Bjørn Wiinblads dekadence

 

Bjørn Wiinblad viser sig at være præcis som forventet, hvilket vil føre til glade gensyn, men ikke bidrager med nyt om en af Danmarks mest succesfulde kunstnere

Bjørn Wiinblad, Arken, Skovvej 100, Ishøj. Fra 13. juni til 17. januar, 2016. fire hjerter

 

Allerede i 1944 fandt Bjørn Wiinblad (1918-2006) frem til det ansigt, vi alle kender så godt. Det skete i en tegning af nevøen Muk, der udstyres med mandelformede øjne og en ganske lille, smilende mund under en langstrakt og lige næseryg. Og så var linjen lagt.

For det er dette ansigt, der optræder hele vejen gennem Wiinblads videre produktion. Det titter frem fra vaser og krukker, tegner sig i sort silhuet og bliver vævet op i gigantisk størrelse. Men hverken de markerede øjne eller smilet forandrer sig det mindste og møder derfor den besøgende på Arken igen og igen i de henved sekshundrede genstande og værker, der udgør udstillingen ’Bjørn Wiinblad’.

Ligesom Wiinblad tidligt fandt sit udtryk, kom også succesen hurtigt, for allerede tre år efter, at han i 1943 forlod Det Kongelige Danske Kunstakademi, fik han sit gennembrud med plakaten ’Spil selv’. Og det var ikke kun i Danmark, at Wiinblad blev populær, resten af verden var i den grad også med på hans konstant sværmende fantasi om luksuriøs overflod af form og farve.

En fortælling som ’1001 nat’ stod både hans stil og hjerte nær, hvilket Wiinblad i de tidlige 1970’ere omsatte til en række meget store, vævede tæpper, bestilt af et shoppingcenter i Dallas, USA. Her ses Scheherezade i færd med at pynte sin lillesøster, og der er da også en fin ømhed i storesøsterens opmærksomme koncentration.

Måske var det denne fascination af det eventyrlige, der gjorde, at Wiinblad i samme periode skabte et overdådigt stel til Shahen af Iran. I alle tilfælde måtte han her i hidtil uhørt grad se stort på alt, der havde bare det mindste med politik at gøre, for shahens livsførelse var allerede godt i gang med at lægge grunden til den revolution, der rystede landet i 1979.

Men Wiinblad var i sjælden grad enøjet. Hans fokus har altid været på det behagelige, det frodige og luksuriøse, både i hans kunst og privatliv. Han blev voldsomt velhavende af sit arbejde, havde sportsvogne og adskillige boliger, hvor han flittigt holdt middagsselskaber for folk som Erica Jung, Arnold Schwarzenegger og dronning Ingrid.

De mange hjem var også fyldt med en imponerende samling af antikviteter, og man fornemmer slægtskabet, i alle tilfælde stilistisk, mellem Wiinblads signaturansigt og den stiliserede fremstilling af Buddha. Men hvor der bag gentagelsen af den mediterende Buddha ligger en hel verden af tro, er der ikke rigtig noget bagved Wiinblads ligeså gentagne små smil.

Det kunne umiddelbart placere Wiinblad blandt 1960’ernes popkunstnere, men der hører han nu heller ikke til. For den overflade, han fremstiller, er ikke hentet i samtiden, men i hans helt eget eventyrland, og derved kappes forbindelsen til (og den potentielle kritik af) det dagligdags.

Man kan også anlægge den synsvinkel, at Wiinblad formåede det, som de næsten jævnaldrende Cobrakunstnere drømte om, nemlig at nå ud til folket. Igen er der dog den afgørende forskel, at Cobrakunstnerne ønskede sig at påvirke dette folk, mens Wiinblad kun synes at være optaget af selve skabelsen, dekorationen af en overflade.

Og det er det, der i længden gør hans værker en smule kedelige, alle de sanselige materialer til trods. Overraskelser er her ikke mange af, men blandt dem finder man et par fine skulpturer, der kan bruges som udendørs ildsted, samt en række keramiske værker, der ikke har ansigter, kun ornamentik i smukt drivende glasur.

I disse værker får man et glimt af en anden tilgang til den dekadence og overflodens æstetik, der kendetegner Wiinblad. Men man kan ikke påstå, at der for alvor føjes nye aspekter til billedet af en kunstner, der først og fremmest var en glimrende illustrator og  dekoratør. Wiinblad viser sig nemlig at være som forventet. Han fandt sin streg, sit ansigt og sit udtryk, og udfordrede siden hverken det, sig selv eller sit publikum.

Det skal han selvfølgelig have lov til. Men det betyder, at selv så stor og flot anlagt en udstilling som Arkens, aldrig svinger sig op til at være mere eller andet end et meget farverigt, fint ornamenteret og for mange sikkert glædeligt gensyn med alt det, vi vidste om Wiinblads værker i forvejen.

 

 

Bonsuinfo:

Måske er det bare mig, men Wiinblads forlæg til et fortæppe, som du ser her ovenfor, minder mig altså på mærkværdig vis om et værk i Arkens faste samling, nemlig Andreas Golders: