Bliv væk, Astrid Holm!

Astrid Holm var elev af Matisse og en del af de modernistiske cirkler i Paris op til Første Verdenskrig. Men hun skulle aldrig være vendt hjem til Danmark igen.

Astrid Holm & Co, Øregård Museum, Ørehøj Allé 2, Hellerup. Til 26. januar, 2020. Derefter vises udstillingen i en lidt anden version på Rønnebæksholm frem til 30. august, 2020. Fem hjerter

“Bliv væk!” ville jeg ønske jeg kunne råbe til Astrid Holm på tværs af tiden, “Bliv i Paris, også selvom det er hårdt, for herhjemme venter dig intet”. Men historien er allerede skrevet og med Første Verdenskrigs udbrud var Astrid Holm langtfra alene om at vende næsen hjemad. Eller i alle tilfælde væk fra Paris.
På papiret var København oven i købet en glimrende destination for en kunstner som Astrid Holm (1876-1937), for i krigsårene samledes nordiske kunstnere her og skabte deres eget lille surrogat-Paris. Samtidig havde unge danske kunstnere allerede i årtier været i fuld gang med at skabe deres egne sammenslutninger, efter den første, Den Frie Udstilling, blev stiftet i 1891.

Men selv i disse ellers så progressive kredse, var der ikke den store interesse for at fremme kvindelige kunstnere. I nogle tilfælde, som i Astrid Holms, kunne er måske være tale om en vis misundelse, for hun havde ikke bare opholdt i Paris, hun havde boet der længere og været en større del af byens internationale kunstscene end nogen anden dansk modernist. Og så var hun elev af Matisse.

I Politiken blev den nyligt hjemvendte Astrid Holm beskrevet som: “en uafhængig og dristig ung Dame, der kan tage en Situation, naar det skal være. Hun er tilmed smuk, hvilket jo heller ikke altid er lige nemt at bære; saa har hun oven i Købet Talent, og det er jo det sværeste af alt”.
Omtalen af Holm blev bragt i forbindelse med hendes udstilling i Den Frie Udstillingsbygning, som hun og kunstnerkollegaen Jais Nielsen havde lejet til formålet. Blandt de malerier, Astrid Holm udstillede, var hendes i dag mest kendte: ‘Rose dækker bord’.

Motivet havde Holm hentet på de endnu Dansk Vestindiske Øer, hvor hun var på studieophold i 1914, men de mættede farver, der ligesom lyser indefra med deres egen kraft, havde hun allerede fundet frem til i Frankrig. Koloritten er klart i familie med både Mastisses dristige eksperimenter og Gauguins forkærlighed for varme farvetoner.

Det kan man blandt andet se i hendes ‘Motiv fra Bretagne’ fra 1911, hvor træstammerne er facetteret i farver og solens stråler vibrerer på vejen. Begge værker er selvfølgelig med på Øregårds udstilling, ligesom de er gengivet i den forskningsbaserede udgivelse af Hanne Abildgaard, der fuldender projektet.
Både i museets sale og på bogens sider sættes Astrid Holm ind i en større sammenhæng. Hanne Abildgaard trækker således tråde ud i den internationale kunsthistorie, mens fokus på Øregård i højere grad er på relationerne mellem Astrid Holm og hendes nære venner og kolleger.
Udstillingen forløber ikke strengt kronologisk, men tager os alligevel med gennem Holms liv og værk, fra ungdomsårene på Akademiet til de sidste malerier udført i en Nordsjællandsk sommerhusidyl.

Hele vejen igennem sekunderes Holms værker af kollegernes og det er da også dejligt at se flere af Ebba Carstensens ret dramatiske malerier, der ofte synes at være langt forud for deres tid, ligesom svenske Vera Nilsson viser sig at være et vild og interessant bekendtskab. Men det kan ikke undgå at trække lidt af opmærksomheden fra hovedpersonen, Astrid Holm, at vi således også skal forholde os til hendes kolleger.

Men måske der ganske enkelt ikke er så mange Astrid Holm malerier at udstille? Ikke fordi hun ikke malede dem, men fordi de er forsvundet, enten ind i privatsamlinger, oftest endda i udlandet, eller fordi de simpelthen er gået tabt. De danske museer er således først for forholdsvis nyligt kommet ind i kampen om at sikre sig værker af Astrid Holm, der ellers var vanvittigt centralt placeret i Paris.

Tilbage i Danmark var kritikken for det meste positiv, også selvom det var meget nye takter, Astrid Holm bragte til landet. Alligevel gik det Astrid Holm på samme måde, som det gik Franciska Clausen, da hun sidst i 1920’erne ligeledes vendte hjem fra de inderste kunstcirkler i Paris.
Holm og Clausen blev begge presset ud på et sidespor, overset og så godt som glemt i generationer. Clausens genkomst har været undervejs et par år allerede og hun får nu selskab af Astrid Holm, som navnlig Hanne Abildgaards forskning gerne skulle placere så solidt i (kunst)historien, at hun ikke forsvinder igen.