To unge kunstnere undersøger fællesskabet, enten med naturen eller hinanden. Og det gør de uden den mindste sentimentalitet eller hyggelig samhøringhed – og det er et brag af en udstilling!
Kim Richard Adler Mejdahl: Liljegrotten
Iselin Forslund Toubro: Et ridt mod det tomme
Overgaden, Overgaden neden vandet 17, København K. Til 16. maj, 2021
Fem hjerter
x
Det er både foruroligende, fortættet, stedvist morsomt og konstant tankevækkende dét, der lige nu sker i Overgaden. Det nyrenoverede udstillingssted er nemlig tilbage med et brag af en dobbeltudstilling og et projekt, der peger langt ind i den kunstneriske fremtid.
Som velkomst har Kim Richard Adler Mejdahl placeret en projektion med farvestrålende møl på ræk og række, og når de ind imellem slår sitrende ud med vingerne, er det som om de morser meddelelser på et sprog, vi mennesker ikke helt forstår (se også mine tidligere anmeldelser af hans værker fra 2018 og to gange i 2019 – links findes nederst på siden!).
Og netop forholdet mellem os og naturen, som vi så tit glemmer vi er en del af, er et af de grundlæggende spørgsmål på udstillingen. Men det er en mere magisk og mindre idyllisk natur, Adler Mejdahl lader os træde ind i. Det er den slags natur, hvor kroppen bliver til muld og bjerge styrter sammen under deres egen vægt.
Den slags natur, der kan synges frem fra skovbunden, sådan som kunstneren selv gør det i et centralt videoværk. Og her viser det sig, at møllene faktisk fremsætter en profeti, men hvad det er, de forudser, må man selv fantasere sig frem til.
Hvilket heller ikke er svært, for Adler Mejdahl fremmaner en altomsluttende stemning, en serie sansemættede rum, som man inviteres til både at udforske og bidrage til. Lyd, musik og sang er nemlig ikke alene redskaber til kunstnerisk frembringelse, de kan også fungere som fællesskabsskabere.
Det udmønter sig her i opfordringen til at spille på et smukt og nyopfundet strengeinstrument eller synge i vilden sky, så der fremkaldes lyn på den himmel, man står omgivet af. Lydsekvenserne optages og kommer senere til at indgå i et absolut kollektivt lydværk.
På førstesalen undersøger Iselin Forslund Toubro også fællesskabet i sit filmiske værk, der folder sig videre ud som installation eller scenografi på hele etagen.
Umiddelbart handler det om en fasttømret flok følsomme, unge mennesker, der lever og ånder for den gastronomi, de skaber i og omkring en fælles madvogn. Det giver Forslund Toubro (og hendes hold) mulighed for flere virkelig morsomme og præcise spidninger af både snobberiet og ritualiseringen omkring navnlig ny nordisk mad og vinsmagninger.
På samme vis er det en sand fornøjelse af følge de fantasifulde kostumer, skabt af Fransiska Forslund Toubro, hvor bukseben kan slutte midt på låret og derfor må holdes oppe af en klon mellem strømpebånd og seler.
Men dybest set handler det om (kunstner)fællesskaber, om gruppedynamik og om tætte relationer, der både kan være givende og giftige. For hvad sker der, hvis én i gruppen fremhæves fremfor de andre? Og hvornår skal man holde op med at love, at man “nok skal fikse det”? Er det når man, som det sker i filmen, forsøger at binde et knækket strå sammen igen?
Egentlig en sørgelig fortælling, måske endda ligefrem tragisk, om ungdom og idealisme og den slags drømme, der har det med at briste. Men den er altså også så morsom sine steder, at jeg måtte grine højt.
Begge udstillinger er første frugt af Overgadens Intro-program, hvor unge kunstnere hjælpes på vej og samtidig præsenteres med soloudstillinger. Og selvom coronaen selvfølgelig har stukket en kæp i hjulet i forhold til adskillige af de planlagte tiltag, så tegner det godt for programmet.
Denne gang arbejder de to udvalgte kunstnere endda i sammen felt, hvor levende billeder, musik, sang og ruminstallationer udgør materialerne og forskellige former for fællesskabere bliver undersøgt med velgørende forskelligt resultat.
Det er smukt at Overgaden således tager aktivt hånd om unge kunstnere, ikke bare ved at stille udstillingssalene til rådighed, men også med råd og vejledning. Og det er en gave til alle, der allerede nu vil vide, hvilke navne vi ligeså godt kan lære os med det samme: Kim Richard Adler Mejdahl og Iselin Forslund Toubro.