Edvard Munch: ‘Skriget’
… Nej, det mener jeg faktisk ikke. Konsekvenserne af krisen er på mange områder, som bekendt, katastrofale, men her skal det handle om kunsten, der desværre langtfra går fri. Faktisk er det ligefrem sådan, at vi har en kulturminister, som i stedet for at kæmpe for sit område kommer med en argumentation over temaet: tænk-hvor-galt-det-går-andre-(steder)-så-vær-glad-for-det-(lidt)-du-har.
Et af de seneste sparetiltag er således at (gen)indførelse entré til den permanente samling på Statens museum for Kunst, hvilket skal skaffe ti millioner i kassen. Mange penge, javel, men dog den rene klatskilling i forhold til den milliard, der åbenbart kunne spares ved simpelthen at effektivisere forsvarets årlige indkøb …
Spørgsmålet er da også, om det kan “betale” sig at spare på kunstfronten, selv hvis man anlægger et strengt økonomisk syn på sagen. Se bare på Norge, der satser hårdt på at profilere sig som ledende kulturnation, hvilket meget vel kan komme til at ske på Danmarks bekostning, idet vi risikerer de løber med al den opmærksomhed, der globalt set kan blive Skandinavien til dels.
Ganske vist har vi ikke en Munch at køre i stilling, men så har vi så mange andre, fra Asger Jorn til nulevende Olafur Eliasson. Og fordelene ved at stå stærkt kulturelt rækker langt ud over kunstkredse, for den slags har også betydning for både industri, eksport og turisme.
Helt grundlæggende mener jeg desuden, at vores nationalgalleri bør være gratis og tilgængeligt for alle – også dem der bare har lyst til at slå et smut forbi og hilse på yndlingsværket i ny og næ.