Brigitte Waldach: ‘Hannah Arendt’, 2016
Brigitte Waldach er bedst, når hun går på opdagelse i Wikipedia, mens hendes andre forsøg falder mindre mindeværdigt ud
Brigitte Waldach: Untouched by Echoes, Galleri Bo Bjerggaard, Flæsketorvet 85A, København V. Til 18. maj, 2016. fire hjerter
Det er en broget flok, der møder én i Galleri Bo Bjerggaard, hvor tyske Brigitte Waldach (f. 1966) lige nu indtager de tre rum, som vender vinduerne ud mod resten af Flæsketorvet. Motivet for hendes første store tegning er således Buddha, det sidste ’pop’, og ind imellem gøres der holdt ved blandt andre Freud, Hitler og Niels Bohr!
Waldach har valgt sine emner blandt de mest omskrevne og redigerede artikler på Wikipedia, hvor alene de fem millioner engelsksprogede opslag tilsammen er blevet redigeret mere end 800 millioner gange.
Nogle gange drejer det sig sikkert om faktuelle fejl og diverse nødvendige tilføjelser, men det er ikke svært at forestille sig, at der også udkæmpes en ideologisk kamp, når det handler om, hvad vi skal vide om ’Rote Armé Fraktion’, den politiske filosof Hannah Arendt eller Jesus, der alle optræder i Waldachs serie.
At Waldach interesserer sig netop for informationerne om de udvalgte understreges af, at hun indskriver en del af disse med håndskrift på billedfladen. Ikke alle ord kan læses lige tydeligt, hvorved skriften transformerer sig fra betydningsbærer til et billedelement, der samler sig som sværmende insekter omkring de ensomme, tegnede portrætter.
At der netop er tale om tegninger, og ikke malerier, tilføjer serien en frugtbar skrøbelighed og en snert af noget tvetydigt. For på den ene side minder værkerne om langt mindre tegninger, udført hurtigt og måske endda som skitser. På den anden er der ingen tvivl om, at alt er nøje gennemtænkt og komponeret, så sentenserne kan optræde som spor af en seismograf og holde billedfladen samlet.
Brigitte Waldach: ‘Niels Bohr’, 2016
Waldach viser her, at hun kan skabe værker, der både er stramme, æstetisk og højst uregerlige, når det kommer til selve indholdet. Desværre fortsætter hun ikke på samme niveau i næste afdeling, hvor hun har spændt røde, blå og enkelte lilla tråde på kryds og tværs gennem rummet.
Idéen er at synliggøre interaktionen mellem en kvinde og en mand, der optræder med ord skrevet på væggene og de omtalte tråde i hver sin farve: rød og blå. Et helt grundlæggende problem for modellen er dog, at et rødt ord hører til en rød tråd, der så rammer endnu et rødt ord på en anden væg.
Derved ”taler” både manden og kvinden kun med sig selv og går aldrig i den dialog, man ellers kunne forvente. Ganske få ord og tråde er lilla (blandingen af rød og blå), men nogen egentlig udveksling er der ikke tale om. Det kan så være, at Waldach med værket vil vise, at kvinder og mænd knap nok kan kommunikere, men i så fald er der tale om en voldsom generalisering, synes jeg nok.
Heller ikke det sidste rum på udstillingen er ligeså godt som det første, selvom tanken bag er ganske god: Waldach har malet rummet sort og ophængt 123 tegninger, som man kan købe for knap 4.000 kroner og tage med sig med det samme.
Det har flere allerede gjort, hvorved der opstår huller i ophængningen. Disse skal gerne være som blinde punkter, fravær eller huller i hukommelsen, men mest af alt bliver jeg helt personligt bare nysgerrig efter at vide, hvordan de solgte tegninger så ud.
Alle Waldachs (tilbageværende) tegninger er hurtigt udført og handler om øjeblikke, stemningsskift og karakterer. Men, paradoksalt nok, spænder Waldachs behændighed som tegner ben for projektet. For i modsætning til tegningerne i det første rum, bliver det hele her for bogstaveligt. På den helt forkerte måde.