
Louise Bourgeois: ‘Cell (The Last Climb)’, 2008. National Gallery of Canada, Ottawa. Foto: Christopher Burke. © The Easton Foundation / Licensed by Copydan
Louise Bourgeois er tilbage på Louisiana, hvilket nok skal trække besøgende til Humlebæk.
Man kan næsten ikke forstille sig bedre reklame for en udstilling, end den Louisiana fik for tretten år siden, da man opstillede en af Louise Bourgeois’ spektakulære (og lidt skræmmende) edderkoppeskulpturer på Nytorv i København.
Helt så hårdtslående reklameres der ikke denne gang, men jeg tror alligevel vi skal vente os en mindre folkevandring i retning mod Humlebæk i de kommende måneder, og det er der da også god grund til.
For Louise Bourgeois (1911-2010) var en helt exceptionel kunstner. Hun blev født i Paris og var som ung assistent for kunstneren Frenand Léger, før hun i 1938 rykkede teltpælene op og i stedet slog sig ned i den by, der efter Anden Verdenskrig skulle overtager positionen fra Paris som verdens kunstmetropol: New York.

Louise Bourgeois: ‘Forêt (Night Garden)’, 1953
Bourgeois blev gift med kunsthistorikeren Robert Goldwater, der var nogenlunde lige dele specialist i såkaldt primitiv kunst og den helt moderne af slagsen. De interesser delte Bourgeois, hvilket man kunne se i Faurschou Foundation for to år siden, hvor udstillingen ’Louise Bourgeois: Alone and Together’ indkasserede fem hjerter fra undertegnede (du kan læse min anmeldelse af udstillingen ved at klikke her … eller følge linket nedenfor til ‘Louise Bourgeois: Edderkoppekvindens kunst’).
En af de skulpturer, der gjorde særligt indtryk på mig, var ’Forêt (Night Garden)’ fra 1953, der på én gang peger tilbage på ”primitiv kunst” og samtidig er uomtvistelig moderne. Materialet i ’Forêt (Night Garden)’ er træ og de individuelle, stærkt stiliserede, elementer synes at vokse frem og op, hver for sig og dog sammen.
Det er klassisk Bourgeois, omend hun senere skulle gøre brug af helt andre materialer. Igen og igen kredser hendes værker nemlig omkring forholdet mellem individ og gruppe, det afgrænsede og helheden, beskuerens krop i forhold til værkets tilstedeværelse.
Disse modsætningsforhold kan man fra i dag genfinde på Louisianas udstilling ’Louise Bourgeois: Structures of Existence: The Cells’, der, som titlen mere end antyder, fokuserer på den værkgruppe, der tilsammen kaldes cellerne. Det ældste værk er fra 1986, men selvom Bourgeois allerede da var en dame midt i 70’erne, havde hun en forrygende energi og et fokus, der må have gjort ikke så få yngre kolleger misundelige.

Louise Bourgeois: ‘CELL XXVI’, 2003 (detalje). Collection Gemeentemuseum, Den Haag, Holland. Foto: Christopher Burke. © The Easton Foundation / Licensed by Copydan
Betegnelsen ’celler’ er tvetydig, for det kan jo både betyde den slags små, isolerede rum, hvor fanger eller munke opholder sig. Men det kan også være de celler, som alting er gjort af og som i sagens natur indgår i en langt større, levende helhed.
Værkerne er på samme måde både lukkede om sig selv og en del af et forløb, som en tankerække med adskillige nedslag. De er fortællinger, undersøgelser og meget fysiske oplevelser. Og som altid hos Bourgeois er udgangspunktet hendes eget liv, med al den længsel, smerte og begær, der hører til.
Det forunderlige er, at Bourgeois som få formår at være så forankret i det personlige, samtidig med at hendes værker er ualmindeligt almengyldige. Der venter Louisianas mange gæster en æstetisk og erkendelsesmæssig oplevelse ikke så lidt udenfor det normale!
Louise Bourgeois: Structures of Existence: The Cells, Louisiana, Humlebæk. Vises frem til 26. februar, 2017.
Pingback: Kunståret 2019 – i glimt! – Trine Ross