det som en del af den offentlige dialog. I renæssancen foregik denne dialog i kirkerne, i de billeder, der fandtes i kirkerummet. De billeder, som I protestanter malede over, fordi billedet har magt! Og det siger jeg uden hverken frygt eller arrogance. Billedet har magt«.

 

Mors sidste minutter

For Bill Viola blev dette billede, videobilledet, det levende og foranderlige billede. De første mange år var der ingen, der regnede med, at man nogensinde ville kunne leve af at lave videoer, og Bill Viola overlevede på diverse legater. Først som 36-årig solgte han et værk, ’Room for Saint John and the Cross’ til et Museum i Los Angeles. Salget satte ham i stand til at købe en bil og tilbringe et halvt år på tur i USA’s ørkenområder, men det markerede også begyndelsen på en ny fase i hans produktion, der førte han op i eliten af internationale videokunstnere.

Bill Viola: 'Room for Saint John and the Cross'

Bill Viola: ‘Room for Saint John and the Cross’

Med videoinstallationen ’Room for Saint John …’ bevægede Bill Viola sig ind på en ny vej, et anderledes område. Hvor han før havde arbejdet meget udadrettet og politisk ambitiøst, blev hans værker nu langt mere personlige, grænsende til det private. Så da hans mor døde i 1991 optog han hendes sidste timer på video, i første omgang nok mest fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre. Men billederne af den døende kvinde har Bill Viola brugt flere gange. Oftest i værker, der er meget let aflæselige, som når den døendes ansigt spejler sig i en babys, eller hendes sidste minutter vises parallelt med en fødsel.

Den slags symbolik er til at tage fat i og forstå, og derfor er den måske heller ikke så spændende i længden. Så da også Bill Violas far døde, tog hans værker endnu en drejning, denne gang mod det storslåede og iscenesatte. Det var omkring årtusindskiftet, at Bill Viola begyndte at bruge skuespillere til at gennemspille forskellige voldsomme følelsesudbrud i serien ’Passions’ (passioner), hvoraf en enkelt, ’Surrender’ (overgivelse), kan ses på udstillingen. Også farverne er blevet intensiveret, alting er mættet og mægtigt og pragtfuldt – i ordets bogstaveligste forstand.

Bill Viola: 'Surrender', 2001

Bill Viola: ‘Surrender’, 2001

Men da jeg får Bill Viola på tomandshånd, spørger jeg ham, om der ikke er den fare ved at benytte skuespillere, at han kommer til at arbejde med tegnet for en følelse, i stedet for følelsen i sig selv?

»Det spørgsmål har jeg også stillet mig selv mange gange, siden jeg begyndte på denne type arbejder. Det er et godt spørgsmål, et stort spørgsmål. For mig var det et stort skridt at begynde at arbejde med skuespillere, og jeg havde meget blandede følelser omkring det«.

 

Kunstigt eller ægte?

Bill Viola

Bill Viola

Som han sidder dér i sofaen, ligner han en lille dreng, der er blevet voksen og har klædt sig ud som japansk munk. Faktisk har han studeret zenbuddhisme i Østen, men til daglig bor han nu i Californien. Om hagen hænger et skæg, der er større end kæben, som et middelalderligt ornament, fastgjort til et samtidsmenneske.

Han fortæller om, hvordan faderens død sendte ham ud i en voldsom sorg, der når som helst kunne udløse ukontrollabel gråd. Igen forsøgte han at tackle sorgen gennem kunsten, og han blev optaget af de mange malerier af den grædende Madonna. Dette blev indgangen til de nye arbejder, hvor han opbygger scener i sit værksted og engagerer skuespillere.

»Med den nye type værker kom jeg tilbage til værkstedet, til værkstedet som en form for laboratorium. For kunstnerens værksted er et laboratorium. Sjov nok var det præcis dét, jeg som yngre var så lykkelig for at slippe ud af med mit kamera – og nu ville jeg tilbage!«.

»Men du spurgte mig om ægtheden. Den var jeg også bekymret for, indtil jeg mødte skuespillerne. Det viste sig nemlig, at de bedste skuespillere ganske vist kan græde her og nu, men tårerne og smerten er ægte, for de søger ind til et sted i dem selv, ind til den smerte, der kan få dem til at græde. Så det kunstige, det er omgivelserne, kulissen og historien«.

Bill Viola er stærkt optaget og inspireret af tidligere tiders vestlig kunst, navnlig middelalderens og renæssancens. I udstillingens største værk, ’Going forth by Day’ (bevægende sig frem ved dag), henvises der på flere måder til italienske kirkeud8smykninger af kunstnere som Giotto, som Bill Viola også selv gentagende gange nævner som inspiration. Det er hos Giotto, han har hentet idéen om at lege med perspektivet og ligefrem fjerne en væg i huset på den ene af de fem videoer, der udgør ’Going forth …’.

»I renæssancen repræsenterede man følelser, eller mere præcist: Man forevigede øjeblikket, når tåren triller ned ad kinden. Det er nærmest som et snapshot. I middelalderen derimod havde man opfattet denne verden som en illusion, som den virkelige virkelighed befandt sig bag, og man var på den måde i overensstemmelse med Østens filosofi. Derfor er himlen i billeder fra middelalderen af guld, mens de i renæssancen er blå. Ved hjælp af elektronikken kan jeg nærme mig middelalderens billede, en indre vision, samtidig med at de realistiske billeder er i forbindelse med renæssancen. Sådan leger jeg med de to poler, Jorden og Himlen, og lader dem mødes i billedet«.

 

De skrøbelige billeder

Men det må være mere problematisk for dig at balancere mellem kristendommen, sådan som man møder den i de værker, der inspirerer dig, og zenbuddhismen?

»I zen gælder det om at være fuldstændig til stede i nuet og ikke tænke på andet. Øjeblikket er vigtigt for mig som videokunstner, for det handler jo netop om at fange øjeblikket, den unikke energi. Så buddhismen ligger der, men ikke som en visuel størrelse. Når man holder et kamera, holder man samtidig fødsel og død i sine hænder. Billedets fødsel og død. Hvis du går rundt på min udstilling midt om natten, så ser du ingenting. Man kan tænde og slukke for billederne, og det giver dem en skrøbelighed, der minder om menneskets«.

Du er dig selv meget bevidst, at dine værker ændrede karakter fra politiske til personlige, men hvordan kunne du tillade dig selv at foretage et sådant skift?

»Da jeg begyndte at lave kunst, var det midt i Vietnamtiden. Hvordan kunne vi lave smukke billeder i sådan en tid? Men i dag er min definition af politisk kunst bredere. Jeg ønsker at give beskueren en oplevelse af en anden tid – af en tilstand, der er fri for reklamer og forsøg på styring i bestemte retninger. Før fandt man den tid i kirkerne, i dag findes den på museerne. Jeg synes sagtens, at kunst kan være politisk, uden at bruge paroler. Hvis kunsten taler til vores hjerter og hjerner, så synes jeg, den er politisk«.

 ’Bill Viola:Visions’ kunne ses på ARoS i foråret 2005.

 

Bookmark permalink.

Kommentarer

  1. Pingback: Når jeg til Hamburg … – Trine Ross

  2. Pingback: Kunst & videnskab – Trine Ross

Lukket for kommentarer