Ignaz Stern: ‘Dreng der blæser sæbebobler’, uden år. Thorvaldsens Museum. Foto: Thorvaldsens Museum
Når 1600-tallets barok møder samtidskunsten ses begge dele skarpere end før
Frydefuld gysen – Barokke spejlinger før og nu, Gl. Holtegaard, Attemosevej 170, Holte. Til 30. december, 2016. fem hjerter
Det begynder med et brag. Derefter følger en alarmerende tone, der følger én fra Ori Gerschts videoværk, ’Big Bang II’, næsten hele vejen gennem udstillingen ’Frydefuld gysen’, hvor barokken møder samtidskunsten med et brag. På den bedste måde.
Det var ellers ikke spor pænt ment, da man i 1700-tallet begyndte at omtale det forrige århundredes kunst som ”barok”. Ordet blev nemlig brugt om blandt andet deforme perler og betød noget, som faldt udenfor normen – og måske endda også for det ønskelige.
Barokken er da også ekstrem, med masser af sanselighed, drama og store armbevægelser. Men det er netop det gode ved den, synes jeg. For det er dejligt at blive overvældet, frapperet og få lov til at se livets forgængelighed fra den smukkeste vinkel.
Selvsagt er der mange af vores egen samtids kunstnere, der lader sig inspirere af barokken, og ikke mindst af de tematikker og symboler, barokke kunstnere holdt mest af. Men også rent historisk er der en del sammenfald mellem navnlig et af barokkens absolutte epicentre, den hollandsk republik (1581-1795), og nutiden.
For hollænderne var drevne handelsfolk og kom vidt omkring i verden, ligesom mennesker fra andre himmelstrøg fandt et fristed i Amsterdam og omegn. Det førte til multikulturalitet og økonomisk vækst, men også til en helt hysterisk efterspørgsel på tulipanløg, delvis drevet af spekulation.
Til sidst blev tulipanløg handlet for summer, der svarede til ti gange en håndværkers årsløn, før boblen sprang i februar 1637, sådan som så mange bobler er bristet siden. Blomsterne blev dog bevaret i billederne, hvor de får selskab af al den anden pragt, de hollandske købmænd kunne diske op med, som bøhmisk glas, orientalske tæpper og eksotiske citrusfrugter.
Pieter Claesz: ‘Nature Morte’, 1640’erne. Statens Museum for Kunst. Foto: SMK
Sidstnævnte luksusvarer ses i Pieter Claesz’ ’Nature Morte’ fra 1640’erne, der til daglig indgår i samlingen på Statens Museum for Kunst, men som lige nu er lånt ud til Gl. Holtegaard. Og her hænger det, og andre barokmalerier, sammen med værker, der er blevet til inden for de seneste årtier.
Damien Hirst: ‘For the Love of God, The Diamond Skull’, 2007. Courtesy Arken. Foto: Anders Sune Berg
Forbindelsen mellem nutid og fortiden er ikke til at tage fejl af, når første værk som sagt er ’Big Bang II’ af israelskfødte Ori Gershts, hvor en blomsterbuket eksploderer i slow motion (lidt ligesom i åbningssekvensen til tv-serien ’Arvingerne’, faktisk). (NB: efterspillet på denne observation er blevet, at Gersht anklager DR for plagiat! Det kan du læse om i Nils Thorsens artikel i Politiken, 22. november, 2017. Se med, for her har du link til Gershts ‘Big Bang II‘, samt introsekvensen fra ‘Arvingerne‘ – døm selv!)
Gersht forener således blomsternes skønhed med deres ultimative undergang, som så igen spejler det uundgåelige for os alle. Det samme ses hos britiske Sam Taylor-Johnson (tidligere kendt som Sam Taylor-Wood), selvom fremvisningstiden her er manipuleret i modsat retning, hvilket betyder, at den døde hare forgår i rivende fart for øjnene af en.
De to videoværker understreger, at nye medier ikke (nødvendigvis) betyder et totalt brud med fortiden og dens udtryk. Samt, selvfølgelig, at døden aldrig bliver et uddebatteret emne, hverken for kunstnere eller nogen af os andre.
Faktisk er dødningehovedet er meget yndet motiv blandt yngre kunstnere, hvoraf man på Gl. Holtegaard har valgt amerikanske Wes Lang(der frem til 20. oktober har soloudstilling i V1 Gallery, som han introducerer her …), britten Damie Hirst (for meget mere om denne, se min artikel om ‘De frække gulddrenge’ ved at klikke her …), og danske Martin Erik Andersen som repræsentanter for tendensen.
Stillbillede fra Saara Ekströms video: ‘Cries and Whispers’, 2002. Courtesy Saara Ekström
Den sensuelle sansning står finske Saara Ekström til gengæld for med den store videoprojektion ’Cries and Whispers’, der lader os komme så tæt på en levende østers, at det er lige før man kan dufte den! Også selvom både Ekström og Taylor-Johnson burde have filmet i højere opløsning, så billedet stod mere klart.
Det er dog skønhedsfejl, man kan leve med, når nu ’Frydefuld gysen’ folder sig ud som kostbare, og barokke, perler på en snor. Hele Gl. Holtegaard er som foret med blodrødt, fra de tykke tæpper til væggenes farve, så stemningen i den grad slås an.
Udstillingen igennem sammenstilles de nye værker med barokmalerier, der revitaliseres i sammenhængen, samtidig med at de giver samtidskunsten er tydelig tyngde. Og så mindes man om, at vores tid og problemstillinger slet ikke er så unikke, som det nogle gange kan forekomme.
Mennesket har altid spekuleret over døden, verden er hele tiden i forandring, økonomiske bobler opstår og sprænges, hvilket igen har betydning for kunsten – og ikke mindst prisen på den. Men først og fremmest er kunsten der til konstant til at minde os om det hele. Nogle gange endda med et brag.
Helen Chadwick: ‘Ruin’, 1986. Courtesy Richard Saulton Gallery/The Estate of the Artist
Bonusinfo:
Foruden de ovenfor nævnte kunstnere, omfatter udstillingen også værker af: Alexander Coosemans, Johann Sigismund Ebert, Jiri Georg Dokoupil, Elmgreen & Dragset, Jeppe Hein, Pieter Moninckx, Francesco Vezzoli, Matthias Withoos og Helen Chadwick (1953-1996), der med sin egen alt for tidlige død tilføjer endnu en dimension til døden som tematik.
Hendes værk ‘Ruin’ er således dobbeltbundet, idet værket i sig selv fremviser en nærmest klassisk kvindekrop, der på én gang er levende og på vej mod døden. Samtidig ved vi så, at kvinden på billedet, kunstneren selv, rent faktisk er død. Kvinden findes således ikke længere. Eller gør hun?
Døden bliver her både meget konkret – og direkte modsagt.